Heyday ansætter tidligere Dentsu-direktør

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Tidligere havde hun ansvaret i VestDanmark for Carat, DentsuX og iProspect, nu bliver hun CEO i det aarhusianske digitale bureau i stedet for stifterne.

For to år siden blev Cecilia Jonasson udnævnt til CEO for Dentsu i Aarhus, hvor hun fik ansvaret i VestDanmark for bureauerne Carat, DentsuX og iProspect. Nu bliver hun i stedet ny CEO i det digitale bureau Heyday, der også ligger i Aarhus.

Hos Heyday kommer hun til erstatte de to nuværende CEOs, stifterne Anders Lorentz og Ditte Rønn, som i en pressemeddelelse skriver, at for at indfri deres vækstambitioner, har man valgt at ændre i ledelsen.

Cecilia Jonasson kommer til at indgå i ledelsen sammen med Kasper Kamp (COO), Ryan Hahn Rasmussen (CFO) samt Anders Lorentz og Ditte Rønn, som får begge titel af director.

“Vi står nu med et bredere og endnu stærkere ledelsesteam, og med Cecilia ombord er jeg sikker på, at vi kan tage Heyday til next level,” siger Anders Lorentz.

Cecilia Jonasson vil udover at fokusere på vækst også skulle udvikle virksomhedens forretningsområder.

“Jeg er meget glad for at have fået muligheden for at tiltræde som CEO hos Heyday A/S. Jeg glæder mig til at blive en del af virksomheden og til at fortsætte med at levere høj kvalitet inden for tech, creative og marketing. Jeg ser et stort potentiale i Heyday, og jeg ser frem til at arbejde sammen med resten af ledelsen for at udvikle virksomheden og sikre en fortsat vækst,” siger Cecilia Jonasson om ansættelsen.

Bureauet har 40 medarbejdere og har bl.a. følgende kunder: Danmarks Radio, DOT, Norlys, XL-Byg, Bichel vine, Jem & Fix, Visma, Nic Christiansen groupe, Better Energy, Zleep Hotels, Timbermann.fl.