Hjaltelin & Stahl har solgt til den eneste rigtige køber

Søren Thure Milkær,
journalist

I sidste uge gik den danske marketing- og reklamebranche i breaking news over Hjaltelin Stahl, der har solgt hele butikken til Accenture Interactive. Læs om salgsovervejelserne – fra det første uformelle kaffemøde til kontraktunderskrivelsen – i dette dobbeltinterview med Steffen Hjaltelin og Nicolai Stahl.

Tirsdag morgen den 5. marts var Steffen Hjaltelin, Nicolai Stahl og de andre partnere på vej tilbage til bureauets labyrint af et hovedkvarter, der gennem mange år har bredt sig over stadig flere kvadratmeter og etager mellem Vestergade og Studiestræde i det indre København.

Klokken 8:45 havde mailgruppen ’Hjaltelin All’ været i brug. Der var sendt besked til 150 medarbejdere, om at alle skulle være i kantinen klokken 10 til ’en kæmpestor nyhed’. Men først skulle de sidste formaliteter på plads.

Partnergruppen var til tidlig ceremoni på et advokatkontor ude i byen. Underskrifter, fotosession, de rituelle fire taler (køber, sælger, begge parters rådgivere), champagne og kransekage til morgenmad. Dermed var bureauet solgt efter en intens proces, der var startet med et kaffemøde knap et år tidligere.

De hidtidige ejere var trygge ved, at de havde gjort det rigtige for at opfylde en tidligere formuleret ambition: ’At træffe de rigtige strategiske beslutninger for bureauet, så vi, også når 2018 er gået, er de bedste i Danmark til at hjælpe vores kunder i den digitale transformation.’

”Jeg har en glædelig nyhed, som måske ikke vil føles så glædelig i første omgang. Men tro mig, det er den. For vi har sikret, at vi de næste mange, mange år, er på det vindende hold.”

Men selvom man er temmelig sikker på at have valgt den eneste rigtige frier blandt mange, kan man jo godt have sommerfugle i maven, når man lige om lidt skal stå på talerstolen, der i Hjaltelin Stahls tilfælde er en trappe op til næste etage midt i kantinen, og breake kæmpenyheden til sine ansatte:

Vi har solgt det hele. Til globale Accenture Interactive, en offensiv digital kæmpe med næsten 100 gange så mange ansatte som os selv.

”Jeg rystede som et espeløv. Jeg var simpelthen så betuttet”, fortæller Steffen Hjaltelin. Kort før havde en af bureauets kvikke hoveder ellers lettet stemningen lidt med det indledende spørgsmål ’Er Jens Peter (Jensen, CEO, red.) gravid?’. 

Smukt i tråd med bureauets mangeårige tradition for, at frække spørgsmål i plenum giver en god flaske efter eget valg.

”Den regel gælder stadig, men tror du, jeg har været bange for frække spørgsmål de seneste uger?! Jeg holdt mig væk fra det fælles ugemøde fredagen før. Jeg kunne simpelthen ikke magte at skulle stå og lyve for folk, hvis der var nogen, som spurgte, om vi var ved at blive solgt,” husker Steffen Hjaltelin.

Tilbage til tirsdag morgen klokken 10. På dagen, hvor den danske marketing- og reklamebranche gik i breaking news over Logic & Magic-bureauet, der topper MyResearch’ imagerapport for fjerde år i træk og i februar præsenterede det bedste årsregnskab nogensinde med en 2018-vækst på knap 15 % og et primært driftsresultat på 17,8 mio. kr.

”Jeg har en glædelig nyhed, som måske ikke vil føles så glædelig i første omgang. Men tro mig, det er den. For vi har sikret, at vi de næste mange, mange år, er på det vindende hold.”

Sådan lød Steffen Hjaltelins første ord fra trappen. Efterfulgt af detaljer, argumenter og forklaringer på, hvorfor partnergruppen var endt med at sælge til Accenture Interactive, verdens største og hurtigst voksende netværk af digitale bureauer med storebror Accenture, som beskæftiger tæt ved en halv million mennesker over hele verden.

”Folk syntes nok i første omgang mere, det var trist, end at det var godt, og det kan jeg godt forstå. Alle syntes jo, det var gået godt for bureauet de seneste år. Og alle var glade for, at det var os, der ejede det, fordi de var trygge ved os.”

Nicolai Stahl, creative director, partner og Steffens nære samarbejdspartner siden 2005, var selvfølgelig også med på mødet:

”Det var nogenlunde som at være til studenterdimission, bisættelse, pressekonference, den spanske inkvisition, 50-årsfødselsdag og fredagsbar – på en tirsdag – samtidig,” siger Nicolai Stahl og fortsætter:

”Vi havde jo selv haft omkring 10 måneder til at arbejde med tanken om bureauet i en helt ny sammenhæng, og så stod alle vores kolleger dér og havde rundt regnet 10 sekunder. Så helt naturligt var folk paffe, chokerede og overraskede. Tusind tanker flyver gennem hovedet – hvad betyder det for mig? For mine opgaver? For mit job?”

”Vi brugte meget tid i løbet af hele dagen på at tale med folk i mindre grupper og one-to-ones for at svare på mange spørgsmål og forklare vores valg.”

Steffen Hjaltelin supplerer:

”Det skulle jo lige bundfælde sig i løbet af dagen. På fællesmødet var der ærligt talt en lidt mat stemning, men det havde jeg også regnet med, at der ville være”, siger han og tænker lidt, før han sætter endnu et ord på: ”Uforløst.” 

”Folk syntes nok i første omgang mere, det var trist, end at det var godt, og det kan jeg godt forstå. Alle syntes jo, det var gået godt for bureauet de seneste år. Og alle var glade for, at det var os, der ejede det, fordi de var trygge ved os.”

Senere samme uge, da jeg besøger Hjaltelin Stahls hovedkvarter og står og venter på at blive lukket ind af den knaldorange dør, er stemningsbarometeret vist nærmest landet på ’afventende spændt’. De to medarbejdere, som venter sammen med mig, afslutter deres samtale med ”… og de har jo også kontorer i hele verden.” ”Ja, det ved jeg godt, men det er altså stadigvæk lidt mærkeligt.”

Inde bag døren, gennem kantinen, forbi trappen, til venstre gennem den første lille gang med glasvægge ind til mødelokalerne, til venstre endnu engang og ned til det lille rødmalede lokale med to grå sofaer og stempelkande i stål på bordet får Steffen Hjaltelin sin medbragte kaffe galt i halsen.

”Jeg har gennem flere år taget kaffe med alle dem, der gerne ville købe os, for jeg blev klogere af at høre deres analyser hver gang. Kaffeaftalen med folkene fra Accenture Interactive var det første interessante møde.”

Helt atypisk for de seneste dage, uger og måneder har det ikke noget som helst med salget til Accenture Interactive at gøre.

Som alle andre egenrådige kaffemaskiner på arbejdspladser rundt omkring går også dette bureaus spruttende og hvæsende samlingspunkt i ’rinse mode’ lige præcis, når det passer den. Og det lagde Steffen så ikke lige mærke til, fordi han allerede var godt i gang med det faste morgenritual, han fortsætter efter interviewet.

På glasvæggen ind til lokalet står der ’Logic’ med store sorte bogstaver. Og bureauejerne med eget navn på yderdøren siden 11. august 2003 er helt trygge ved, at logikken holder. Noget skulle der ske. Steffen Hjaltelin er sikker på, at han og de andre partnere har gjort det rigtige ved at sælge til Accenture Interactive efter en lang periode med flere andre interesserede købere, men ingen, hvor kemien var der for alvor.

”Når vi kun er os selv, skal der bare tre kundeopsigelser til, så har vi et nedgangsår, og så har vi de første historier om ’Tilbagegang for Hjaltelin Stahl’. Vi kunne ikke bare stå der og være nummer ét reklamebureau i Danmark. Man har sin tid, men vi kunne ikke se, hvor fanden vi skulle gå hen.”

Nicolai Stahl var ikke i tvivl, da den nye ejer rakte fingeren op som potentiel køber.

”Jeg tænkte og sagde ’Yes!’ Den bedste følelse at arbejde videre på – den rene og intuitive. Jeg har fulgt Accenture Interactive længe og er ret fascineret af deres indtog i vores branche. Faktisk har jeg for en hel del år siden kloget mig til et partnermøde om konsulenthusenes træk i vores retning og de kort, de har på hånden, fordi de sidder solidt på store og væsentlige dele af værdikæden hos kunderne”, siger han.

Hjaltelin Stahl anno 2019 er en mangefacetteret customer experience-organisation. Objektivt set giver det en vis gyngerne-og-karrusellerne-sikkerhed til at kunne dække både svagt indtjenende afdelinger i en periode og overleve, at et par kunder finder nye legekammerater og går andre steder hen.

”Ja objektivt, men jeg ser jo ikke på det objektivt; jeg er bare bange og paranoid”, siger Steffen Hjaltelin med et lille smil, der viser, at det ikke bare er noget, han siger for sjov, og fortsætter:

”Det har jeg været god til at bruge til at gøre bureauet til en god forretning. Jeg har hele tiden haft brug for at forudse en mulig udvikling.”

”Jeg tror på, at der er masser af plads til rettidig kommunikation og begavet kreativitet sammen med vores nye ejere. Og jeg tror, at vi for fremtiden vil indgå i en langt mere relevant, værdiskabende og problemløsende sammenhæng. Som værdifuld og intelligent customer experience,”

Hans mangeårige færden i partiet Venstres absolutte inderkreds har sat sine spor.

”Det lærte jeg af Anders Fogh Rasmussen. Før hvert eneste møde havde han lavet sin drejebog, hvor han havde forudset op til fem mulige udfald. De fleste ville nok have stoppet efter tre. Hvis du har den tankegang hele tiden, og det har jeg virkelig haft, er man altid forberedt til fingerspidserne. Men det kan godt give lidt hovedpine.”

Og hvad så med magien?
Med logikken på plads rykker vi over på den anden side af &-tegnet i Hjaltelin Stahls tagline Logic & Magic.  

”Jeg har gennem flere år taget kaffe med alle dem, der gerne ville købe os, for jeg blev klogere af at høre deres analyser hver gang. Kaffeaftalen med folkene fra Accenture Interactive var det første interessante møde. De var virkelig sympatiske og respektfulde, og det var første gang, jeg mødte nogen, der havde 1:1 samme analyse som os af, hvor man skulle stille sig. Bedst på teknik, bedst på kreativitet – bare på globale steroider med 14.000 mand.”

Jeg kunne se på deres hidtidige opkøb, hvor meget de havde tænkt sig at gøre på den magiske del. Altså, at de også havde tænkt sig at give den gas på kreativitet. Alle de andre potentielle købere, vi havde talt med, lød bare, som om de skulle have lidt sukker på toppen.”

Nicolai Stahl er enig:

”Jeg ser store muligheder for at bruge kreativitet og bygge brands på en ny og langt mere relevant måde – skabe et tillidsforhold, som man ikke kan få ved at afbryde folk midt i aftenkaffen med ligegyldigheder, sådan lidt groft sagt. De unge generationer har, tankevækkende nok, langt større tillid til brands end til deres egne regeringer, og det giver jo både ansvar og muligheder.”

”Jeg tror på, at der er masser af plads til rettidig kommunikation og begavet kreativitet sammen med vores nye ejere. Og jeg tror, at vi for fremtiden vil indgå i en langt mere relevant, værdiskabende og problemløsende sammenhæng. Som værdifuld og intelligent customer experience,” forudsiger Nicolai Stahl.

Fast and furious growth?
At bureauets nye ejere møder website-besøgende med den pænt offensive indgangsbøn ’Fast and furious growth’, giver ikke anledning til betænkeligheder.

”Næ, det er jo en børsnoteret virksomhed, der også skal kommunikere til deres aktionærer og andre stakeholders. Og det ændrer ikke ved, at deres grund til at købe sådan nogen som os i al væsentlighed er at få tilført magi og kreativ kultur. De har stået og sagt til os alle sammen, at vi først og fremmest skal lave nogle fede ting. Det tror jeg, de mener. Ellers ville det i hvert fald være dumt at sige det på den måde,” siger Steffen Hjaltelin.

På vej ud fra interviewet går han straks i gang med at fortsætte det faste ritual, der forstyrrede overvågningen af kaffebrygningen tidligere: ’Go’ morgen-knuckles’ – kno mod kno i en knyttet hilsehånd til de medarbejdere, han møder på vejen. Og han skal hele vejen rundt.

”Det gør jeg stadig hver morgen. Så ved jeg, hvordan folk har det, og så lærer jeg også hurtigere navnene på de nye.”

Faktisk bestod Steffens morgenrunde i de første mange år af et ’Godmorgen’ med håndtryk. Det blev lavet om, da 14 ansatte lagde sig med influenza. Og den lille hverdagsmagi ved knuckles-runden er jo lige så god.

Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.