Hvad fuck er en bælgfrugt? – Fransk fødevaregigant giver svaret

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Fire studerendes eksamensopgave blev i januar til et hit på Fødevarestyrelsens sociale medier med den spørgende titel ‘Hvad fuck er en bælgfrugt?’. Nu svarer et fransk konservesbrand med en musikvideo i samme stil. Brandhouse/Subsero står bag idé og kreativ eksekvering.

Man får svar, som man spørger, lyder devisen. En ny kampagne viser, at den stadig holder stik i 2022.

I januar hittede Fødevarestyrelsen med et 80’er-klingende disconummer på de sociale medier med den spørgende titel ”Hvad fuck er en bælgfrugt?’.

Den udsprang af noget så sjældent som en eksamensopgave, da fire studerende fra DMJX i Aarhus i opgaven skulle kommunikere Fødevarestyrelsens opdaterede kostråd. De blev lanceret i januar i år og lyder i korte træk: Spis mindre kød – mere bælgfrugt og fisk.

I hænderne på de fire studerende blev opgaven løst med et disco-klingende hit – ‘Hvad fuck er en bælgfrugt’ – som udover at indkassere dem topkarakter ved eksamen, også vækkede begejstring hos Fødevarestyrelsen, der producerede musikvideoen i samarbejde med Mirror Entertainment.

Se eller gense Fødevarestyrelsens hit her:

Og hvad fuck er så en bælgfrugt?

Det har den franske fødevarekoncern Bonduelle valgt at svare på ved at give igen med samme mønt. Et lige så 80’er-klingende og -lignende disco-nummer fortæller os, at en bælgfrugt er en Bonduelle-frugt. 

Ideen med at gå i dialog med Fødevarestyrelsen stammer fra Brandhouse/Subsero, der også står bag sangen og musikvideoen.

Bureauet blev i november valgt som dansk bureau til markedsføring af Bonduelle i Danmark og Sverige. I den forbindelse sagde Erica Balduccini, jr. brand manager hos Bonduelle i Norden:

“Der er gang i en helt nødvendig forbrugerbevægelse mod en mere plantebaseret kost, hvor bælgfrugter som bønner, linser og kikærter spiller en central rolle. Bonduelle kan hjælpe forbrugerne med at indfri deres ambitioner, og vores tilstedeværelse på digitale og sociale medier er afgørende.”

Det var derfor ifølge Erica Balduccini oplagt at lave et svar til Fødevarestyrelsens spørgsmål. Hos Brandhouse/Subsero håber creative director, Louis Pilmark, at musikvideoen giver folk bælgfrugter på hjernen og udvider kendskabet til bælgfrugt-kategorien og til Bonduelles produktportefølje.

“Her så vi vores snit til at fortælle om både bælgfrugter og bæredygtige ambitioner på en sjov og uventet måde. Det er jo om noget en sag, Bonduelle kan bakke op om, så selvfølgelig var vi klar til at svare på Fødevarestyrelsens musikvideo med en ny musikvideo.”

Kampagnen med musikvideoen startede den 10. marts, og kører måneden ud på sociale medier og YouTube – ligesom Fødevarestyrelsens kampagne. Sangen er desuden tilgængelig på Spotify. 

Se musikvideoen her