Interesse for bureauer: Dialog om flere handler

Peter Engholm,
journalist

De to store bureauhandler, Shape Games og Peytz, får næppe lov til at stå alene i den kommende tid. Dertil er interessen blandt købere for stor, vurderer bureauekspert.

Flere bureauledere kan nu tænde for tørretumbleren uden at skulle grue for privatøkonomien.

Det tør roligt være konklusionen efter denne måneds bureauhandler, hvor de fire stiftere af Shape solgte Shape Games til svenske Kambi Group for mindst 286 mio. kr., og ejerne af Peytz & Co solgte digitalbureauet til hollandske iO for en ikke offentliggjort sum – her lyder buddet på 60-70 mio. kr.

Og handlerne behøver ikke at være efterårets eneste i bureaubranchen. Det vurderer bureaueksperten Henrik Jensen, der er CEO i Brandse & Co samt ph.d. i bureauers forretningsmodel,

”De to handler blev offentliggjort samme dag – så det ser voldsomt ud. Men der kommer mere, selv om det ikke nødvendigvis er helt på niveau med Shape Games,” siger Henrik Jensen og uddyber:

”Danske bureauer er attraktive, så det vil overraske mig, hvis det var de sidste større bureauhandler på denne side af jul.”

Mere fra samme skuffe
Følere mellem bureauejere og potentielle købere er ikke begrænset til særlige bureautyper og -størrelser. Omvendt behøver man ikke at spejde bredt for at få et indledende bud på, hvor dialogen kunne finde sted:   

”IO har med succes arbejdet i Benelux under navnet Intracto. Med en kapitalfond i ryggen er strategien at købe flere bureauer og lægge dem sammen til en stærkere enhed – en såkaldt buy and build strategi. Sidste år købte de to bureauer i Sverige. Og de har ambitioner om at blive store i Norden. Så alene her kan man forestille sig en dialog med flere danske bureauer,” siger Henrik Jensen.

Værdisat højere end vanlige bureauhandler
Shape og Peytz er begge digitale bureauer, men Shape Games udvikler software, og det afspejler sig i prisen:

”Shape Games er handlet til højere multipler, end vi ser ved bureauhandler. Umiddelbart noget, der ligner det dobbelte. Her honoreres i særlig grad skalérbarheden – i dette tilfælde muligheden for at lancere i mange lande,” siger Henrik Jensen.

Hvad er det, der gør bureauerne interessante at købe?

”I Shapes tilfælde er det et spin off. Det er innovation ud af et stærkt digitalbureau og et eksempel på dansk iværksætteri i verdensklasse. Og Peytz står finansielt stærkere oven på et vellykket generationsskifte,” siger Henrik Jensen.