Isoleret set må 68 pct. vækst på bundlinjen fra 2015 til 2016 siges at være godkendt. Alligevel holder de igen med superlativerne hos &Co.
Selvom reklamebureauet kom ud af 2016 med et overskud på 5,233 mio. kr. – og dermed altså et langt bedre resultat end det foregående års 3,115 mio. kr. – er der et stykke vej til overskud på den anden side af ti millioner kroner som i 2013.
”Vi har ikke armene over hovedet, men det går den rigtige vej,” siger adm. direktør Mikael Jørgensen til Bureaubiz.
Han forklarer, at de senere års svindende bundlinje skyldes investeringer på medarbejdersiden:
”Især i 2014 har vi investeret ret meget, og i 2016 har vi så kunnet se, at noget af det begynder at bære frugt. Vi er vokset meget fra ’14 til ’16 og regner med 20 pct. vækst i de kommende år.”
Den nordiske alliance
& Co. er en del af The North Alliance (NoA), som desuden består af designbureauet Bold Copenhagen og det digitale bureau Great Works.
Samlet set har de tre virksomheder hentet 30 nye medarbejdere til over de seneste to år, og netop samarbejdet på tværs spiller en stadig større rolle.
”Forretningsmodellen er at arbejde på kryds og tværs med hinanden og vores kompetencer, uden at det bliver besværligt for kunden. Tingene flyder sammen, og vi arbejder meget digitalt orienteret og meget nordisk orienteret. Det er mere komplekst, men sådan er virkeligheden også for størstedelen af vores kunder,” fortæller Mikael Jørgensen.
Succes og stormvejr
Flere af & Co.’s kunder har ifølge Mikael Jørgensen vist interesse for det tværgående samarbejde i det forgangne år, hvor også nye er kommet til.
2016 blev samtidig året, hvor reklamebureauet i Bredgade både nationalt og internationalt nærmest svømmede i hæder for Momondos ’The DNA Journey’.
Noget mere blandede var reaktionerne på Biancos omdiskuterede ’Women need more-kampagne’, der indledte 2017 for med lidt af et stormvejr for & Co.
Nøgletal for 2016 (2015 i parentes)
Årets resultat: 5,233 mio. kr. (3,115)
Bruttoavance: 45,617 mio. kr. (43,690)
Bruttoavance pr. medarbejder: 1,140 mio. kr. (1,092)
Antal medarbejdere: 40 (40)