Skoproducent i stormvejr

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Om det er kikset eller klogt må være op til den enkelte, men en skoreklame i ligestillingsklæder har fået opmærksomhed på sociale medier.

Hvis målet var omtale for enhver pris, har danske Bianco tilsyneladende nået det. Skoproducentens kampagne ’Women need more’ har i hvert fald vakt opstandelse på sociale medier ved at sætte skoindkøb ind i en ligestillingskontekst.

I reklamefilmen ’Equal Pay Is Not Enough’ anføres ligefrem, at ligeløn ikke er nok – det er nemlig ifølge Bianco dyrere at være kvinde. Dyrere at gå til frisøren, dyrere at købe undertøj og ikke mindst dyrere at købe sko.

Derfor skal kvinder have mere i løn, lyder det, mens diverse smarte skomodeller bruges til at sparke en kop kaffe i hovedet på den mandlige chef, hoppe på hans kølerhjelm og smadre ruden ind til mødelokalet.

Filmen, som blev lanceret mandag, har alene på Biancos Facebook-side i skrivende stund næsten 1.000 kommentarer, og mange er meget lidt begejstrede for den letbenede tilgang til et tungt emne.

Norske Kampanje.com har omtalt dette og henviser blandt andet til et indlæg om samfundsansvar i markedsføring, hvor kommunikationsrådgiver Mai-Bente Paulsen kalder kampagnen for ”et skrækeksempel”, fordi den i hendes optik udgiver sig for at være noget, som den ikke er.