Af Timme Bisgaard Munk, Chefredaktør på Kforum og Bureaubiz
Kilde: Getty Images.

Klumme: Bureaubiz' chefredaktør har været på SXSW og kan fortælle om tre trendanalyser, der skiller sig drastisk ud. Læs her analysen af analyserne.

Alle tech-konferencers tech-konference, SXSW, er netop afsluttet. Her samles alverdens nørder til en Texas-version af distortion/Folkemødet/Cannes Lions.

Over få dage afholdes hundredvis af arrangementer om alt inden for tech. Kvaliteten er mildest talt svingende, men noget er godt år efter år. Tre trendanalyser skiller sig drastisk ud. Modsat mange andre har oplægsholderne nemlig brugt året på at lave en større bagvedliggende rapport af høj kvalitet. Det er altså ikke bare hurtige slides, men fagligt forsvarlige analyser.

Det er naturligvis designguruen John Maedas årlige Design in Tech Report, Amy Webbs 235 Emerging Tech Trends For 2018 og sidst, men ikke mindst Fjords trends-2018-report. Lad os se nærmere på de i alt 257 trends.

John Maeda mener, at inklusiv design er fremtiden: “Diversity is being invited to the party. Inclusion is being invited to dance”. Kilde: Getty Images.

Hvad siger tech-guruernes tech-guru?
I USA er der mange designguruer, men få så anerkendte som John Maeda. Han forstår nemlig at se designtænkning i tech og omvendt. En evne, som har bragt ham til tops i USAs største firmaer og også anerkendelse på de mest velrenommerede universiteter, fra MIT til Harvard. Ikke blot har han arbejdet med tech i praksis hos fx Google og Sonos, men han har også som professor på MIT, designteorien på plads.

Maeda har for lige at sætte respekten i relief tilknyttet nok verdens bedste reklamefirma Wieden+Kennedy og verdens mest anerkendte venturefond Kleiner, Perkins, Caufield & Byers. Altså, en mand, som er værd at lytte til, fordi de, der lytter til ham, er dem, som sætter dagsordenen. Her er hans bud på de vigtigste trends i tech.

 

Her er hans rapport samlet. Og her er en opsamlende artikel, som beskriver de trends, han har fundet mere uddybende.

Fra det udvidede til det altomfattende politiske designbegreb
Ifølge Maeda er 2018 året, hvor designetik kommer i centrum. Design spiller en større og større samfundsmæssig rolle. Design skal derfor tage sit samfundsmæssige ansvar alvorligt. Maeda taler derfor ikke længere om det udvidede designbegreb, men det altomfattende politiske designbegreb.

Det rejser en lang række politiske spørgsmål og dilemmaer, såsom: Hvordan hjælper design brugeren uden at narre og skabe afhængighed? Er nudging uetisk? Altså, hvordan sikrer man den menneskelige frihed mest muligt i design?

Hvordan hjælper design med at skabe mere lighed og inklusion? Hvad er demokratisk og bæredygtigt design?  Svaret er ifølge John Maeda at se design som en fælles praksis for alle, som anerkender forskellighed, respekterer inklusion og skaber lighed. Eller som han selv udtrykker det:

“Diversity is being invited to the party. Inclusion is being invited to dance. ”

Store ord i en verden af store modsætninger med store moralske problemer. Maedas opløftende budskab er, at inklusion ikke blot er tidens store tema, men også tidens kæmpe forretningsmulighed.

Eksemplet er den sorte identitetsfilm Black Panther, som inviterer til et nyt kulturmøde med de underkendte. En film, som er blevet en global Blockbuster. En film, han ser som et ikon for anerkendende, inkluderende og lighedsskabende design. Man kan og skal altså både være god til og blive rig på godt design med god samvittighed.

 

Amy Webb gennemgår sine 235 tech-trends på SXSW 2018. Kilde: Getty Images. 

225 + 10 trends i tiden
Ikke færre end 235 trends har den berømte fremtidsforsker Amy Webb set i tidsånden lige nu. Eller mere præcist 225 trends og 10 svage signaler.

Lad os se på nogle af dem. Hendes trendoverblik starter med en overraskelse. Vi almindelige mennesker oplever lige nu, at alt og alle er suget ned i deres mobil. Det stopper dog ifølge Amy Webb snart. Den mobile tech-cyklus er snart slut og vil langsomt blive erstattet af lyd og gestik som interface og indhold. Vi bevæger os mod det usynlige interface, hvor ‘kloge objekter’ vil erstatte mobilen.

Her kan du læse mere og downloade Amy Webbs 235 trends.

På det geopolitiske plan er Amy Webb optaget af den såkaldte Easternization. Altså, hvordan Østen og specielt Kina kommer til at spille en større og større rolle i tech og politik. Her tænker hun ikke mindst på AI, hvor Kina har bragt sig i en markant førerposition med store investeringer og opkøb. Amy Webb er dog en smule ambivalent i forhold til AI-revolutionen, hvor forskellen mellem hype og helt afgørende teknologiske spring fremad er uklar.

Ifølge fremtidsforskeren vil den aktuelle techlash (angrebet mod tech giganter) sætte dagsordenen endnu mere voldsomt i 2018. Dag for dag kommer nye afsløringer om Facebook, senest med datatyveriet af personoplysninger på 50 millioner mennesker. Altså, hvordan vil Silicon Valley reagere på stadigt voksende krav om regulering?

Hvordan bliver forholdet mellem den tvungne regulering og deres egen frivillige selvregulering? Substitution eller dialektik? Hvordan vil tech-giganterne håndtere spørgsmålet om privacy. Et tema, som regulativt og personligt kommer til at fylde mere og mere i 2018. Her er det tydeligvis en genfunden opmærksomhed om, at privacy er et privat gode, mange har givet væk lidt for hurtigt for intet.

Etik er nu så vigtigt, at Fjord ligefrem taler om den etiske økonomi som en ny økonomi. Se alle Fjords trends her. Kilde: Getty Images.

Fjords trends: Mennesket, menningen og moralen er tilbage
Konsulentfirmaet Fjord er en del af Accenture. Hvert år fremlægger de deres berømte trendoverblik til SXSW. I år har firmaet lokaliseret udvalgte trends på tværs af industrier, mennesker og medier. Lad os se på dem her.

For det første er det fysiske på vej tilbage. Vi har nået et mætningspunkt, hvad angår digitaliseringen, og nu svinger pendulet tilbage. Årtiers bevægelse mod det digitale er erstattet af en nyfunden interesse for det fysiske møde og den fysiske butik. Et illustrativt eksempel er den fysiske butik Amazon Go fra den digitale forretning over dem alle.

En anden vigtig teknologitendens, som vokser frem nu, er, at computeren har fået ‘øjne’. Tekniske gennembrud i billedgenkendelse og maskinlæring betyder, at en computer nu kan se ting automatisk og handle på, hvad den ser.

Dette vil forandre vores virksomheder og hverdag dramatisk. Som de andre trendspottere ser Fjord også algoritmernes etiske præmisser og konsekvenser som et større og større tema, hvilket ifølge Fjord rejser en lang række regulative og politiske spørgsmål. Hvordan sikrer vi gennemsigtighed og ansvarlighed i den kommercielle brug af algoritmer?

Her er det ifølge Fjord vigtigt at se, hvordan algoritmer positivt kan spille sammen med den menneskelige erkendelse på nye måder. Altså, det nye samarbejde i stedet for den klassiske konflikt mellem menneske og maskine.

Tillidskrisen efter finanskrisen spiller stadig en stor rolle. Mistilliden til institutioner og virksomheder er stor. Hvordan man optræder etisk og gennemsigtigt er derfor et vigtigt krav netop nu. De, som lykkes med dette, vil blive belønnet af markedet. Her ser Fjord ligefrem en fremvoksende etisk økonomi, hvor ansvarlighed er forretningen, som vi kender det fra den socialt ansvarlige tøjvirksomhed Patagonia.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club