5 argumenter for flere slags retargeting

Karolina Klijer,
Business development manager – Nordics, RTB House

KLUMME: Retargeting har vist sig at være en succesfuld og effektiv teknik ved annoncering. Det er dog en almindelig opfattelse, at brugen af flere aktører samtidig resulterer i højere omkostninger og et dårligere resultat. Men faktum er, at det forholder sig præcis omvendt, mener Karolina Klijer, business development manager på RTB House.

E-handlen har gjort det muligt at shoppe hvor som helst og når som helst. Annoncørerne kæmper om forbrugernes opmærksomhed døgnet rundt. For de fleste markedsførere er effektivitet og ydelse derfor blevet de vigtigste aspekter, når de forsøger at vinde kundernes gunst.

I kraft af dens effektivitet er retargeting blevet en meget populær teknik for annoncører. Men der hersker stadig meget usikkerhed om, hvordan man retargeter mest effektivt. Mange er bange for at benytte sig af flere retargetingaktører samtidig. En bekymring, som er helt og holdent unødvendig.

Misforståelsen opstår ud fra en forestilling om, at flere leverandører skulle føre til et dårligere resultat eller højere omkostninger. Der er altså en fejlagtig tro på, at de to aktører vil komme til at byde mod hinanden og konkurrere om de samme kunder og brugere.

Men faktum er, at flere retargetingaktører sikrer, at man når bredere ud, rammer mere præcist og nedsætter risikoen for at gå glip af kunder.

Antallet af annoncepladser er desuden næsten ubegrænset, så forskellige teknikker og vurderingsmetoder maksimerer i stedet virksomhedens chancer for at vinde auktionen og få deres annonce vist.

Overeksponering findes ikke
Der findes også en bekymring for, at annoncer overeksponeres, når der anvendes flere retargetingaktører. Intelligente systemer vurderer dog brugerne korrekt og viser virksomhedens annoncer på en behersket måde samtidig med, at virksomhedens forretningsmål opfyldes.

Faktum er, at brugerfrekvensen kan blive for høj, også med kun én retargetingaktør, hvis denne arbejder ud fra en cost per click-model, hvor alt handler om at få så mange klik som muligt uden at tage hensyn til konverteringsværdien.

Så længe aktøren arbejder ud fra en last click-model, vil yderligere retargetingspillere resultere i, at virksomhedens rækkevidde og salg øges uden risiko for at skulle betale for samme konvertering flere gange.

Forskellig teknik giver forskellige resultater
Markedsførerne begår ofte den fejl at antage, at al retargetingteknik er ens, og at flere aktører derfor konkurrerer mod hinanden. Men alle aktører udvikler deres løsning på forskellig vis og bruger egne unikke teknikker og algoritmer.

Dette indebærer, at de forskellige aktører genererer forskellige resultater og derfor komplementerer hinanden. Én retargetingvirksomhed kan eksempelvis vurdere brugerne ud fra unikke kriterier, mens en anden virksomhed kan anvende andre deep learning-algoritmer, som i stedet fokuserer på at tilpasse annoncematerialet.

Ved hjælp af en målrettet fremgangsmåde kan den anden leverandør således udfylde hullerne og fange potentielle kunder, som den første leverandør måske ikke har fået fat i.

5 argumenter for at bruge flere aktører
Der er mange gode argumenter for at anvende retargetingløsninger fra flere aktører samtidig. Hvis din chef eller kollega kræver overtalelse, kan du fortælle dem at: 

  1. Du når ud til flere i din målgruppe og nedsætter risikoen for at gå glip af eventuelle salg.
  2. Konkurrencen mellem to forskellige aktører tvinger hver aktør til at anstrenge sig ekstra meget, hvilket giver et bedre resultat.
  3. Konkurrencen presser priserne.
  4. Konkurrencen giver kunden et større udvalg.
  5. Retargetingaktører kan have forskellig ekspertise og specialområder og kan komplementere hinanden.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning