6 råd til hvordan dit bureau får en bedre forretningsforståelse

Henrik Jensen,
Brandse & Co.

HAP-uddannelsen havde i fredags besøg af tre erfarne CMOs, som til sammen har arbejdet med danske bureauer i mere end 30 år. De delte ud af deres erfaringer med, hvornår danske bureauer er gode – og knap så gode – til forretningsforståelse.

Karen Bender fra Gyldendal, Jeppe Madsbad Lauritzen fra Santander Consumer Bank og Anthony Lim fra Discovery Networks lagde i fredags vejen forbi HAP-uddannelsen.

Her fortalte de anekdoter og præsenterede deres bud på ”superbureauer” inden for forretningsforståelse. Det gjorde de HAP-studerende i stand til at identificere seks gode råd til, hvordan danske bureauer kan blive bedre til forretningsforståelse:

1. Hav situationsfornemmelse
Husk at lytte. Forstå hvornår du skal udfordre, og hvornår skal du eksekvere. Ellers kan du ende som Frank fra Klovn i dine kunders øjne.

2. “Don’t launch and forget”
Kunderne har begrænset respekt for ”houdini”-bureauer, som pludselig er væk. Vær synlig. Tag initiativ. Især når kampagnen ikke gik helt som forventet. Forstå, hvad der kan gøres bedre næste gang. Det giver forretningsforståelse og styrker relationen.

3. Invester i interessetimer 
Dem, du ikke kan fakturere her og nu. Opsøg viden: Læs årsrapporter og besøg kundernes hjemmeside. Besøg dine kunders butikker. Bliv kunde hos dine kunder. Insister på at få indsigt. Det giver respekt.

4. Vær nysgerrig som Peter Pedal
Holdninger er lig med troværdighed i kundernes øjne. Men husk at dine holdninger skal være baseret på din viden om kundernes forretning. Så derfor: Vis ydmyghed og respekt for kundernes viden.

5. Drop Big-Bang-præsentationerne
De store pitches med den endegyldige geniale løsning tilhører Donald Draper-epoken. Overdreven tro på egen genialitet er en barriere. Den bedste idé findes sammen med kunden. Løbende gensidigt medejerskab af løsningen er succesformlen.

6. Fokuser på de menneskelige relationer
Gode bureauer er som gode kollegaer for kunderne. Forstå mennesket bag din kunde. Hvad er deres ‘pains & gains’? Hvad er deres personlige målsætninger?

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning