Årets kampagneflop. Topkandidaten er allerede fundet

Hanne Feldthus,
brandingekspert

Hanne Feldthus mener: Det er sjældent, at vi får et håndgribeligt bevis på, at en kampagne flopper. Ingen vil indrømme en fiasko, men nu har vi et eksempel på en kampagne, der er faldet til jorden med et brag i fuld offentlighed.

Massiv offentlig debat. Helsides annoncer i dagbladene. Plakater på gader og stræder. SoMe-aktiviteter og mails direkte til medlemmer. Kendte kunstnere på scenen og gratis bustransport. Intet middel blev skyet for at få folk til at møde op på Christiansborg Slotsplads.

Her var tale om en ægte integreret kampagne, som ethvert reklamebureau drømmer om at få lov til at strikke sammen.

Det handler selvfølgelig om at bevare store bededag, og afsenderen var FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation.

I ugerne op til demonstrationen hørte vi om den massive folkelige modstand mod at sløjfe bededagen. En halv million havde angiveligt skrevet under.

Gud og hver mand var i bogstaveligste forstand imod. De gejstlige annoncerede, at det ville tage 10-15 år at skrive alterbogen om. Hvad det mere bestemt går ud på, har jeg stadig ikke fattet, udover at det tilsyneladende er en helt uoverskuelig opgave.

Fagbevægelsen trak også det allerhelligste frem af skufferne og var klar til at begrave DEN DANSKE MODEL. Det blev forudset, at de igangværende overenskomstforhandlinger ville ende i en storkonflikt på grund af medlemmernes raseri. Man udbad sig en folkeafstemning for at afværge katastrofen.

Når folk var så oprørte, skulle man tro, at FH roligt kunne spare på kampagnemidlerne. Alligevel besluttede de at køre den største kampagne for en demonstration i nyere tid. Måske nogensinde.

De må have været gevaldigt i tvivl om den stemning, de havde fået pisket op, havde bund i virkeligheden. Rettelig så, kan man i dag tilføje.

Jeg gik søndagstur med min mand og lagde vejen forbi slotspladsen for at se, hvordan det hele ville forløbe. Jeg forestillede mig, at byen ville være et kaos i stil med de billeder, vi ser fra Frankrig, hvor de raser imod en pensionsreform.

Men nej. Et ganske lille område var spærret af, og det hele var, hvad man bedst kan beskrive som hyggeligt med masser af kaffevogne.

Min mand og jeg diskuterede ivrigt, hvor mange der mon var. Vi blev enige om, at det ikke kunne være mere end 10.000. Måske mindre.

Stor var vores forundring, da vi senere på TV hørte både oppositionspolitikere og fagbosser være stærkt begejstrede over fremmødet. Endnu større var vores forundring, da vi hørte FH påstå, at der havde været 50.000.

Det kunne ganske enkelt ikke passe, og det var meget mærkeligt, at det tog et par dage, før diverse medier begyndte at efterprøve den påstand. Forskellige folketællingseksperter blev bedt om at komme med deres bud. De lå et sted imellem 6 og 12.000.

FH’s formand Lizette Risgaard blev i et interview i DR’s podcast ”Tiden” spurgt om misforholdet. Det slap hun ikke godt fra og endte med at smide røret på midt i samtalen.

Fagbevægelsen står ydmyget tilbage med det mest synlige kampagneflop, jeg kan huske.

Det er sjældent, at vi i reklamebranchen får så håndgribeligt bevis på en kampagnefiasko. Mange kampagner mislykkes, uden at vi ved det, fordi vi ikke har adgang til annoncørens salgstal og andre resultater.

Det mest åbenlyse bevis på et flop er typisk, at kampagnen ikke køres igen. Det sker som regel i stilhed eller med en besked om, at kampagnen har gjort sit job, og at man skal videre med noget nyt.

Min erfaring er tilmed, at bureauer og deres kunder er dårlige til at evaluere en fejlslagen kampagne. Alle har en interesse i at begrave fiaskoen, så man ikke kommer i miskredit hos ledelsen. Det lærer man ikke noget af.

Selv hvis bureauet bliver fyret for de manglende resultater, har de ansvarlige en tendens til at skyde skylden på kundens salgsafdeling, som bare ikke har fulgt ordentligt op på kampagnen og udnyttet dens potentiale til at flytte varer. Det lærer man slet ikke noget af.

Om FH er i gang med at evaluere deres mislykkede forsøg på at få medlemmerne op af sofaen, ved jeg af gode grunde ikke, men mon ikke at både arbejdsgiverne, regeringen og selv oppositionspolitikerne har taget bestik af situationen. Slaget om store bededag er tabt i fuld offentlighed og med et brag.

Hvis FH ikke selv vil evaluere deres fiasko, burde fagforeningernes medlemmer holde fagbosserne ansvarlige for at spilde deres kontingenter på årets kampagneflop.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning