Annonce udstiller B&O som storskrald?

Poul Mikkelsen

Man kan få succes ved at ligne en vinder. Men gælder det modsatte også. B&O har mistet den magi, der har bygget brandet.

(Annoncen er scannet fra en avis og fremtræder i avisen i en bedre kvalitet end her, red.)

Det siges at man kan få succes, hvis bare man ligner en vinder. Alene ved at opbygge et klart indre billede af sit mål, vil underbevidstheden automatisk styre ens handlinger og beslutninger, således at man  intuitivt gør det rigtige og derved før eller senere når sit mål.

Spørgsmålet er, om det modsatte også gør sig gældende?

Hvor længe skal man ligne og agere som en taber, før man rent faktisk udløser fiaskoen.

Hvis teorien holder, så er det en meget meget stor chance Bang & Olufsen tager i øjeblikket.

En kampagne hvor B&O’s dyreste produktserie bliver anbragt skødesløst de grimmeste steder, location scouten har kunnet finde. Tydeligvis i et forsøg på at skabe en kontrast imellem det designede TV og den trashede baggrund. En effekt som Ilva har malket I de senere års boligkataloger og annoncer.

Vidste man ikke bedre, kunne man få den tanke at såvel stylist og fotograf er sparet væk. Det er så langt fra den klasse og stil, som bør kendetegne markedsføringen af et dyrt produkt som B&O – og ligeledes langt fra de værdier og den historie, der er en del af B&Os DNA.

B&O brød konventionerne

Da B&O i sin tid skabte sin monumentale succes, skete det ved at forføre danskerne med det ene respektløse brud på konventionerne efter det andet.

Det skete på et tidspunkt hvor det danske samfund, materielt og kulturelt rykkede sig eksplosivt. Normer og grænser blev brudt. Arne Jacobsen, Poul Kjærholm, og Poul Henningsen ledte an i en sand design tour-de-force, som stadig står for højdepunkterne i dansk møbelkultur. Møblerne fra denne periode er stadig store sællerter, til trods for priser der alle er skyhøje. En æggestol løber let op i over 40.000 kr. og sælges brugt for noget nær det samme.

Og B&O var med. Aldrig havde vi set teknologi behandlet på en så fanden i voldsk måde. Alle regler blev brudt. Helt på linie med reglerne i møbelindustrien. B&O agerede og blev opfattet som et element i stuen, helt på linie med møblerne og med samme kvalitet.

Og så pludselig holdt det op. Gassen gik af ballonen.

B&O tabte sutten og salget. Det glade og originale vanvid forsvandt til fordel for kalkuleret æstetik. Det var ligesom om, at man ikke længere kunne finde design konventioner som man kunne bryde.

Jeg tror at man mistede sig selv. Driften, passionen og ambitionen, var væk. Det originale var byttet ud med design-regler og teknologifokus. Man var i stedet for at være i selskab med en design-revolution, sammen med endnu en leverandør af audio visuelt udstyr. B&O rykkede fra blue til red ocean. Ingeniørerne og aktieanalytikerne havde taget over, og de betragter kreativitet som en trussel. Et tab af kontrol.

Alle rigtig gode ideer har et element af vanvid eller meningsløshed. Det er det, der rummer gåden, som bliver til magien. Den magi der skaber salget. Hvis man arbejder alt for liniært med design, så dør denne magi og dermed forførelsen. Ideen bliver uinteressant ofte bare fordi den bliver for generisk og dermed for sammenlignelig. Rationalitet kan – når det bruges forkert – være en stærk gift, som slår alt ihjel, der ikke ligner et regneark. Det skifter form og bliver rigidt og goldt.

Man begynder at gentage sig selv i stedet for at genopfinde sig selv. Eksistensberettigelsen forsvinder og ligeså gør bundlinien. Og hverken ingeniørerne eller pengedrengene forstår hvorfor. Man begynder at ligne en taber. Nedturen er i gang… Alene fordi man jo bliver det man ligner!

Måske er det så på tide at man udnytter muligheden for at blive en vinder, ved at agere som en vinder. At ligne en vinder. Hold op med at kopiere Ilva. Find en tone og en stil, der kommer igennem og navigerer brandet et bedre sted hen.

Mere til fælles med møbeldesign

En begyndelse kunne være at slippe teknologi som et issue. Erkend at B&O har mere tilfælles med dansk møbeldesign end med teknologi branchen.

Hvis et anlæg fra B&O kan tilføre et hjem noget kvalitet og kan please mit øje selv når det er slukket, på linie med en smuk sofa, så virker prisen ikke slet så absurd som i dag.

God lyd eller et smukt tv-billede starter ved 5000 kr og slutter ved 10.000 kr.

Ikoniske møbler har en helt anden prissætning.

Så gør som Lego find tilbage til kernen. Genopfind magien. Eller lær af Apple som nu er kommet tættere på. Apple har for længst forstået, at den virkelige værdi er åndelig. En særlig frekvens som connecter brandet med kunderne.

Noget der bygger en loyalitet nærmest som en religion.

Vi er herude. Os der elsker B&O. Os der forstår den slags magi og som har råd til det. Vi vil bare ikke betale kassen for produkter der ikke giver os andet end bare en flad skærm. Vi vil ikke være til grin.

Poul Mikkelsen har haft en lang karriere i reklamebranchen. Han var med til at stifte Nielsen, Mikkelsen & Duus, der blev til DDB i Danmark. Her var han lige til i sommer. Nu er han tilknyttet Brandhouse.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning