AR-filtre tager ‘engagement’ til nye højder

Nikolaj Stausbøl,
creative developer at MolaLAB, innovation unit hos Molamil

Nikolaj Stausbøl fra Molamils nye innovation unit, MolaLAB, glæder sig over, at Instagram nu har åbnet op for, at brands kan promovere sig ved hjælp af AR-filtre. Læs her hvorfor.

Kommunikationsverden har historisk set draget nytte af bite-sized marketing, såsom bannere og kampagnesites, men nu er det på tide at hilse på den nye dreng i klassen: AR-filteret.

Filtrene har eksisteret et stykke tid på Facebook, Snapchat og Instagram, men først nu har Instagram lukket op for, at brands kan promovere sig igennem dem. Det er vigtigt, fordi det primært er på Instagram, at brugerne benytter filtre.


Gucci elsker AR.

Derfor hitter AR på Instagram
Inden vi dykker længere ned i emnet, er det relevant at tage et par skridt baglæns og få et overblik. Den næste sektion er meget generaliserende, så bær over med mig, men det er vigtigt for forståelsen af den kontekst, filtrene spiller ind i:

De sidste par år har måden, virksomheder kommunikerer på online, ændret sig meget. Hvor det tidligere var åbenlyst, at en bannerkampagne kunne betale sig, så giver det langt mindre mening i dag.

Én ting er de mange nye regler om privatliv, der gør det hele mere besværligt, men noget helt andet er, at folk bare ikke ser bannere længere. De har adblockers og er i stigende grad rykket fra det åbne web ind på lukkede social media-platforme.

Bannerne fulgte med forbrugerne ind på Facebook i form af annoncer, som giver målbare resultater, og det smagte lidt af bannerkampagner. Men lykken var kort, for også på Facebook har markedet ændret sig, og en bred (og købeglad) målgruppe forsvinder i stigende grad herfra, til dels på grund af annoncerne.

Forbrugerne er blevet enormt bevidste omkring, hvad de vil bruge tid på, og man kan ikke længere gøre krav på folks opmærksomhed. Det vil de ikke finde sig i.

Ud af det problem er influencer-modellen skabt. Nu får brugeren kontakt til brandet gennem en såkaldt influent, og gennem denne person kan brandet således promovere sig. Men hvad promoverer man sig med? Fotos og videoer med product placement har været flittigt brugt, men det kan være dyrt og er ofte et one-off … Det er her, AR-filtre kommer ind i billedet.

I kampagner sigter man typisk efter “engagement”, og med AR-filtre kommer ordet endelig til sin fulde ret. Der er tale om konkret og faktisk engagement fra en bruger, der bogstaveligt talt bærer og spreder dit brand, fordi du giver dem en værdifuld oplevelse her og nu.

Hvad er det, AR-filtre kan?
AR-filtre minder på mange måder om de gode gamle dage, hvor det var let at distribuere en række bannere. Det gode (for alle) er, at til forskel fra et banner tvinger et AR-filtre os og kunden til at tænke i øjenhøjde (bogstaveligt talt) med modtageren.

Det tillader os at tænke i bite-sized marketing igen, men nu i dialog med brugeren.


Kylie Jenners AR-ansigtsfiltre hjalp hendes følgere med at finde den rigtige læbestiftsfarve fra hendes nyeste Kylie Cosmetics Lip Kit-kollektion.

I kampagner sigter man typisk efter “engagement”, og med AR-filtre kommer ordet endelig til sin fulde ret. Der er tale om konkret og faktisk engagement fra en bruger, der bogstaveligt talt bærer og spreder dit brand, fordi du giver dem en værdifuld oplevelse her og nu.

Tænk vildere: En verden af muligheder åbner sig
Det er vigtigt at pointere, at oplevelserne ikke behøver at være begrænsede til ”bare” at være effekter på telefonen. AR-filtre kan være langt mere intelligente, end man lige tror. De kan blandt andet drage nytte af eksterne services og endda kontrollere andre devices.

Forestil dig eksempelvis en bruger på Strøget, som går forbi en storskærm med en 3D-renderet person. Skærmen har en QR-kode, som brugeren scanner. Den går direkte ind og starter filteret på telefonen, hvor Instagram allerede er installeret.

Dit filter tager straks kontrol over storskærmen, og nu styrer brugeren 3D-personens ansigt på skærmen. Forbigående kan se interaktionen, og nu scanner flere personer QR-koden, og der dukker nye karakterer op på storskærmen – alle sammen styret af den enkelte bruger.

Det er ikke et urealistisk eksempel. Der er et hav af kreative muligheder, hvis man kan gennemskue potentialet, og derfor går vi en superspændende tid i møde.

Hvis man derimod bare vil have sit produkt i et filter uden alt for meget gøgl, hvor svært er det så? Jeg vil sige, det er relativt ukompliceret. Hent Spark Studios Desktop-appen; træk en 3D-model af dit produkt ind i programmet; test, om det ser ud, som det skal; eksportér; upload til din eller en influencers profil og vent et par dage – done.

Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning