Af Hanne Feldthus

Ekspræsidenten har både et bud på den vigtigste følelse, vi kan eksekvere på og den største ide, menneskeheden har fostret. Begge dele er vigtige for Den Nye Dagsorden.

Det var egentligt noget underligt noget, først at stå i kø i timevis og derefter at sidde i en tætpakket sal i Cannes Festival Palæ sammen med mange tusinde mennesker, der andægtigt kiggede ned på en forbavsende tynd mand på scenen.

Der stod han, USA’s 42. præsident, mr. Bill Clinton og talte med lav og behersket stemme om verdens tilstand midt på en reklamefestival. Bagefter var der nogen, der bemærkede, at 80% af tilhørerne formodentlig ikke havde fattet 80% af, hvad han sagde, for han beskæftigede sig med de meget store linjer.

Han sprang fra kvantefysik og Higgs partikel, som de leder efter i Cern, til genforskningens betydning for menneskeheden. Han talte om klimaforandringer, naturkatastrofer, gældskriser og mangel på politisk lederskab samt de borgerkrigslignende tilstande, der hersker imellem Tea Party-bevægelsen og Obama.

Da han var færdig med talen, blev han interviewet af bureaukæden ABC’s kreative chef. Det var ABC, der havde inviteret ham som en gave til os alle sammen i anledning af deres 10 års jubilæum og en foreløbig høst på 100 Cannes løver.

Den kreative chef ville gerne vide, hvad mr. Clinton anså for at være den vigtigste følelse, vi som bureaufolk kan give videre til verden.

Svaret kom prompte, så det havde de nok øvet sig på, men det reducerer ikke det storslåede i budskabet, som var: Mutual empowerment.

Hvis vi var nogle stykker, der gik glip af de store linjer i hans indlæg, tror jeg til gengæld ikke, at der er nogen, der har glemt den besked.

Særlig ikke fordi den blev fulgt op af følgende svar på et spørgsmål om, hvad der er den største ide menneskeheden har fostret. Det er i følge ekspræsidenten: Cooperation.

Herefter elaborerede han over, hvordan samarbejde imellem mennesker med forskellige interesser og synspunkter giver bedre og mere holdbare løsninger på verdens komplekse problemer i modsætning til den enevældige hersker, som gennemtrumfer sine egne mere eller mindre forskruede ideer.

Den vigtigste følelse, vi kan fremelske hos folk, er altså mutual empowerment, og den største ide er cooperation. Sådan!

Det er jeg sikker på, at de var glade for at høre i Coca-Cola Company, for det er nøjagtig sådan, de har grebet deres projekt om at bevare isbjørnenes hjem i Arktis an.

Projektet er baseret på et samarbejde med WWF, som efter marketingbossens eget udsagn har været noget af en udfordring, hvilket man godt kan forestille sig, og det aktiverer samtidig de amerikanske forbrugere og har formodentlig givet dem en følelse af, at de sammen kan være med til at gøre en forskel.

De har sikkert også følt sig fremme i bussen i Chipotle. Den mexicanske grand prix-vindende fastfood kæde, der har omformet sig selv fra at være det værste junk til at blive et bæredygtigt foretagende med sund mad på menuen. Og vel at mærke gjort det med kæmpe succes. Filmen kan ses her, men bemærk, at den kun er kronen på et meget stort værk.

Den manøvre er de ikke kommet sovende til. De har haft gang i alt fra landmænd til forbrugere. Landmændene skulle omlægge deres produktion, og forbrugerne fik mulighed for at bidrage gennem donationer til en fond, der skulle hjælpe med at gennemføre omstillingen. Bagefter kunne de købe god mad.

American Express kunne heller ikke have gennemført deres projekt med Small Business Saturday uden både at samarbejde med butikkerne, forbrugerne, lokalsamfundene og regeringen. Se præsentationen af deres gran prix-vinder her  og oplev følelsen af mutual empowerment.

Sæt en dagsorden, involver alle dine samarbejdspartnere og kunder og giv dem følelsen af, at de sammen har styrke til gøre en forskel. Det er den nye dagsorden. Det siger Bill Clinton, det gør de mest fremsynede annoncører, og det er ”Good for me, good for you and good for the world.”

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.

Hanne@hannefeldthus.dk

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club