Hvis du vil køre perfekt branding-mor og undgå, at dit barn stigmatiseres, er her nogle husketips til, hvordan du får styr på alt, så du er klar til at gå ud med børnene på alle platforme. Det handler om at booste brandet, og det kan kun gå for langsomt.Få værktøjer til, hvordan du udvikler jeres kommunikation strategisk til K-dag 12. oktober.
1. Sig navnet
Her starter det hele. Du ønsker naturligvis, at dit barn skal hedde Amor, Cassius, Castor, Cirkel, Cozmo, Desiree, Figo, India, Mynte, Texas, Zelma-Zalome, Sienna eller Vega.
Men det går ikke. Ret mange børn i Danmark hedder allerede sådan. For at opnå samme signalværdi kan du til gengæld knusende roligt vælge fra denne alternative liste med navne i de samme kategorier, der ikke er taget:
Mars, Dick (Tiger, bokseren der nakkede Hurricane i ’65), Minotaurus, Firkant, ALT for Damerne, Begær, Vaps, Eritrea, Medova, Utah, Birgitte-Bergøje, Rødbrun eller Jyske Bank-Boxen.
“Så skal der tælles likes, Gangster-Gandalf.” Gør dit barns brand en tjeneste med et unikt og uforglemmeligt navn. Kilde: Getty Images.
2. Bo Bedre
Indretning er afgørende for dit barns trivsel. Derfor skal hjemmet rumme en Nicolas Vahé-ostekniv og en ironisk, men nuttet nyfortolket amagerhylde i egetræ og kernelæder by Wirth. Ellers kender du the drill: stadig 80 procent danske designklassikere fra 50’erne og arvede antikviteter på en overordnet sort/hvid baggrund.
Men husk et drys mash up med contemporary designere, især til kæmpesofaer, tæpper og keramik i visne farver. Hæklede ting tæller endnu som det nødvendige skøre indslag. De skal se ud, som om det er børnene der har lavet dem, men det må de selvfølgelig ikke!
Glasuren på kagen her er at vise personlighed, og det gør du ved at opfinde et par IKEA-hacks: 2.0-versioner af produkterne, der viser ud-af-boksen utæmmelig kreativitet.
Ingen kan alligevel se forskel på designkunst og børnetegninger, så hæng du blot de dyre værker op med barnets initialer. Kilde: Getty Images.
3. Kultur
De fire B’er på banen: ballet, billedkunst og bæredygtigt design. Det usynlige B er Basics, som består i, at du altid går på Louisiana og til Street Food med børnene. Men det gør alle jo. Det samme gælder for de lækre ture til New York, hvor børnene ser Isamu Noguchi-design, transcenderer sig selv i i Carolee Schneemann-installationer på MoMa og bliver dus med Joaquin de Luz. Helt basic.
Her skal du være lidt foran og følge hårdt med i design- og dansescenen, så dit barn konsekvent har set det nye først. Tag ikke bare til Berlin, Paris og London, men også Buenos Aires, Tokyo, Beijing og Sydney i jagten på de mest banebrydende installationskunstnere og det mest udfordrende nye design. I det hele taget er det på med kosmopolitten, Putte.
Hold dit barn udfordret med den seneste installationskunst. Jo mindre du selv forstår det, jo bedre. Kilde: Getty Images.
4. Mad med integritet
Korn er kodeordet. Der findes over 300 gamle nordiske kornsorter, som økologerne eksperimenterer med. Det bedste er at gå efter de sorter, der ikke er optaget på EU’s sortsliste, for dem må man hverken købe, sælge eller forære væk.
Det vidner altså om en indsats spækket med integritet, hvis man alligevel formår at bage med de forbudte fætre. Er det helt umuligt, så gå fx efter firstmoverkornene svedjerug eller kamut.
5. Far
Far er den nye accessory. Sørg for at få ham set efter, inden du eksekverer – better safe than sorry. Han skal være top hot gangsta style og røvfed, og han skal nævnes tilfældigt, hver gang du poster, fordi han altid har gjort eller sagt noget sjovt. Derfor er du fuldstændig syg med ham hver dag, og det skal flashes.
Det er vigtigt, at han har en cool karriere, som du nævner jævnligt. Og åh ja, det er post-hipster, der går. Hipsterne er det nye parcelhussegment, der møder op i Kødbyen med decibelmålere, hvis folk larmer for meget. Dem vil I ikke associeres med.
Den top-hotte dadcessory, som mestrer både karrieren og kogegryderne: prikken over i’et til dit barns brand. Kilde: Getty Images.
6. CSR
Bæredygtige børn rykker. Harper og Parviz skal fremstå både grønt og socialt bevidste. Det essentielle, når du viser, at familien tager ansvar, er balancegang: Det er klart, at I har ret til at køre i de Audier eller BMW’er, der passer jer, for heldigvis er der ingen, der gider tale om miljø + biler, så det skal du ikke spekulere på.
Som aflad poster du bare noget om regnskoven en sjælden gang. På samme måde kan du frit købe nyt haute couture-tøj til børnene hver måned, hvis du til gengæld viser, at børnene får en hjemmedyrket gulerod hver sommer. Det er nok til at CO2-neutralisere brandet.
Det med den sociale bevidsthed er heldigvis lige så enkelt: Børnenes tur med dig som indsamler for Røde Kors opvejer fint det med privatskolerne, og sådan er det hele vejen igennem.
Post et billede af barnet ved den nærmeste mark med økologiske afgrøder, så er brandets bæredygtighed etableret. Kilde: Getty Images.
7. Opdragelse
WTF? Spurgt (som de unge siger, når noget er ligegyldigt, men det vidste du selvfølgelig godt). Emma Gad, du gider ikke, bortset fra at du serverer økologisk mad og lærer din datter at sige Yayoi Kusama.
Til gengæld er det klædeligt at skrifte jævnligt om, hvor småkikset du føler dig, fordi du igen er kommet til at lade barnet sidde for længe med iPad’en. Så ved man, at du er opmærksom på problemet, samtidig med at du optimerer din score på menneskelighed.
8. Unikhed
Den egentlige hurdle. Mange glemmer den, og det kan du vende til din fordel, hvis du er lidt proaktiv. Du skal bare skille dig ud som markant individuel. I din familie gør I kun unikke ting, men samtidig skal de ramme ind i, hvad målgruppen elsker. Vær uforudsigelig en gang imellem: Køb et sommerhus lidt udenfor Tisvilde. Få to eller fem børn i stedet for tre eller fire.
Er du til et super edgy image, tager du på søndagsudflugt til et område, hvor der ikke bor k-folk eller kalder barnet Bente (går til alle køn). Det sidste vil jeg dog kun anbefale, efter at du har nået de +40.000 følgere på mindst én platform.
9. Eksekvering
Her er du på hjemmebane, men det kan ikke siges for tit: Kør SWOT-analyse, inden du lægger kanalstrategien. Tænk klistermærker. Tænk events. Gå aldrig rundt uden Snapchat-brillen, og husk at smide backstage-stuff til de særligt udvalgte målgrupper. F.eks. forberedelserne til trivselsgruppemødet eller den hektiske planlægning af Beijing-turen.
Vi snakker #FinstaMom, vi snakker #FauxReal. Altid veksle mellem formaterne, så du ikke laver en ”Se lige”, hvor stemningsrapporten ville være optimal. Og glem aldrig den hudløse autencitet, selv når lokummet brænder seriøst. Husk, du gør det for børnenes skyld, og det er trods alt kun, indtil de bliver seks år og selv kan køre kanalerne.