Af Hanne Feldthus

Læs om hvad man kan få ud af at udvikle et WHY til folk, der i bogstaveligste forstand ikke er rigtig kloge.

I sidste uges klumme havde jeg det nye buzz word ”why” oppe og vende uden at give et konkret eksempel på sagen. Det hænger bl.a. sammen med, at “why” processer er omfattende og ikke noget, virksomheder skilter med.

Men jeg har faktisk en case, hvor kunden ikke er ked af offentliggørelse.

Det er ganske vist ikke en hel almindelig kunde, men det gør ikke historien dårligere. Det handler om TV-Glad Fonden, som Patrick Isaak tidligere kreativ chef for Saatchi & Saatchi, og jeg har arbejdet con amore for i et par år.

Det er vi selvsagt ikke blevet rige af, men det har været en helt igennem udsøgt og fagligt opløftende fornøjelse.

TV-Glad Fonden har fået sig et nyt WHY, og Patrick og jeg er blevet meget klogere på ledelse, for er der noget, de kan finde ud af på TV-Glad, så er det ledelse. Moderne værdibaseret ledelse, som virker.

Da vi indledte samarbejdet, var udgangspunktet, at TV-Glad oprindeligt blev grundlagt i 1999 for at give udviklingshæmmede ytringsfrihed. Følgelig lancerede folkene bag en tv-kanal, der blev produceret af de udviklingshæmmede med hjælp fra professionelle tv-folk.

I begyndelsen var man to ludere og en lommetyv, men det greb hurtigt om sig, for når man skulle producere tv, skulle man også bruge folk til at lave grafik og animationer. Nogen skulle holde styr på bogholderiet. Man skulle have noget at spise, og når man alligevel var i gang, kunne man ligeså godt også lave radio. Der kom et teater til og så videre og så videre.

I dag er det en socialøkonomisk virksomhed med 270 ansatte og 4 glade afdelinger. Alt bliver produceret af de udviklingshæmmede med hjælp fra professionelle inden for de forskellige faglige discipliner.

Bemærk der er ingen pædagoger ansat. Der er lærere ansat på deres fagskole, men der er ingen pædagoger. Hvis man taber noget på gulvet, må man selv samle det op. Man har et arbejde at udføre, og man får løn for det. Derfor kan man også få en skideballe, hvis man ikke gør sit yderste.

Her må jeg indskyde, at jeg har overhørt en lektor i filmvidenskab fra Københavns Universitet, som arbejder deltid i TV-Glad Fonden, give en udviklingshæmmet filmklipper en overhaling, der ikke lod Peter Wibroes legendariske raserianfald noget at høre. Og medarbejderen tog det i stiv arm. Han vidste godt, at han kunne have gjort det bedre, og han lovede at stramme sig gevaldig an i fremtiden.

Sådan!

På TV-Glad pylrer man ikke, man taler ikke ned til folk, alle har et arbejde, der skal udføres, og alle skal bidrage med, hvad de har at bidrage med. Og de ansatte elsker det. De er med. De er inkluderet i fællesskabet med alt, hvad det medfører af op- og nedture afhængig af ens præstation.

De vigtigste forskelle er, at det går langsommere end på en normal arbejdsplads og ikke mindst, at løsningen ofte rummer nye og overraskende vinkler på opgaven. Det er skævt, der er skørt og ind imellem er det genialt.

Over indgangen står der selvironisk: ”Det er helt pip”. Det er både rigtigt og forkert. Det er ikke mere pip end, at Glad Tegnestue for eksempel har leveret grafik til en serie papirprodukter til detailkæden Tiger. At tv-afdelingen har leveret en serie programmer til DR Ramasjang. At Glad Mad har vundet driften af en cafe i et medborgerhus og kantinedriften i en stor virksomhed og på et plejehjem.

Man er gået fra at være et lille eksperiment i Københavns Nordvest-kvarter til at blive en betydningsfuld socialøkonomisk virksomhed, der blander sig i det omkringliggende samfund.

Det var her, Patrick og jeg kom ind i billedet for med den udvikling, handlede det ikke længere kun om ytringsfrihed. Det handlede om meget mere. Spørgsmålet var hvad?

Hver gang vi mødtes med ledelsen havde de gang i noget nyt i øst og vest og med globale ambitioner ud fra princippet: ”Hvad er der galt med at gå ind i New Zealand? Vi tror på, at alt kan lade sig gøre.” Normalt er det skidt og mangel på strategisk retning, alligevel føltes det helt rigtigt. Ingen kunne dog lige umiddelbart sætte ord på, hvad det rigtige var.

Efter mange møder, diskussioner, middage og et par flasker vin endte vi med i fællesskab at sammenfatte deres eksistensberettigelse sådan:

TV-Glad Fondens manifest

”TV-Glad Fonden er en vækstfokuseret virksomhed, der uddanner og ansætter mennesker med og uden handicap til at producere serviceydelser, produkter, kulturoplevelser samt indhold til forskellige medier af en kvalitet, der kan konkurrere på markedsvilkår.

Vi eksisterer for at gøre op med mange års misforstået omsorgskultur og i stedet give handicappede ytringsfrihed og mulighed for at bidrage til samfundet i fondens egne såvel som andre virksomheder.

Det gør vi ved at identificere hver enkeltes faglige potentiale og give alle mulighed for at udnytte deres talent.

Vi tror på, at mennesker med forskellige forudsætninger er et aktiv, der kan gøre det samfund vi bor i rigere, gladere og mere inspirerende.”

TV-Glad Fonden

Alle kan noget

Piger og drenge: Alle kan noget. Alle. Er det ikke stort?

Udfordringen handler om at identificere, hvad hver enkelt kan og skabe rammerne for dets udfoldelse. Det er derfor TV-Glad Fonden eksisterer. Og hvis de ikke eksisterede, ville verden være et mere fattig sted at være.

Slutteligt vil jeg understrege, at navnet siger det hele. Man bliver glad af at være sammen med dem – med dem alle sammen: Bestyrelse, ledelse, professionelle fagfolk, ansatte og elever uanset, hvor pip de er.

Læs den første klumme om WHY her.

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.

Hanne@hannefeldthus.dk

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club