I dag for fem år siden udsendte vi på Bureaubiz vores første nyhedsmail. Det skete til 315 modtagere, der havde meldt sig som følge af, at Finn Graversen, Hanne Feldthus og Tomas Gorrisen sendte en mail til hver deres kontaktbase.
Sådan kan et medie fødes – og en halvrund fødselsdag senere modtager 8.600 den daglige nyhedsmail. Det er en vækst på ca. 2630 pct. And still counting, kan man tilføje. For selv om tempoet ikke er lige så højt, som i starten, så vokser vi stadig.
Og hvis vi indleder fødselsdags-talen med lidt flere tal, så bruger omkring 15.000 personer Bureaubiz – ifølge de officielle tal fra FDIM – og det tal illustrerer, at vi er bredere ude end blot bureaubranchen, for så mange ansatte er der ikke i bureauerne.
Vores koncept fra første dag, den 24. april 2008, hed da også ”bureaubranchen bredt og de store annoncører, der lever sammen med bureauerne”. Og det holder. Vi er klart til stede også hos annoncørerne.
Kigger vi tilbage på vores første fulde måned, maj 2008, havde vi ca. 40.000 visninger og ca. 4500 unikke cookies i henhold til Google Analytics.
Gennemsnittet for det seneste halve år er ca. 250.000 visninger og ca. 43.500 unikke cookies – en vækst på hhv. 525 pct. og 860 pct.
Vi vil, i dagens anledning, være så ubeskedne at betragte det som en succes. I dag er vi fuldt på højde med andre sites på markedet. Vi er lidt mere nicheprægede, så vi har lidt færre brugere, men vi præsterer flere sidevisninger, og det korresponderer godt med vores vision om indhold, indhold og atter indhold.
Et journalistisk medie handler ikke om teknik, men om historier – sådan var det også for 20 år siden, sådan er det i dag, og mon ikke det også er tilfældet om 10 år.
Beskeden start
Begyndelsen var grundlæggende beskeden – i særdeleshed økonomisk.
Bureaubiz er bygget uden en øre på lommen, men med hjælp fra gode sponsorer. Zupa Recommended, Composite og Metimus troede alle på os og investerede tid og ressourcer i at opbygge, hoste og udsende vores historier mod eksponering.
Børsen troede på vores journalistiske kompetencer og indgik en samarbejdsaftale med os, således at vi fra første dag har leveret relevant bureau- og marketingstof til Borsen.dk.
Hertil kom støtte fra Tomas Gorrisen. Og så vores største sponsor: Rudersdal Kommune.
Peter Engholm fik nemlig løntilskud i den første periode, mens Finn Graversen og Pia Osbæck klarede den privatøkonomiske side på anden vis.
Løntilskuddet var en succes set fra det offentliges side, for Bureaubiz blev til tre arbejdspladser.
Trekløveret i Bureaubiz – Finn Graversen, Peter Engholm og Pia Osbæck – er med et bredt dækkende ord erfarne. Det betyder på den ene side, at de kender journalistfaget, bureaubranchen og annoncørerne – og på den anden side, at de ikke er født i går.
Vi er således næppe moderne – men det er vores arbejdsplads måske nok. Den er nemlig hamrende virtuel. Vi sidder hver især hjemme og arbejder – iført mobil og computer – og vi taler naturligvis sammen et væld af gange i løbet af dagen.
Fysisk mødes redaktionen en gang hver eller hver anden måned – for det meste på Pastis, en bistro på hjørnet af Gothersgade og Adelgade i København K.
Lønnen sættes efter indtægterne – om det så er moderne eller gammeldags – det må andre afgøre.
Finanskrisen ramte
Troede markedet på os? Ved det ikke præcist. Vi oplevede modtagelsen af os som positiv, men har også indtryk af, at der var en skepsis: Kan de mon stå distancen?
Troede vi selv på det? Ja selvfølgelig – dog med den tilføjelse, at vi nok bare gjorde det med en attitude, at ”nu ser vi hvor langt det rækker”.
Vi startede på et tidspunkt, hvor jobmarkedet var kogende, og det ville klart blive den vigtigste indtægtskilde. Men her blev drømmene langt fra indfriet, for et halvt år efter var jobmarkedet væk i kølvandet på finanskrisen.
Men det er som sagt i nedgangstider, man skal investere, og siden har mere end 500 annoncører brugt Bureaubiz. Vi er ikke en stor forretning – men vi er en forretning.
Desuden var der masser at skrive om, selvom annoncemarkedet i starten var på nulpunktet. Og det har vi så gjort siden.
Det er blevet til over 7.000 historier på de 5 år.
Og så kan man spørge, om der virkelig er så mange nyheder i branchen?
Ja, åbenbart. Med den tilføjelse, at det dækker stort og småt.
Hakkelse i døgnets rejsestald
Nogle af historierne er små navnenyheder, nogle af dem mere kradse nyhedshistorier, der har krævet research. Nogle er seriøse og faglige, nogle er mere underholdning.
Som ethvert journalistisk medie er det ”hakkelse i døgnets rejsestald”.
Vi er blevet beskyldt for at lave Se og Hør-journalistik. Hvis man her tænker på fokus på navne, så kan vi hilse og sige, at der ligger mange sidevisninger her. Så hvis man fnyser af Se og Hør-journalistik, så fnyser man af læserne.
Vi er også blevet beskyldt for både at være ukritiske og nogle kradse sataner. Sådan er journalistik. Når man starter forfra hver morgen, og skal have 6-8 historier klar til om eftermiddagen, så tipper noget den ene vej og andet den anden. Noget lykkes godt, og noget lykkes mindre godt. Men hver dag søger vi at gøre det bedre – vi tager os tiden til at diskutere historierne både undervejs og bagefter.
Vi er kede af det, når vi ikke lever op til egne ambitioner – og vi retter prompte, hvis vi begår fejl. Men vi er ikke nødvendigvis kede af det, hvis nogen bliver sure på os. De fleste tilfælde, hvor det er sket, synes vi nemlig, at vi har kunnet stå inde for det, vi har lavet.
Under alle omstændigheder – det værste, vi kan opleve, er at være ligegyldige.
Og med det vil vi gerne sige tak for opmærksomheden i de sidste fem år. Vi tror sgu, vi fortsætter.