Capfluencers – de fabulerende instagrammere

Katrine Villarreal Villumsen,
Journalist og rådgiver i sociale medier

Instagram har siden 2010 haft fokus på det visuelle. Men noget på den populære platform er ved at ændre sig. Flere og flere af de såkaldte ‘captionfluencers’ bruger billedernes caption-felter til at skrive lange billedtekster. Og derfor er Instagram efterhånden blevet et af de mest foretrukne sociale medier til storytelling.

Et billede siger mere end tusind ord, lyder et ordsprog.

Samme tanke må grundlæggerne til Instagram, Kevin Systrom og Mike Krieger, have haft i tankerne, da de i 2010 launchede Instagram. Eller i hvert fald må de have hentet noget af inspirationen til appen i ordsproget, for de to grundlæggere legede rent faktisk først med ideen om en app, hvor det overhovedet ikke var en mulighed at skrive captions – altså, billedtekster.

”It was pretty awful,” har Systrom senere udtalt om ideen.

I stedet fokuserede de to grundlæggere på tre simple features i deres app: billeder, captions og likes. Men i en tid, hvor teksttunge sociale medier som Facebook, Twitter og blogs dominerede, skulle hovedfokus være på det visuelle.

Hvad de to dermed nok ikke havde regnet med i 2010, var, at Instagram i dag, næsten et årti senere, er ved at udvikle sig til at være en de mest populære platforme til storytelling og narrativer gennem såkaldte ‘supersize captions’ – lange billedtekster, der ofte fylder op til 300 ord.

Det kræver mere end et smukt billede at skille sig ud
Lena Dunham gør det. Michelle Obama gør det. National Geographic gør det. Og flere og flere helt almindelige Instagram-brugere som du og jeg gør det. Altså, skriver langt på Instagram.

Dermed er det sociale medie ved at blive slut-10’ernes svar på bloggen.

Selvom det jo faktisk strider imod Instagrams oprindelige udgangspunkt, de sociale mediers generelle udvikling og brugernes adfærd, og selvom flere sociale medieeksperter sikkert vil dundre derudad med ‘less is more’ på de sociale medier”, så giver udviklingen alligevel god mening.

I en verden, hvor de fleste af os er aktive på mindst to-tre sociale medier, og hvor vi dagligt bliver bombarderet med indhold i sådan en grad, at vores korttidshukommelse har taget skade, kræver det efterhånden lidt mere end et smukt billede at skille sig ud fra mængden. Samtidigt er de lange billedtekster med til at understøtte det indhold, der kræver lidt mere pondus end blot en opdatering, der forsvinder igen efter 24 timer.

”Brugerne skriver lange billedtekster for at dokumentere store øjeblikke i deres liv. Øjeblikke, der både er positive og udfordrende,” siger Robby Stein, Instagrams produktchef, til New York Times.

Skaber nichefællesskaber
Det er et sådant stort øjeblik, Lena Dunham deler af sig selv, da hun i et Instagramopslag poster tre billeder af sig selv og sine venner, der sidder og arbejder med perler hjemme i privaten.

Billederne i sig selv er ikke specielt gode. De er mørke. Dårligt skårede. En smule kedelige, hvis du sammenligner med så meget andet på appen, som dagligt overstrømmes med farvestrålende billeder af mad, ferier og solnedgange. Men dykker du som bruger ned i ‘supersize’-billedteksten (131 ord) til Lena Dunhams billeder, får du også et længere narrativ om hende som person.

I den medfølgende billedtekst skriver hun om, hvordan hun har lidt både psykisk og fysisk efter en række operationer efter at være diagnosticeret med endometriose. Hun bruger arbejdet med perlerne til at slappe af og til at finde indtil sig selv, skriver hun.

”Dette er en post om at hele. Nogle af os har brug for at hele fysisk. Andre har brug for at hele fra tab, vi har følt. Nogle af os må hele, fordi vi er bange, fordi folk, vi elsker, og folk, vi identificerer os med, og folk, som i virkeligheden måske kunne være os selv, er under angreb, og det skaber en tåge, som ikke vil gå væk,” skriver Lena Dunham bl.a. i billedteksten, inden hun til sidst spørger: ”Hvordan heler du”?

Den inspiration, billederne mangler, finder brugerne i stedet i teksten, som er med til at skabe fællesskab og nicher.

Billedet har fået over 34.000 likes, og i kommentarerne skriver flere følgere, hvordan de heler deres fysiske og psykiske sår.

Erstatter Instagram bloggen?
Tidligere førstedame i USA Michelle Obama bruger også ‘supersize captions’ til at skabe samme fællesskab.

Efter præsident Trump har indtaget Det Hvide Hus, har Michelle Obama i stedet brugt sin tid på en verdensomspændende bog-tour – bl.a. til Danmark – med sine memoirer, Becoming.

Og det er særligt den bog, som under hashtagget #IamBecoming, der får en tur i de lange captions på Michelle Obamas Instagram.

”Søndag aften i Nashville gik jeg på scenen for sidste gang på min #IamBecoming-tour. Efter 34 stop, fra Chicago til København og Vancouver til Atlanta, kan jeg ikke være mere ydmyg – og mere håbefuld,” indleder hun billedteksten (209 ord) til et opslag fra det sidste stop på Becoming-touren, inden hun går videre til at takke alle, der kom forbi hendes shows, ligesom hun opfordrer dem til at være en smule mere åbne over for hinanden. ”Så kan det være, verden bliver et bedre sted”, skriver hun.

På den måde er billedet og billedteksten – sammen med de mange andre under samme hashtag og bog-tour – også med til at danne rammerne om det filantropiske narrativ, som Michelle Obama lægger for dagen post-førstedamejobbet, og hendes supersize-billedtekster får dermed næsten lov til at fungere som en personlig blog.

Det hele foregår blot på et socialt medie, som allerede har en milliard brugere, og som kun bliver mere og mere populært. Hun skal dermed ikke ud og drive engagementet op fra bunden på sin egen blog. Opslaget er let at finde på Michelle Obamas åbne profil.

Og modsat f.eks. Facebook, hvor du i det sociale medies spæde start var nødt til at være venner med andre for at se, hvad de delte, har Instagrams åbne identitet fra start gjort mediet vældigt populært og delbart.

I et andet opslag deler Michelle Obama i anledningen af mors dag et billede af sig selv sammen med sin egen mor og sine døtre.

”Når jeg som barn kom hjem fra skole med en masse historier, jeg gerne ville dele, var min mor klar med en snack og et lyttende øre,” indleder hun billedteksten (178 ord), inden hun går videre til at hylde sin mor.

Billedet har fået over tre millioner likes.

Instagrams brugeradfærd er i konstant udvikling
Foruden det fællesskab, Michelle Obama har opbygget med #IamBecoming, giver den lange billedtekst også god mening rent brugermæssigt. Og måske er det netop brugerne, som konstant er med til at skubbe til Instagrams udvikling og sikre det sociale medies popularitet.

I 2016 launchede Instagram featuren Instagram Stories, som giver brugerne mulighed for at dele små snapshots af deres dag på platformen. De populære stories, som i dag har over 500 millioner aktive brugere, forsvinder efter 24 timer.

Stories giver dermed også mulighed for, at brugerne kan dele meget mere indhold, og Instagrams feed er senere blevet sekundært for mange. I stedet bruger de feedet til at dele absolutte highlights (”Se, jeg ligger på en strand i Thailand med en drink i hånden”), mens Stories bliver brugt til at dele de mange mellemregninger, der leder op til højdepunktet (”Se, jeg er på vej i lufthavnen”, ”Se, jeg flyver til Thailand”, ”Se, jeg tager en tuktuk til mit hotel”, ”Se, jeg tjekker ind på lækkert hotel”, ”Se, jeg køber en drink i baren”, ”Se, jeg ligger på en strand i Thailand med en drink i hånden”).

I dag skal der altså virkelig meget til, hvis du som bruger skal skille dig ud i indholdsbombardementet på Instagram.

Michelle Obamas hyldest på mors dag er for stor til at være en simpel deling i en story, der forsvinder igen om 24 timer. Samtidigt er det endnu et billede i mængden i appens generelle feed på en dag, hvor mange mødre med sikkerhed bliver hyldet.

Men med en personlig, følelsesladet ‘supersize caption’ kan Michelle Obama skille sig ud og skabe følelser og fællesskab hos sine følgere.

Og hun er altså ikke den eneste. ‘Supersize’-billedteksterne er med sikkerhed kommet for at blive.

Andre, der skriver langt på Instagram:

Bill Mullen skriver Insta-dagbog: 

Amani Al-Khatahtbeh sætter fokus på muslimske kvinders rettigheder:

Paul Cava, der er kendis-stylist, giver indblik bag kulissen hos de rige og berømte: 

Tre gode råd, når du skal skrive ‘supersize captions’ til Instagram:
1. Hav noget på hjerte:
Hvad vil du sige? De ‘supersize captions’, der fungerer rigtig godt, er dem, som har noget på hjerte. Tænk i narrativ. Fokusér på ét emne, og udbred din fortælling derfra med fokus i det ene emne. Sociale medier er sociale. Brugerne, som læser lange billedtekster, efterspørger oftest autenticitet og personlighed. Vær ikke bange for at give lidt af dig selv. 

2. Skab fællesskab:Hvordan kan du få folk til at snakke? Der bliver dagligt delt millioner af billeder i Instagrams feed. Nogle har måske kun en enkelt emoji som billedtekst. De er lette at reagere på for brugerne, der smider et like og ellers scroller videre.

Med ‘supersize’-billedteksterne kan du i stedet udnytte, at du kan skabe et fællesskab. Et nicheemne. Vi bruger bl.a. sociale medier til at danne relationer med hinanden. Stil et spørgsmål, der relaterer sig til dit narrativ, til sidst i billedteksten, og engagér dine brugere til at være en del af fællesskabet. 

3. Husk billedet: Instagram er stadig primært en visuel platform. Du deler dine billeder i et hav af andre billeder, så du bør stadig tænke din post som et samlet hele: billede og billedtekst.

Tænk over, at billedet er flot skåret, at det er lyst, farverigt og iøjnefaldende for brugeren, der hurtigt scroller forbi i feedet. Derudover kan du bruge billedteksten til at vise mere af din personlighed og skabe fællesskab gennem humor, historier og spørgsmål.

Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning