Guldløve i Cannes Lions til Nord DDB og Nordea-casen The Parental Leave Mortgage. Og dette skulderklap fra Tom Beckman, jury president i PR Lions og til daglig global chief creative officer i Weber Shandwick:
”Her er en service, der er ægte løsning på et ægte problem – hvilket ikke altid er givet i vores branche. Servicen er god for brandet og for brugerne. Det er et enkelt tvist, men selv for den største bank i Norden er dette a big move. Og fordi ideen er så bemærkelsesværdig stærk, så skal der ikke betales ‘skat’ i form af indrykninger.”
Med på scenen til at modtage guldløven var Nord DDB’s kreative team for Nordea på nordisk plan, Kristian Skjoldborg og Niels Hjorth-Larsen, der begge er senior creative.
Jeg mødte dem tidligere på dagen for at høre om servicen, hvor Nordea i Finland sætter realkredit-betalingen på pause for forældre, der er barsel. Finland har 160 dages barsel til hver forælder, men fordi løngabet mellem mænd og kvinder er stort, så er der ofte ikke råd til, at fædre holder barsel. Hver femte finske far fravælger barsel.
”Nordea er sammentrækningen af Nordic Ideas, og banken dyrker de nordiske værdier. For halvandet år siden i Stokholm præsenterede vi ideen i forbindelse med en brief om Nordeas ansvarligheds-profil,” siger Kristian Skjoldborg.
Han suppleres af Niels Hjorth-Larsen:
”I stedet for at tale om ansvarlighed præsenterede vi en service, der i sin kerne er ansvarlig. Vores idé blev præsenteret på et enkelt slide.”
De seneste otte år har Niels Hjorth-Larsen været på Nord DDB, hvor Kristian Skjoldborg kom til for fem år siden – og da blev de teamet op. Sidenhen har Niels Hjorth-Larsen gået på Reklamelinjen, mens Kristian Skjoldborg – under sin tid på Grey – har gået på Tekstlinjen.
Deres tilgang til bureausiden er lidt usædvanlig, for Kristian har en bachelor i arkitektur, og Niels Hjorth-Larsen har en kandidatgrad i virksomhedskommunikation og erhvervsøkonomi fra CBS.
Og guldløven går til et arbejde, der ikke er klassisk reklame:
”Vi har ikke lavet en kampagne eller en film. Servicen er i sig selv historien, som de finske medier har taget op – fortæller vores Nord DDB-kolleger i Helsinki,” siger Kristian Skjoldborg.
”Der er ingen farvelade og fyrværkeri i casen, der ikke kun er skabt for at ‘redde’ mændene, men også for at skabe ligestilling. Hvis det alt overvejende er kvinder, der går på barsel, så øger det løngabet mellem mænd og kvinder,” siger Niels Hjorth-Larsen.
Alene i den første uge søgte 10.000 finske familier på servicen, og det skal ses i forhold til, at sidste år blev født godt 43.000 børn i landet.
Guldløven har udløst klichéen kendt fra sportsfolk:
”Det er ikke rigtig gået op for os endnu,” siger Kristian Skjoldborg og tilføjer:
”Det skyldes også, at vi ikke har måttet sige noget. Vi glæder til at få guldløven og fortælle alle om det. En guldløve i Cannes kan få enorm betydning for en kreativ karriere, men for os er det først og fremmest fedt at få en anerkendelse for dét, vi brænder for og bruger så meget tid på.”