Selvfølgelig var økonomi på dagsordenen under valgkampen. Det kunne ikke være anderledes givet, at vores friværdi har vist sig at være mere fri fantasi end værdi. At vores pensionsopsparinger ligner noget, der har været på kur hos Chris McDonald. Og at vi alle kender nogen, der desperat leder efter job.
Nogle dagsordener er så påtrængende, at vi ikke tænker over det. Vi kan ganske enkelt ikke lade være med at tale om det.
En dagsorden, der ligger lige i forlængelse af den generelle økonomisnak, er omtalen af de usandsynligt mange arbejdspladser, der i de forløbne år er flyttet ud af landet og østpå.
Lige pludselig dukker Lars Larsen op og fortæller, at han er ved at flytte noget af produktionen hjem igen, for så billigt er det heller ikke længere i Kina.
Og endnu mere interessant: Et champignon-gartneri melder sig som et af de tre tilbageblevne af slagsen og fortæller, hvordan de med nul energi- og nul kemi-forbrug og dermed færre omkostninger har formået at bevare 30 arbejdspladser i Danmark. Og flere har meldt sig med lignende budskaber.
Lars Larsen og Co. kommer i virkeligheden i slipstrømmen på Lego, der for mange måneder siden var på banen og fortælle om ikke bare værdien, men magien i at producere i Danmark.
Mit bedste bud er, at en ny substantiel dagsorden er født. I mange år har man som leder været cutting edge fremsynet og moderne, hvis man flyttede produktionen ud – også i reklamebranchen.
I fremtiden vil man blive betragtet som uopfindsom og lad, hvis man ikke evner at tilrettelægge en produktion med tilhørende brand, hvor danske ansatte kan tilføre produktet en værdi, der er konkurrencedygtigt.
Jeg vil gerne æde en af mine gamle hatte på, at det at bevare arbejdspladser i Danmark bliver det nye sort. Det man profilerer sig på i aviserne, og det man blærer sig med i sin VL-gruppe. En værdi man gerne vil knytte til sit brand.
Sådan ville jeg ikke have sagt for en måned siden. Dengang var jeg som de fleste andre overbevist om, at det var en naturlov, at arbejde flød til lavtlønslande, og at det i den hellige liberalismes navn i sidste ende ville gøre os alle sammen rigere.
Nu føler jeg mig overbevist om, at vi bliver fattigere. Og dummere. At vi mister evnen til at produktudvikle og forbedre processer. At vi taber følingen med koncept- og designudvikling, fordi vi er for langt fra materien. Og at det ikke kan nytte noget, at vi køber en masse crap produceret i østen ud fra en køb og smid væk-tankegang, imens vi sender flere og flere danskere, der kunne have produceret noget ordentligt, på arbejdsløshedsunderstøttelse.
Det skal lige siges, at det med at æde en gammel hat faktisk er et væddemål med medie-ejer Finn Graversen, som mener, at jeg tager for meget på vej, og at nogle arbejdspladser vil flytte ud og andre hjem, og sådan er verdens gang.
Nu må vi se. Vi lover at vende tilbage til sagen. Heldigvis er væddemålet så løst, at det ikke står helt klart, hvad kriteriet er for, at jeg skal sætte tænder i hatten. Vi er heller ikke afklarede om, hvorvidt det skal være en billig kinesisk hat eller en mere indbydende konditor skabt dansk hat.
Imens vil jeg tillade mig at filosofere over, hvad der skaber en dagsorden. Til det vil jeg vende tilbage til hysteriet op til COP15 for snart to år siden. Det var nemlig efter min mening ikke en rigtig dagsorden. Det var en dagsorden sat af eliten og de hellige. De optrådte som nykonverterede religiøse, der med skingre stemmer skreg op om verdens snarlige undergang.
Det troede almindelige mennesker – hvortil jeg regner mig selv – ikke rigtigt på. Og da topmødet var overstået, så døde hysteriet hen, og verden gik videre, mens de hellige tog flyveren til oversøiske destinationer, hvilket ellers var helt forbudt.
CO2-historien er i sin hidtidige form simpelthen ikke til at forstå og få greb om. For at noget skal blive en rigtig dagsorden, skal det være umiddelbart tilgængeligt og nærværende, og der skal tales om det uden skingre argumenter.
Det med det skingre er vældig vigtig. Mainstream-folk er ikke skingre. De er verdens ligevægt. De lader sig ikke overbevise af dommedagsprofetier. Selv ikke DF har været i stand til at piske en stemning op i denne valgkamp, fordi Mainstream-danmark anser udlændingeloven som stram nok.
Det er også derfor, jeg tror på, at der er gehør for, at vi gør os umage for at holde så mange arbejdspladser som muligt herhjemme.
Det er ikke en dagsorden sat af aggressive fagforeninger, der som i gamle dage helt formålsløst gik på barrikaderne, hver gang en virksomhed lukkede. Det er simpel logik, at vi kommer til at miste grebet om tingene på alle planer, hvis vi ikke producerer varerne eller i det mindste noget af varerne selv. Og når kongen af mainstream, Lars Larsen, ulejliger sig med at profilere sig på det, er det sikkert og vist.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
