Jeg elsker EM- og VM-slutrunder, og derfor sad jeg helt naturligt bænket foran fjernsynet lørdag aften, da Danmark skulle spille sin første kamp mod Finland.
Det skulle blive en aften, hvor man blev kastet rundt i en emotionel centrifuge. Først som vidne til en fodboldstjernes kamp for livet og siden igen som tilskuer til en fodboldkamp, hvor man skulle forsøge at forholde sig til noget sportsligt.
Men det var en flok danske spillere i chok, der var blevet sendt på banen, og det endte helt naturligt som en sportslig nedtur, hvor finnerne scorede på deres ene chance, og danskerne brændte et straffespark, så de tabte kampen.
Dagen efter så jeg en sætning, der for mig indkapslede oplevelserne. Den er angiveligt fra en dansk avis – men jeg ved ikke hvilken – men jeg har set den citeret på BBC:
”Denmark lost. Life won.”
Den fik mig også til at tænke på det slogan, som DBU bruger: ”En del af noget større”. Det blev lanceret i 2014 med henblik på, at DBU skulle børste støvet af, være mere inkluderende og kommunikere, at organisationen ikke bare er elitelandsholdene, men også favner et stort og bredt arbejde i forhold til amatøridræt og fodboldskoler.
Men det skulle også kommunikere de store følelser, der knytter sig til fodbold.
Sloganet blev skabt i samarbejde med Zupa Recommended og lyt engang til, hvordan kreativ direktør, Jesper Thomsen beskrev visionerne:
”Vi har arbejdet med en fortælling, der kan rumme de mange store følelser, der er forbundet med fodbold, men som også samtidigt sætter fokus på det ansvar og den ydmyghed, vi forventer fra en organisation som DBU. Det var i den forbindelse vigtigt for DBU, at platformen også kunne fungere uden reklamefilm og store kampagner, så en del af det fremadrettede arbejde handler om den konkrete bevisførelse, og om hvordan DBU kan udleve brandløftet i det daglige arbejde med både bredden og eliten.”
Ud fra visionerne, så blev sloganet tryktestet i lørdags og bestod. Lørdag aften handlede om fodbold og om det danske landshold – men det, der skete, var større end fodbold, og selvom alle helst ville have været oplevelsen foruden, så må man sige, at sloganet evnede at rumme de store følelser.
Oplevelsen blev yderligere forstærket af holdets optræden i situationen. Tænk på det ikoniske billede, hvor landsholdsspillerne slår ring om Christian Eriksen for at skærme ham mod kameraerne og give lægeholdet fred til at arbejde. På Simon Kjær og Kasper Schmeichel, der holder om Christian Eriksens kæreste. På Kasper Hjulmand, der på et pressemøde roser spillerne – ikke bare for deres håndtering i det tidsrum, hvor lægerne kæmpede for Christian Eriksens liv, men også for deres mod til i omklædningsrummet at give plads til følelserne og tage sig af hinanden.
Holdet udlevede sloganet til et 12-tal.
Det samme kan man ikke sige om organisationen DBU.
I efterspillet er der rettet et kritisk fokus på UEFA, som gav spillerne et valg mellem pest og kolera: spil kampen færdig i aften – eller i morgen kl. 12.
Det valg bliver kritiseret skarpt – f.eks. af fodboldfolk som Peter Schmeichel og Michael Laudrup. Man kan også bare se på billedet af spillerne, der slår ring om Christian Eriksen. Deres ansigter fortæller tydeligt, at de ikke er klar til at spille.
Men det fremføres også af krisepsykologer, at lige nøjagtig i den situation kan man ikke overlade til folk, der står midt i en traumatisk oplevelse at træffe en sådan beslutning. Det kan nærmest gøre traumet værre. Her må man se Kasper Hjulmand som en del af holdet. Han var også følelsesmæssigt stærkt påvirket, og det samme må man sige om DBUs fodbolddirektør, Peter Møller.
Den store finger peger på UEFA, som iøvrigt siden har udvist et topmål af arrogance ved i skriftlige svar blot at henvise til enten regulativer eller til, at spillerne har truffet beslutningen.
Men når det er sagt, så bliver det næste problem, at man i DBU overlod det til nogen mennesker i deres følelsers vold at træffe en umulig beslutning.
Hvor var DBUs adm. dir. og formand?
Lyt til ordene ansvar og ydmyghed samt bevisførelse i Jesper Thomsens beskrivelse af tankerne bag sloganet. Det levede spillerne og træneren op til lørdag aften.
Den øverste ledelse fejlede derimod, da den overlod det til dem at træffe en umulig beslutning på et tidspunkt, hvor ingen af dem, var i stand til det.
Det kan godt være, at organisationen omkring sådan en kamp gør det svært at handle anderledes – at der nærmest var behov for at kortslutte de normale procedurer. På den anden side, så var situationen vel også helt usædvanlig. Hvornår har man sidst stået i en EM-slutrundekamp, hvor en spiller er faldet om med hjerteslag og har været kortvarigt død.
Det må være force majeure, hvor man går uden for manualerne for at finde den rigtige beslutning.
Det burde UEFA have gjort. Punktum.
Men det er ikke dem, der har lanceret en værdibaseret ledelse under sloganet ”En del af noget større”. Det er DBU. Hvis DBU’s ledelse vil være “en del af noget større” i stedet for “en del af systemet”, så burde den være trådt ind på scenen og have taget dialogen med UEFA. De skulle have skærmet spillerne på samme måde, som spillerne skærmede Christian Eriksen, stået fast på deres værdier og fortalt UEFA, at de opstillede valg ikke var gode nok. De skulle have troet så meget på deres værdier, at de var parate til at tage konsekvenserne, hvis UEFA virkelig skulle fremture.
Men når man ser på den enorme internationale opmærksomhed Christian Eriksens kollaps har afstedkommet, så tror jeg det ville blive grimt, hvis UEFA efterfølgende skulle optræde lige så arrogant, som de har gjort ved at tørre beslutningen af på spillerne.
Men det er den risiko, der eksisterede. Værdibaseret ledelse forpligtiger – også når det er rigtig svært. Hvis DBUs øverste ledelse indser det, så har man til gengæld et slogan, der har vist sig at være værd at bygge videre på.
Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.
