I erhvervslivets top vil man hellere ligne sin bankmand end sine kunder. Man iklæder sig jakkesæt, hvid skjorte, slips og polerede sko for at understrege sin position. Den uniform er blevet symbolet på magt – også i regeringskredse.
De få kvinder, som blander sig på de bonede gulve, udviser en lidt mere divers tilgang, men mange ender med at gå i skarpskårne dragter for at passe ind i billedet. Herved positionerer hele banden sig som Goliat-figuren.
I start-up-miljøet, der som David sigter mod at disrupte de store, klæder man sig omvendt betydeligt mere afslappet. Jeans, sneakers og hættetrøjer signalerer, at man identificerer sig med sine kunder og kæmper for deres interesser.
Præsident Zelenskyj og hans håndgangne mænd udnytter denne dresscode-symbolik til det yderste. Iklædt army-mode identificerer de sig 100 pct. med deres hær af tropper og frivillige.
Når man sammenligner ukrainerne med de russiske ledere i stive jakkesæt, er det næsten en grotesk opvisning i, hvordan kold og kynisk magt tager sig ud i forhold til ”almindelige” menneskers mod og handlekraft.
Nu er der intet almindeligt over Zelenskyj. Han er åbenlyst en overordentlig kapabel mand. Hans kommunikationsevner behøver ingen omtale. Om han er en ligeså dygtig strateg på slagmarken, ved vi ikke, men hvad han eventuelt måtte mangle i personlige evner, må han have kompenseret for ved at have dygtige folk omkring sig.
I den vestlige verden fremstår Zelenskyj entydigt som the good guy. Men han må også være en brutal mand med den disciplin, som hele det ukrainske apparat udviser. Der slipper tilsyneladende intet ud, som ikke er planlagt. Og det kræver en fast hånd, om man så må sige.
Hvor brutal han er, må eftertiden afsløre. I dag elsker vi ham, fordi vi får lov til at mærke ham. Han viser sine følelser og spiller på vores. Han kæmper den retfærdige kamp iscenesat, som om det foregår side om side med sit folk.
Lige nu står en række danske virksomheder i århundredets dilemma. Skal de blive i Rusland, eller skal de trække sig? Topledere, som ligner deres bankmand og russerne, kvier sig ved at opgive værdier på et marked, som i virkeligheden har været betændt i årevis.
De kommunikerer for lidt og for sent, for koldt og for distanceret. Jeg er med på, at børsnoterede virksomheder står i et særligt kommunikationsdilemma, for der er grænser for, hvad de må sige hvornår, men når beslutningen er taget, må de gerne sige noget. Og familieejede virksomheder må sige, hvad de vil.
Men det er dumt at komme med let gennemskuelige undskyldninger, og den mest gennemskuelige undskyldning lige nu er, at man bliver i Rusland af hensyn til medarbejderne.
Må jeg minde om, hvad der skete under finanskrisen? Der høvlede man brutalt medarbejdere ud i højt tempo for at beskytte sin forretning. Den gang tilsagde hensynet til penge, at man skulle af med folk. I dag tilsiger hensynet til penge, at man gerne vil beholde dem. Men så sig det dog. Lad være med at lyve, som de russiske jakkesæt gør.
Sig det, som det er og tag skraldet, hvis jeres kunder ikke er enige med jer.
Lars Rebien Sørensen, formand for Novo Nordisk Fonden, udtalte onsdag d. 30/3 til Jyllands Posten, at virksomheder står i en helt ny virkelighed, hvor de bliver nødt til at tage moralsk og politisk stilling, hvilket er let, hvis man ikke sælger så meget, men svært når man sælger meget. I Rusland forstås.
Det har han jo helt ret i. Det er åbenlyst en svær læringskurve at begive sig ud på for en hel del virksomheder, men så forestil jer lige, hvordan Zelenskyj har haft det.
Han kunne have taget flugten i jakkesæt for at beskytte sit liv, men han skulle ikke bede om et lift men om ammunition. Han smed jakkesættet både i direkte og overført betydning og tillærte sig en hidtil uset og hyper moderne statsmandsrolle i rekordfart.
I årevis har erhvervslivet undskyldt topchefernes lønninger med, at de er i en særklasse, hvad angår lederevner og under et konstant pres for at træffe meget svære beslutninger. Derfor fortjente CEO for Carlsberg Cees’t Hart i 2021 at få 46,6 mio. kr. om året eller ca. 128.000 kr. om dagen.
Da Hart skulle bruge omkring 30 dage på at komme frem til en konklusion om at forlade Rusland efter først at have afvist det, har han således tjent 3,84 mio. kr. på at tåge rundt.
Hvad Eccos direktør Panos Mytaros tjener, kan jeg ikke finde ud af, men hans forgænger tjente 19,5 mio. kr., så mon ikke det er niveauet. Det er altså, hvad man kan få for at komme med dumme undskyldninger om at passe på medarbejdere.
Kære læsere, kan I mærke, hvordan de tektoniske plader bevæger sig under fødderne på jakkesættene? Det er ikke længere nok at identificere sig med sin bankmand. Almindelige menneskers virkelighedssyn og forestillinger om moral trænger sig på.
Som en dansk Ecco-forhandler udtalte til Berlingske onsdag d. 30/3, så havde han købt ind til næste års sæson, hvorfor det er ham, der kommer til at hænge på lageret af Ecco-sko, hvis kunderne ikke vil købe dem. Det var han med god grund stærkt bekymret over.
