Det er en almindelig forårsdag i april. Indtil det ikke er. Nok kan mit temperament stadig gå i udbrud, hvis et stykke arbejde ikke lever op til min kritiske sans. Men det er nu lang tid siden, at det er helt løbet af med mig.
Og lige dér midt på denne formiddag går pulsen pludselig i vejret, svælget snører sig sammen, sveden springer frem, og maven går i kramper – bare fordi en enkel kommentar til en lille ting ikke kommer rigtigt ud af munden. Den kommer faktisk slet ikke nogen steder. Den bliver bare siddende, paralyseret mellem tanke og udtale – og det gør jeg også.
En behjertet projektleder kommer springende med et glas vand og en fugtig klud til panden, mens bureaudirektøren får receptionen til at ringe 112. Og kort tid efter er ét stk. Senior Vice President – af to venlige Falckreddere – blevet udstyret med kolde instrumenter, ledninger og klistrende dioder. Next stop Hvidovre Hospital med en galopperende puls 200+ og et faretruende kollaps.
Tre dage senere er jeg tilbage i fuld vigør. Fattet, men forskrækket. Velvidende, at episoden er pay-back efter næsten to årtier med et liv kørt slavisk efter Work Hard – Play Hard-bogen.
Men hvad – som en af mine kunder så klart formulerer det: ”Sådan er det jo: Når vi passerer de 40, så flytter vi os fra målgruppen til risikogruppen.”
Sandt nok, og eftersom det må være bedst at være realistisk med, hvem man er, og i hvor høj grad man egentlig kan forandre både sin levevis og personlighed, så taler vi nok mere tilpasning her end en regulær omstilling af den fremtidige tilværelse. Tænker jeg … mener jeg. Gør jeg.
Nu er det snart efterår, og der har været både Cannes Lions og en herlig tre-ugers sommerferie indimellem. Så er der jo fyldt på både inspirations-tanken og afslapningsbatteriet. Det er med andre ord tid til at give den gas igen. Og i øvrigt uden at se sig tilbage. Eller hvad?
Jeg har overvejet længe, om jeg ville dele mit lille tilfælde her. Nogle kender historien i forvejen, men de færreste ved, hvad jeg egentlig selv har konkluderet. Måske det kan virke oplysende på nogen. Man har vel lov at håbe.
For os, der har været en del af gamet i de seneste årti, har det været et spørgsmål om at holde sig oven vande samtidig med, at vi forlod den trygge havn for at rejse ud i ukendt farvand på udkig efter den næste trædesten.
Den konstante følelse af at befinde sig et sted midt imellem, uden fast grund under fødderne, kan næppe undgå at påvirke. Sådan er vilkårene imidlertid. Det er en tilstand, man skal kunne rumme og med tiden være i stand til at dyrke som værende selve kilden til opfindsomhed og nye visioner. At kunne rumme kaos er en dyd, og ud af kaos kommer kreativiteten.
Vi er pressede fra alle kanter samtidigt. Og har man ambitioner, der rækker ud over at ville følge strømmen, så koster det bogstaveligt talt blod, sved og tårer. Sådan tror jeg også, det har været i The Golden Years, som Poul Mikkelsen skrev om forleden i nekrologen over Peter Hiort.
Alligevel er der sneget sig en ny kultur ind i bureauerne, som jeg tillader mig at mene truer hele vores eksistens. Vi forsømmer det Kriger-instinkt, de fleste af os gik ind med i de unge år. Og forsømmelsen sker i frygt for mødet med falck-redderne, frygt for ikke at kunne betale den næste termin og ofte drevet af en større lyst til at udleve det småborgerlige liv end viljen til at brænde natlampen.
I stedet for at være besat af tanken om at forandre den del af verden, vi gennem vores metier mener at kunne berige, er vi tunet ind på frekvensen 9-17, fast ejendom, fritid, ferie, venner og familie. Vi har sgu’ fået os et liv, gud forbyde det. Og helt fint, skulle man mene: Det burde give rigelig inspiration til at møde forbrugerne med genial kreativitet. Not.
Not. Fordi hvis vi gad lære bare en lille smule af historien, ville vi formentlig nå til den erkendelse, at den form for entrepreneurship, offervilje og arbejdsindsats, der skal til for at skabe de virkeligt omkalfatrende idéer og ikke mindst føre dem ud i livet, kræver en galskab, en passion og en frihed, der mildest talt står i skærende kontrast til en tilværelse i den etablerede løbebane.
Det koster at nå det sublime. Og når vi dag har en kreativ krise i Danmark, kan man pege på mange forhold, der spiller ind. Men man kan begynde med at se sig selv i øjnene – og derefter se noget andet i øjnene: At vælger man at være professionel aktør i Circus Creative, så har man valgt at deltage i en regulær kampsport.
En sport, hvor kun de, der har modet til at acceptere, at det også kan være livsfarligt, i princippet hører hjemme på de øverste hylder. Men hvor der naturligvis også er plads til andre, for hvem det ikke er et kald, blot et godt job. De skal blot vide, at det er helt naturligt, at der af og til er blod i manegen. Eller at en eller anden kan være tæt på kanten, når det virkelig gælder.
Hvilke enere står tilbage i hukommelsen inden for musikken, filmen, litteraturen, billedkunsten, moden og maden – eller reklamen for den sags skyld? Det er er sjældent de velfriserede med tjek på pensionsopsparingen og børnehavens aktivitetskalender. Dem, vi virkelig husker og beundrer, er de vilde og de uregerlige kræfter, der ikke var bange for at brænde deres lys i begge ender.
Okay, så skal vi så nu lave reklame, der slår os halvt ihjel? Nej, det er ikke dét, jeg opfordrer til. Jeg mener, at vi – også fremover – skal passe på os selv og på hinanden.
Men jeg tillader mig at konstatere – og det kan lyde barsk for nogle – at vil man spille på topniveau, så kommer man til at bruge sig selv på en måde, der ikke harmonerer særlig godt med det funktionærliv, mange reklamefolk synes at foretrække i vore dage.
I sportens verden kræver man det ultimative af stjernerne. De vinder kun, hvis de kan performe helt derude, hvor det gør ondt. Men samme stjerner forstår også, at restitution er vigtig for at træne sig op til at kunne performe. Der skal etableres nogle frirum.
Måske kan vi lære noget der. Det er i hvert fald noget af det, jeg tænker over for mit eget vedkommende.
