I midten af 90’erne sad jeg i et møde med en kunde, som uophørligt talte om at vækste. Jeg mindes, at jeg undrede mig over det mærkelige udtryk og spekulerede over, om smartenheimeren havde mistet grebet om det danske sprog.
Tiden har vist, at det var mig, der var galt på den. Ordet optræder alle steder i dag selv i Den Danske Ordbog, som henfører dets oprindelse til 1994.
På sproget.dk kan man læse, at det er et ord, som splitter befolkningen, hvor nogen hader det, og andre finder det velvalgt, når man bruger det i økonomiske eller merkantile sammenhænge.
At vækste handler om at øge top – eller bundlinjen. Eller allerhelst begge dele. Der er altså tale om et kvantitativt mål. Herved adskiller det sig fra sit mødrene ophav ”at vokse”.
Børn og planter vokser. Vores viden kan vokse. Vi kan i det hele taget vokse som mennesker, hvilket indebærer en positiv udvikling, hvor vi bliver bedre mennesker i en eller anden forstand.
Vi taler om at vokse med opgaven. Vi konstaterer overfor forældre til teenagere, at deres ellers så verdensfjerne og selvoptagede afkom pludselig er blevet voksne, hvorved vi mener mere modne.
Vi taler i disse tider også om, at man aldrig skal lade en god krise gå til spilde. Nu er det svært at sige noget som helst godt om de kriser, vi står i, hvorfor man må undre sig over udtrykket ”en god krise”, men ikke desto mindre forstår man jo godt pointen.
Lige nu står vi overfor tre ”gode” kriser, som ikke må gå til spilde. Vi skal finde en måde at leve med corona eller andre ustyrlige vira med pandemisk potentiale. Vi skal sikre, at biodiversiteten ikke eroderer fuldstændigt. Og vi skal have styr på vores klimagas-udledninger.
På godt og ondt er de tre kriser filtret ind i hinanden, hvilket er smukt beskrevet i den spritnye, lille bog ”I smittens tid” af den italienske matematiker Paolo Giordano. Hans tekst indledte sit liv på nettet, hvor den er blevet delt mere end fire millioner gange. Nu er den kommet i en dansk oversættelse og kan købes i boghandlerne.
Lad mig ultrakort opsummere hans pointe med et hans egne eksempler. Når Australien brænder, skyldes det udledning af klimagasser, som har fået temperaturen til at stige. Konsekvensen er, at de vilde dyr bukker under, hvorved biodiversiteten selvsagt falder, men der sker også det, at de vira, som lever i de vilde dyr, er tvunget til at gå på jagt efter nye værter. Og ingen vært er bedre end mennesket, fordi vi bliver ved med at mangfoldiggøre os og underlægge os alle afkroge af planeten. Et drømmescenarie for en hjemløs virus.
Det var efter at have læst bogen, at jeg gav mig til at filosofere over den afgrundsdybe forskel på at vækste og vokse.
Det er jo manien med at vækste, der har ført os i problemer, hvorimod det er vores evne til at vokse med opgaven, der kan løse de sammenfiltrede kriser.
Jeg er formodentlige ikke alene om de sidste par måneder at have glædet mig over, hvordan virksomheder, institutioner og ildsjæle er vokset med den akutte opgave at skulle producere værnemidler, omstille sygehusvæsenet og hjælpe udsatte og isolerede mennesker i lokalsamfundet.
Med et snuptag blev alle bureaukratiske barrierer fjernet, virketrangen og kreativiteten sat fri og se, hvad der skete. Vi klarede det, fordi nogen glemte alt om at vækste og gav sig til at vokse.
I 2005 udkom en bog, som var interessant dengang, men som aldrig har været mere relevant end i dag. Den hedder ”Small Giants. Companies that Choose to be Great Instead of Big” af Bo Burlingham, og den kan stadig købes på nettet.
Forfatteren rejste, inden han skrev bogen, USA tynd for at finde virksomheder, som var veldrevne og profitable, men som havde fravalgt vækst som strategi for i stedet at være fantastiske på hver deres måde. Fantastiske i form af at producere ultimativ god kvalitet, at tage et socialt ansvar og/eller på anden måde bidrage til en positiv udvikling.
De levede fint med ikke at blive større, end de var, hvilket i bogen spændte fra 2 medarbejdere til 2000. Nu vil nogen måske erindre Tuborgs gamle læresætning: ”Al stilstand er tilbagegang”, og afvise tanken om ikke at skulle vækste som udtryk for tilbagegang, men sådan så disse virksomheder ikke på det.
De små giganter voksede i stedet for med opgaven og investerede i at blive dygtigere til det, de foretog sig, hvilket sjovt nok skabte kunder og medarbejdere, som var loyale og motiverede i en grad, som de fleste vækstorienterede virksomheder kun kan fantasere om.
Da loyale kunder og topmotiverede medarbejdere er selve opskriften på at tjene penge, gik det dem alle sammen forrygende.
Den slags virksomheder bidrager til at konkurrere markedet op i bedre standarder ikke ned i en negativ spiral, hvor man udpiner både produktkvaliteten og medarbejdere, produktionsdyr, miljøet samt jordens ressourcer.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi kan løse de forhåndenværende livsnedbrydende kriser ved hovedløst at vækste, men jeg har et lønligt håb om, at vi kan gøre det ved at vokse med opgaven.
Lad derfor ikke en god eller i virkeligheden ond krise gå til spilde ved at vende tilbage til den normal, der skabte den.
Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.
