Af Hanne Feldthus, Selvstændig brandingekspert

Klumme: Heriblandt at han ikke kan køre en kampagne, der er bygget op om, at der er så meget kvinder ikke forstår.

”Det er en spændende tid, vi lever i lige nu,” konstaterer Niels Folmann, direktør i Danske Licens Spil, i Jyllands Posten fredag d. 23.10.

Folmann, som tidligere var direktør for BBDO, refererer til sexisme-debatten og udtaler sig om, hvordan han ikke i dag ville køre den gamle kampagne for Oddset. Altså den, hvor der er så meget kvinder ikke forstår.

Det var ellers en fremragende kampagne, som vi var mange, der både nikkede anerkendende til og morede os over – både mænd og kvinder. Men jeg er faktisk enig med Folmann. Den går ikke i dag.

Da det til min forbløffelse gik op for mig, at jeg var enig med direktøren for det statslige spilleselskab, måtte jeg stoppe op og tænke mig om, for tingene går stærkt for tiden.

Hvis jeg havde læst artiklen, før Sofie Linde tog bladet fra munden med alt, hvad deraf er fulgt, ville jeg have tilskrevet Folmann en alt for frygtsom tilgang til den offentlige opinion. Ja, jeg ville ikke have tøvet med at kalde ham en statslig tøsedreng.

Men nu mener jeg faktisk ikke alene, at tilnavnet tøsedreng er upassende, jeg kan mærke på mit indre grundvand, at vi er nødt til at tage et opgør med de stereotyper, som er med til at definere vores verdensbillede.

Helt konkret har vi et vildt succesfuldt landshold af kvindelige fodboldspillere, som helt sikkert forstår alt, hvad der er værd at forstå om fodbold. Og som tilmed har lokket en masse unge piger ud på grønsværen med en bold ved fødderne.

Det er skønt, at endnu en barriere for ligestillingen er faldet. Nu kan kvinder ikke bare spille håndbold og tennis, de kan også begå sig på de baner, hvor de mandlige spillere ynder at råbe ”store patter” i omklædningsrummet. Lad os lige lade den stå lidt, imens vi glæder os over, at de kvindelige spillere ikke er nødt til at råbe ”store pikke” for at vinde.

På det mere abstrakte plan har jeg sammen med gode venner fået filosoferet mig frem til, at det såkaldte glasloft, som har stået som en tilsyneladende usynlig forhindring for, at kvinder kan nå til tops, overhovedet ikke er lavet af glas.

Det er en konstruktion bygget af allestedsnærværende nedsættende og nedladende bemærkninger, hvor kvinder konsekvent bliver reduceret til at være deres udseende, være tjenende ånder, være deres mands kone og deres børns mor. Og i denne klummes sammenhæng være dem, som ikke forstår så meget.

På det seneste har vi tilmed fået øjnene op for i hvor høj grad, at loftet er understøttet af hænder på inderlår, tunger i øret, klaps i numsen, diverse overgreb og deciderede voldtægter.

For at klare sig godt i den verden skal man som kvinde være mere end almindelig barsk, beslutsom, flittig og dygtig.

Da jeg i sin tid forlod Lollands fede muld og tog firetoget til København for at gå på Handelshøjskolen, rungede min fars evige formaning i mine øre: ”Hvis du skal gøre karriere, skal du arbejde dobbelt så hårdt som mændene.”

Han skulle vise sig at have mere ret, end jeg havde troet. Det, han helt sikkert ikke havde forstået den fulde betydning af, var, at jeg også var nødt til at overtage mændenes succeskriterier, hvis jeg skulle blive til noget stort. Jeg var nødt til at tolerere deres jargon, hvis jeg ville til orde. Jeg var nødt til at ignorere deres nedsættende kommentarer om kvinder, hvis jeg ville undgå at blive frosset ud.

I korthed var jeg nødt til at blive ”en af drengene”, hvis jeg skulle have en chance. Og når man prøver at blive en af drengene, bilder man sig selv ind, at drengenes nedsættende kommentarer ikke er alvorligt ment. At det bare er noget, de siger.

Det er først i dag – efter at Sofie Linde mirakuløst ramte det slumrende oprør på præcist det rigtige tidspunkt – at jeg har forstået, hvor definerende disse kommentarer er for kvinders selvforståelse. Og hvor mange kræfter jeg selv har skullet bruge på at tilsidesætte min kvindelighed for at kunne klatre op ad stigen og brutalt knalde hovedet igennem det glasloft, som ikke er lavet af glas.

Det er jo simpelthen intet mindre end tåbeligt og spild af tid og kræfter, der kunne have været brugt på noget mere konstruktivt.

Indtil TV 2 begyndte at sende dokumentaren om, hvordan sexismen florerer ukontrollerbart i ungdomspartierne, havde jeg en bekvem forestilling om, at de yngre generationer var klogere end min, men så nemt er det ikke. Tiden ordner det ikke.

Vi er nødt til at tage et frontalopgør med sexismen i alle dens former. Og som kommunikationsmennesker må vi gå foran og vise, at vi forstår, at overgreb begynder med ord. Med den måde vi taler om hinanden på. Derfor kan den gamle kampagne om, at der er så meget kvinder ikke forstår, ikke køre i dag.

Respekt for at Niels Folmann har forstået det.

Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club