Design skal være brutalt!

Holger Dahl,
kommunikationschef hos Arkitekt MAA

Har du lige bestilt et nyt website? State of the art? Responsivt? Brugervenligt med React eller Angular? Så har du gjort det helt forkert, hvis du vil være med på beatet. Det nye er endnu engang det primitive – brutalismen er tilbage.

Det sker med jævne mellemrum – som det er sket flere gange i de seneste hundrede år. Når vi synes, vi har nået en form for perfektion – lige når vi synes, at nu KAN kunsten, musikken, moden, eller hvad det nu er, ikke blive lækrere – så kommer der en smadremand og siger stop. “Æstetik er en maske, det smukke er en slags parfumeret død – vi må tilbage til ærligheden!”.

Allerede i 1908 holdt arkitekten Adolf Loos sit senere så berømte foredrag ‘Ornament und Verbrechen’ (Ornament og forbrydelse): Et rasende angreb på enhver form for pynt. Ifølge Loos var det pyntens natur at blive umoderne, og det var derfor en forbrydelse at ofre tid på udvendig lækkerhed, når den kun havde den effekt at forkorte det bagvedliggende objekts holdbarhed.


Goldman und Salatch – en smart tøjforretning i Wien var Loos’ egen ide om en upyntet bygning. Den ligger lige overfor kejserpaladset i Wien. Ifølge overleveringen var den så provokerende i sin samtid at den østrigske kejser nægtede at forlade sit slot gennem fordøren efter at Loos’ bygning blev færdig.

Loos’ foredrag – og essay (publiceret i 1910) – blev en slags urtekst for al senere saglighed og funktionalisme i kunst og design – men som det altid går, så blev selv det prunkløse til stil – og til noget, der måtte angribes.

I populærkulturen har vi i de seneste 60 år set de samme fluktuationer: Først da rock’n’roll blev opfundet, og senere da punken kom væltende.

I begge tilfælde var populærmusikken blevet alt for stor og overlæsset, og helt naturligt kom der nogle uskolede lømler med ild i hjertet og sparkede til den møre bygning, så den væltede. ‘We mean it man’ som Johnny Rotten vrængede det til hele verden. Siden er det sket et antal gange inden for alle kunstformer – en slags rensning er det, der foregår, når brutalismen kommer i fokus.


Jamie Reids ikoniske cover til Never Mind the Bollocks – brutalisme lige midt i en parfumeret prog rock tid – post til tiden.

Brutalisme er også et begreb, der stammer fra arkitekturen – angiveligt først brugt af den svenske superarkitekt Gunnar Asplund i en beskrivelse af en ‘Villa Göth’ i Uppsala fra 1949 (Nybrutalisme kaldte han det faktisk allerede dengang).

Begrebet brutalisme dækker i en ekstrem grad Adolf Loos’ ønsker til arkitekturen: en upyntet, ren arkitektur, der blotlægger sin struktur og konstruktion, og selv om ordet nemt får en lidt skræmmende eller negativ klang, er et dækkende synonym lige så vel ‘ærlig’ eller ‘enkel’. Brutalismen vinder altid frem, når kunsten er blevet for optaget af sig selv – når den er blevet for kunstlet. Når vi begynder at synes, at der er for meget vat omkring vores ting.

Inden for grafisk design og kunst fulgte brutalismen med punkens store bundvending: De unge vilde malere, den nøgne musik og det tilfældige, bevidst grimme design passede som fod i hose til sluthalvfjerdsernes følelse af indelukket overproduktion. Der måtte frisk luft til, og da Sex Pistols med den ikoniske’ Never Mind the Bollocks’ både musikalsk og visuelt gik til angreb på pænheden, var scenen sat.

Efter den indledende eksplosion gik der også æstetik i 80’erne. Den sorte æstetik fandt sin egen romantiske saftighed, og blandt de grafiske designere var Neville Brody i de år kongen med sit gennemkomponerede superæstetiske neo-Bauhaus-approach.


Brodys fantastisk æstetiske neo Bauhaus design blev fuldstændig dominerende som inspiration for 1980ernes new romantics. Som for eksempel illustreret af Sort Sols ‘Flow my Firetear’.


Design: Michael Jensen – K Grafik.

Der måtte naturligvis komme en reaktion – og den kom fra designeren David Carson, der med magasinet ‘Ray Gun’ blev stilskabende som ophavsmand til det, der blev kendt som Grunge-design: En bevidst rodet, sammensmasket, respektløs og hyperkompleks stil, der i en årrække var absolut dominerende, hvis man ville signalere hip coolness.


David Carson og Ray Gun var det man skulle ligne i 1990erne hvis man ville se smart ud – spørg bare henne hos ‘the Matrix’.

Webdesign har til dels fulgt sin egen udviklingskurve, fordi den teknologiske udvikling nogle gange har skygget for eller domineret den grafiske ditto, men generelt kan man sige, at vi i moderne stilhistorie altid befinder os i et flux mellem det æstetiske og det rå – mellem det indpakkede og det ‘ærlige’.

Nu er turen så kommet til vores websites. De senere år har båndbredde og forbedrede skærme gjort det muligt at lave helt flydende og filmiske websites, og naturligvis går det ikke i længden.

Det startede egentlig for et par år siden – ganske forsigtigt med de enkle stregikoner i Windows 10. Senere droppede Apple de fotorealistiske ikoner (skeumorphismen), og så sent som sidste år kom både Uber og Instagram med enkle, nedbarberede brutalistiske opdateringer.

Nu er det imidlertid ikke længere en udkantsting i netverdenen: Brutale websites er blevet smarte og breder sig ud over hele internettet. Det skyldes primært én mand: Pascal Deville, der allerede i 2014 lancerede udstillingsvinduet ‘brutalist websites’. Han syntes at kunne spore en tendens og lavede derfor sitet for at vise forskellige aspekter af denne nye, prunkløse, gamle verden.

Ideen med brutalistiske websites er ikke blot en primitiv æstetik. De udstillede websites er også teknisk lavet, som man ville have gjort det i 1990’erne – med håndkodet HTML og dårligt udlignede, primitive webskrifter.

Devilles website blev for nyligt opdaget af Hacker News og gik derfra viralt til en total eksplosion: Ifølge en artikel fra Washington Post steg besøgstallet til over 100.000 om dagen i løbet af et par dage. Der var med andre ord mange, der tænkte som Deville – at glat ‘brugerorienteret’ design på en måde havde nået sit maksimum.


Sådan gjorde vi også i 90erne – simpelt prunkløst og tilsyneladende u-designet.

 


Grim skrift og primitive effekter er en del af pakken – f.eks. her hos Picture(s) Now.

 


Eller primitive farver som Windows 98 på Werden.click.

 


Rod er også godt, som set her på dakroub.me – og for guds skyld – hold dig langt væk fra et modulark. (grid).

 


Se og Hør kan være en slags designbibel, hvor en overflod af tekstbokse på billeder er loven. Billede: http://vrvan.hotglue.me/ 

Som beskrevet ovenfor er denne tilbagevenden til det primitive en regelmæssig udvikling i moderne kunst og design – cirka hvert tyvende år kommer der nogen, der vil vaske tavlen ren og starte forfra.

Nogle gange, som med punken i slutningen af 1970’erne, kan opgøret synes nødvendigt, som den eneste mulige strategi i en verden, der domineres af indholdsløs form. Andre gange bliver stilløsheden imidlertid blot til en ny stil. Det kan være svært at pege på de egentlige gevinster ved den nybrutalistiske bølge  – andet end at webstederne ser sjove og nostalgisk gammeldags ud.


Nøgent design på Instagram – mainstream brutalisme?

Et af de første mainstream sites til at hoppe på en ‘brutalist light’ æstetik var som nævnt Instagram, der for et års tid siden lancerede et nyt sitedesign, samtidig med at deres app-ikon blev omdesignet og opgav den skyggelagte, fotorealistiske stil.

Formålet med omdesignet var meget fornuftigt. Ifølge Instagrams egen forklaring var ideen, at det eneste på sitet, der skulle have farve, var brugernes egne billeder. Det er en både fornuftig og lødig forklaring. Den understøtter sitets øvrige ambitioner og giver masser af mening.

Desværre virker det ikke, som om størstedelen af de sites, der præsenteres af Deville, har en lige så klar designmæssig holdning til deres udseende. Det virker mest af alt som noget sjov. En skør ide, der kan få designet til at virke friskt og nyt.

Og der må designpolitiet desværre trække bødehæftet op, for som der står i paragraf fem i den store designbibel: Form uden mening er – meningsløs. Præcis som Adolf Loos sagde det for 109 år siden.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning