Lad mig indlede med denne almindelig anerkendte sandhed: God reklame rammer målgruppen. Rigtig god reklame rammer tidsånden og skaber en bredere resonans, som måske ligefrem flytter holdninger. Det har Københavns kommune tilsyneladende taget til efterretning.
Kommunen gør flittig brug af busreklamer året rundt. Her orienterer man byens indbyggere om kommunens omfattende tilbud. Ældre mænd kan mødes i værksteder. Unge mennesker kan mødes om kreativ udfoldelse i fritidstilbud. Studerende bliver opfordret til at besøge genbrugspladser for at finde gratis møbler til deres kollegieværelser. Arbejdsløse bliver opfordret til at blive SOSU-assistenter. Jeg kunne blive ved.
Når jeg på daglig basis går rundt i gader og stræder i vores hovedstad, får jeg det indtryk, at der ikke findes den livssituation, som kommunen ikke kan hjælpe mig med.
Hvis det er kommunens mål at få deres skatteydere til at opleve, at begrebet kernevelfærd ikke alene handler om børneinstitutioner, skoler, plejehjem, hjemmehjælp og den slags traditionelle ydelser, men om at kommunen simpelthen skal være kernen i vores alle sammens liv, så er det en god kampagne.
Om realiterne står mål med de gyldne løfter, aner jeg heldigvis ikke noget om. Indtil videre er det lykkedes mig at klare mig selv med gode venner, naboer og familiens hjælp.
Men kampagnen løfter sig til kategorien RIGTIG GOD med sin seneste plakat, som under overskriften: ”Tungt? Psykologsamtaler til unge i en svær hverdag” taler lige ind i tidsånden.
Det er tungt at være ung, ja det er tungt at være menneske i et af verdens rigeste og lykkeligste lande. Kigger man nærmere på plakatens illustration, kan man se, at kommunen har fuld forståelse for at unge, der lider af FOMO (Fear of missing out) eller stræber mod at få 12 til eksamen, naturligvis har brug for at tale med en psykolog.
Inden jeg går videre med en frisk analyse af tidsånden, vil jeg lige opholde mig ved, at jeg ikke håber, at ukrainske flygtninge har lært at læse så meget dansk, at de forstår plakaten, for så risikerer vi, at de ringer hjem og afslører, at danskere er verdens mest sarte, ubehjælpsomme, forkælede og selvcentrerede folk.
Det samme gælder herboende syrere, armeniere, israelere og andre som oplever, at deres pårørende derhjemme ikke bare har problemer, men gennemgår ubegribelige lidelser.
Med det in mente kan vi gå over til min friske og ganske uvidenskabelige analyse af tidsånden.
Lad mig lige understrege, at tidsånd unddrager sig al form for videnskabelighed, da forståelsen af den alene baserer sig på følelser og fornemmelser omkring den sværm af store og små signaler, vi lever midt i. Læg dertil, at den er en volatil størrelse, som kan skifte på en formiddag i anledning af krig, terror, naturkatastrofer og lignende sindsrystende begivenheder.
Den slags har vi ikke mange af i lille Danmark. Vi lever tværtimod i et så rystelsesfrit samfund, at sårbarhed i en snigende og nærmest evolutionær proces har udvidet sig fra at angå børn, syge, svækkede ældre, ofre for vold og overgreb til at angå alle, der har det bare lidt svært.
Vi er blevet så rige, at enhver form for udfordring, helt naturlig sorg, midlertidig krise eller blot en ubehagelig oplevelse fordrer behandling. Politikere står klar til at love den væk, og psykologerne står klar til at modtage de mange nye af-andre-betalte-klienter.
Ingen må lide i Danmark, selv ikke når lidelsen er selvpåført og består af bristede forhåbninger til egen succes i livet. Her må vi lige opholde os ved, at vi i dag ikke betragter det som succes, hvis vi kan klare os selv og forsørge vores familie. Der skal både clicks, likes, kommentarer, topkarakterer, chefens anerkendelse, et omfattende netværk og ikke mindst penge nok til at købe det, som andre har.
Det, vi kan kalde Behandlerdanmark, har fri adgang til alle medier, når de foreslår nye og gerne forebyggende tiltag for at fjerne danskernes lidelse. Og hvem kan sige nej til det. Ikke Københavns kommune i hvert fald.
Og alt imens, at Behandlerdanmark har succes med lobbyisme for deres egne fortræffeligheder, får vi det værre og værre. Læserne kender standardremsen, hvorfor jeg vil springe den over.
I stedet vil jeg vende tilbage til reklamen, som evner at tale ind i tidsånden og skabe bred resonans. Plakaten ”Tungt?” sender på den frekvens, hvor stemmerne i det offentlige rum i en vedvarende mumlen fortæller os, at vi er ikke gode nok, at vi ikke når nok, at vi ikke har nok, at vi ikke er nået langt nok, at vores børn ikke trives, at de ikke vil lykkes, at de har brug for hjælp.
Hjælp, som du og din familie ikke er kvalificerede til at yde dem. Fortsætter det sådan, ender vi alle på krisehjælp, og det må vel nærmest betragtes som landskadelig virksomhed.
Vor herre bevares os og slave Ukraine!
