Af Lasse Jensen, Jensen & Kompagni

Christian Jensen er en stærk journalistisk håndværker - men journalistik er den mindste af hans udfordringer, skriver den tidligere 'Mennesker & Medier' redaktør, Lasse Jensen.

Når Informations chefredaktør, Christian Jensen, sætter sig i det navnkundige hjørneværelse på Rådhuspladsen, begynder han det, han selv kalder ”det vigtigste og mest ærefulde job i dansk dagspresse”.

Men den 43-årige talentfulde og – trods sin alder – garvede journalistiske leder vil hurtigt opdage, at den mindste af hans udfordringer vil være de journalistiske af slagsen. De største vil være digitalisering, omkostningsniveau og indtjening.


Christian Jensen skal få læserne til at kaste sig over Politikens

indhold. Her underviser han på Informations Medieskole. Polfoto/ Tine Sletting.

Stig Kirk Ørskov, JP/Politikens administrerende direktør, gjorde det krystalklart, da han efter udnævnelsen sagde, at Jensens opgave bliver ”at fortsætte Politikens vej igennem den digitale transformation, hvor Politiken har et enormt stort potentiale i kraft af, at man har en stor udbredelse, og man har et omdømme, som er enestående, og læsere, som har lyst til at kaste sig over Politikens indhold, og det skal Christian evne at forløse.”

Underforstået, at det formåede Bo Lidegaard ikke.

Den 58-årige forfatter, historiker og fhv. ministerielle topembedsmand Bo Lidegaard blev efter fem år som chefredaktør udskiftet med en yngre journalist på samme måde, som ledelsen afskaffede den forhenværende minister Hans Engell som chefredaktør for Ekstra Bladet i 2007.

”Et kort møde med meget kort varsel”

Formelt er chefredaktørerne for Ekstra Bladet og Politiken ikke ansat af hverken koncernens ledelse eller bestyrelse. Da Jyllands-Posten og Politiken fusionerede i 2003, lagde man meget vægt på, at den nye virksomheds tre store titler skulle sikres hver sin redaktionelle integritet. Derfor blev ansættelsesretten lagt i bestyrelserne for de to fonde, der tilsammen ejer koncernen. Ikke hos koncernbestyrelsen og slet ikke hos direktionen.

Mens JP/Politikens Hus omhyggeligt har sikret de tre titlers individuelle redaktionelle integritet, synes ansættelsesretten at være overgået til koncernbestyrelsen og koncerndirektøren. Medlemmer af Politikens fondsbestyrelse fortæller, at jo, de traf beslutningen, men ”på et meget kort møde, indkaldt med meget kort varsel”.

Bestyrelsesformand Karsten Ohrt har været tavs, og fyringerne af de to chefredaktører blev i begge tilfælde eksekveret af koncerndirektøren. I Engells tilfælde af Lars Munch, i Lidegaards var det Stig Kirk Ørskov, der førte kniven og ordet. I begge tilfælde blev de to midaldrende chefredaktører erstattet af yngre folk, der skulle sætte gang i digitaliseringen.


Poul Madsen er lykkedes med en digital omstilling på Ekstra Bladet.

Polfoto/Linda Johansen.

På Ekstra Bladet har Poul Madsen præsideret over en massiv print-nedgang, men til gengæld gjort avisens website til landets suverænt største avisnyhedssite. Christian Jensen forventes at gøre det samme som Madsen på nettet og skal samtidig opfylde bastante krav om øget indtjening til en stor koncern, der er begyndt at vise små svaghedstegn.

JP/Politiken-koncernens årsrapport for 2015 blev offentliggjort i marts, og resultatet før skat på mere end 151 millioner var næsten 30 procent mindre end året før. Omsætningen faldt i samme tidsrum med 100 millioner.

Det er naturligvis ikke kun Politikens skyld, men allerede før sommerferien sidste år begyndte alarmklokkerne at ringe. Politiken skar ned på omkostningerne og indførte ansættelsesstop.

Chefredaktør Bo Lidegaard forklarede dengang, at Politiken ikke havde levet op til budgetkravene. Krav, som flere medarbejdere på Politiken privat kalder ”drakoniske”. Hvordan de skal indfries uden endnu større nedskæringer (læs afskedigelser), er et åbent spørgsmål.

På Information har Christian Jensen været ansvarlig for en redaktion, der er en fjerdedel af Politikens, og en avis, hvor det økonomiske og digitale er kørt i et tæt samarbejde med en ligeværdig direktør. På Politiken skal han håndtere 167 journalister og leve op til krav fra en koncerndirektør, som i realiteten er hans chef.

2015 ikke et godt år for Politiken

I det hele taget var 2015 ikke et godt år for Politiken. Selvom læsertal og printoplag havde gjort avisen til landets største dagblad, var der noget, der haltede. Ikke mindst digitalt.

Den digitale chefredaktør Lars Grarup blev fyret i marts det år, og selvom hans afløser, den nye digitale direktør Frederik Wiedemann bedyrede, at man fortsatte ad samme spor, erkendte Bo Lidegaard i et interview med Mediawatch, at ”Digital udvikling er uhyggeligt svær og vandringen mod betaling for kvalitetsjournalistik stejlt op ad bakke”.

Trods advarsler havde Politiken valgt en betalingsmodel, som aldrig kom til at fungere. Den såkaldte ”metered model”, som ifølge medieforskeren Aske Kammer kun har haft succes på New York Times, der har 4-5 gange så mange journalister, tilsvarende større stofmængde og et marked med over en milliard engelsktalende mennesker. 200 gange så stort som det danske.

Først i år ændrede Politiken digital strategi. Og meget tyder på, at JP/Politikens digitale investeringer hverken økonomisk eller ledelsesmæssigt har båret tilstrækkeligt frugt. I hvert tilfælde ikke på Politiken. Ikke fordi koncernen ikke har råd. Med en egenkapital på 1,7 milliarder er der råd til meget.

Og der har også været råd til at købe dagbladet Børsen til en særdeles høj pris, nemlig 800 millioner. Købet – der først skal godkendes af konkurrencemyndighederne – er nævnt i årsrapporten, men dets virkning på egenkapitalen er ikke indregnet i regnskabet.

Børsen-køb kan indvarsle store forandringer

Børsen-købet møder blodig modstand fra Berlingske Media, der tilsyneladende på et tidspunkt troede, at en Børsen-handel var i hus, og i sidste øjeblik blev overhalet af Stig Ørskov, der også med en vis brutalitet forhindrede Berlingske i at blive aktionær i Ritzau.

Men hvis handelen godkendes, står JP/Politiken med en så stor redaktionel kraft fordelt på fire titler, at det bliver interessant, om den publicistisk veludførte redaktionelle beskyttelse af hvert enkelt dagblad vil holde. Jo, der kan stadig haves forskellige holdninger til politik og f.eks. Muhammed-tegninger.

Men hvis der skal skabes vækst, digital styrke og øget indtjening, kan vejen meget vel blive langt stærkere samordning på nettet, stærkere annonce-samarbejde, måske fælles journalistiske projekter omkring ikke-politiske sektioner osv.

I fredagens ”Mennesker og medier” anså TV2’s tidligere nyhedsdirektør Michael Dyrby en sådan udvikling for sandsynlig, måske oven i købet nødvendig.

Stilskifte i hjørneværelset

Også her kan udfordringerne for Politikens nye chefredaktør blive store. Men udnævnelsen signalerer et klart skift fra mange, mange års opfattelse af, hvad Politikens chefredaktør skal være.

Det er 46 år siden, bladet sidst fik en journalist som chef. Det var Herbert Pundik, der af geografiske grunde aldrig blev en daglig, journalistisk leder. Han blev engang betegnet som et ”redaktionelt kuglelyn”, men helligede sig mere og mere rollen som debattør, menneskerettighedsaktivist og analytiker.


Herbert Pundik bag skrivemaskinen. Pofoto/ Finn Frandsen.

Hans efterfølger Tøger Seidenfaden var alle steder på en gang, mest på tv og i radioen. En strålende debattør, der internt var beundret, men ikke en samlende redaktionel leder.

Bo Lidegaard var beundret som historiker og forfatter, men fra starten hæmmet af sin fortid som top-embedsmand og nær rådgiver for Anders Fogh Rasmussen. Og i sine beslutningsprocesser en lyttende og venlig mand med embedsmandens evne til at samle og vurdere synspunkter – og sammes naturligt indbyggede modvilje mod at træffe de store og ubehagelige beslutninger. Det har man jo ministeren til.

Det var en medvirkende årsag til, at Politikens redaktionelle indhold alt for ofte syntes at være flagrende begavet med sektioner, der indimellem hver især lignede helt forskellige aviser.

Den side af sagen er Christian Jensen den helt rigtige mand til få bedre styr på. Gravende og undersøgende journalistik – Jensens varemærke – vil blive opprioriteret.

Den nye mand i hjørneværelset repræsenterer alt det, der er godt ved den klassiske journalistik. Om det vil skabe øget indtjening og digital fremgang vil kun tiden vise.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club