En af de mindst kendte, men mest kreative i branchen er gået bort

David Asmussen
Marketsquare

Mindeord for Jason B. Luke, der døde pludseligt den 6. juni, 59 år gammel.

Bag lydtæppet til alt fra Boxer, Yousee, STARK, Sprite, Netto og et utal af andre brands stod Jason.

Et navn der nok er relativt ukendt uden for kredsen af lydfolk, musikere, instruktører og kreative. Men for dem der kendte ham, var han helt unik. Både fagligt og menneskeligt. Musikalt og kreativt. 

Jason startede med sit eget studie på Enghavevej. Senere var han fast inventar hos Bosse og i slut-90’erne var han med til at stifte Supersonic. Siden da ledte han Mastertone. Lyd-arbejdet dækkede utallige reklamer, dokumentarfilm, lydbøger, kortfilm og lige så meget musik.

Jason adskilte sig fra mange andre musikere og lydfolk ved at kunne det hele: Lave musikken selv, lave sounddesignet selv, og i øvrigt få enhver speaker til at føle sig godt tilpas og lyde lige så godt. Derfor kunne man som bureau gå ét sted hen uden at behøve at navigere mellem musikere og sound-designere, der måske ikke altid går i takt.

Ingen projekter var for små eller for store, alle idéer skulle da prøves, og derfor kunne man altid regne med Jason – uanset om det var et kunstprojekt, et pitch eller en løs idé, der krævede hans hjælp for at få det til at flyve. Og uanset om der var penge eller ej, var dedikationen og passionen den samme!

Han var typen, der gjorde dine idéer bedre uden at tage æren for dem. Gennem årene vandt han faktisk hele 3 Cannes Lions blandt andet for Sprite. En statuette han i øvrigt brugte som dørstopper. Han var nemlig altid hurtigt videre, og for Jason var fun mere vigtigt end fame.

Han elskede sit arbejde, og dem der arbejdede sammen med ham fik derfor tit en fornemmelse af, at de faktisk ikke var på arbejde.

Privat var Jason far og bonusfar til Herman og Gustav, gift med Charlotte og et menneske med stor integritet og varme. Han var en af de sjældne. En, der gjorde os andre bedre. Og en, vi nu skal lære at undvære.

Farvel Jason. Ingen over, ingen i nærheden og ingen, ingen som dig.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning