De sidste år er det blevet en fast del af programmet i Cannes, at to legender mødes på scenen til en uformel snak. Det bliver man som regel ikke frygteligt meget klogere af, men som oftest voldsomt inspireret til at gå hjem og give den en skalle.
I år var det TBWA’s kreative chef, Lee Chow, I ved ham, der blandt andet har lavet alt for Steve Jobs i tidens løb. Han sludrede med Georg Lois, som jeg ikke kendte, men man er ikke i tvivl om hans legende-status, når man hører ham.
De talte som forventet om talent, mod og en stålsat vilje til at kæmpe for sine banebrydende ideer. Intet andet en great work tæller i deres verden. Da de var færdige, rejste de 2000 tilhørere sig op i respekt. Sådan var det også sidste år. Man er lige ved at tude af rørelse.
Det var man til gengæld ikke, da Sir Martin Sorrel gik på scenen for i sin årlige Cannes Talk at interviewe Coca-Cola Company’s absolutte topchef Muthar Kent og hans håndgangne marketing- og salgsdirektør Joseph V. Tripodi.
Sir Martin er fysisk set en meget lille mand – hvilket de to Coca-Cola-drenge ikke er belastet af – og han fremstår som en mand med et betydeligt behov for at hævde sig, hvilket måske er grunden til, at han har opkøbt store dele af verdens bureaukæder både indenfor medie, reklame, pr, digital og alt hvad der ellers rør sig.
Mig bekendt løber hans opkøb op i 40% af den danske bureauverden, så du, kære læser, får med stor sandsynlighed løn af bemeldte herre. Og det gjorde store dele af den propfulde sal også.
Så meget desto mere forfærdeligt var det at høre ham puste sig op og lade som om, han var en stor finansmand. Han var nemlig mest optaget af, at Warren Buffet ejer 10% af Coca-Cola Company. Det ville han – i modsætning til salen – rigtig gerne høre noget om.
Det morsomme var, at det ville de to coke-drenge ikke tale om. De ville ligesom reklame-legenderne tale om great work og big ideas. De talte med stor passion om deres brand og alle deres projekter for at gøre verden til et bedre sted. Et arbejde der blandt andet og fuldt fortjent har gjort dem til årets annoncør i Cannes i år.
Hvis det ikke havde været så pinligt, så ville det have været hysterisk morsomt. Særligt da Sir Martin til sidst spurgte de to herrer om, hvad de ønskede sig af deres bureauer i fremtiden.
Tripody svarede, at det var helt nødvendigt, at bureauerne blev ved med at udfordre dem til at gøre vildere og vildere ting med deres brands – som de i parentes bemærket har 500 af med 3000 tilhørende produkter.
Mr. Chairman og CEO ønskede sig, at bureauerne fik en bedre forståelse for alle Coca-Cola Company’s stakeholders interesser. Og det var lige det, Sir Martin havde brugt hele den sidste time til at demonstrere, at han ikke havde.
Sjældent er en global bureaudirektør blevet sat mere elegant på plads af en global kunde i fuld offentlighed.
Ikke én gang talte Sir Martin om great brands, great work, big ideas, værdien af kreativitet eller for den sags skyld om en bedre verden. Han talte om penge. Og da han er chef for usandsynligt mange bureaudirektører i denne verden, gør det ham faktisk til en del af vores branches problem snarere end til en del af løsningen.
Når Sir Martin taler om penge, taler alle hans undersåtter med stor sandsynlighed også om penge, og det bringer ingen af os videre til at skabe større værdi for vores kunder og os selv.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
Hanne@hannefeldthus.dk
