En planners vigtigste egenskab er efter min bedste overbevisning evnen til at mærke efter. I virkeligheden skal man være en slags vejrhane, der hele tiden opfanger det mindste vindpust og derefter prøver at greje, hvor det kommer fra og hvad det betyder.
Hvad er det man føler, når man føler? Og føler andre det samme?
Dygtige politikere er dygtige plannere. De kan, som Peter Mogensen så malende beskrev det i en af de allesteds nærværende valgudsendelser, fiske en sild op af vælgerhavet og gøre den til en vinderdagsorden.
I denne valgkamp er det Johanne Schmidt Nielsen og Margrethe Vestager, der har været de mest velsmurte vejrhaner. De har evnet at sætte ord på udvalgte segmenters følelser.
Som borgerlig vælger, kan det skræmme mig fra vid og sans, at Johanne fra Enhedslisten repræsenterer et stigende antal danskeres syn på tilværelsen. Himmel og hav har de nærlæst deres gammelsocialistiske valgprogram? Eller er det bare, fordi hun er så sindssygt overbevisende, så kompetent, energisk og oprigtig og samtidig så sød og charmerende. Jeg håber det sidste.
Den radikale Margrethe kører med fornuftsklatten på den velovervejede og strategiske måde. Hun har i de sidste måneder satset på det umulige: En borgerlig økonomisk politik med en S-leder for bordenden. Og paradokset virker. Man fantaserer om, at det kan lade sig gøre uden, at man aner, hvad der kommer ud af det.
Stærke brands rummer altid paradokser. De forener det uforenelige. Tænk på Apple, der repræsenterer leg, kreativitet og glæde samtidig med, at de er en af de mest protektionistiske virksomheder i verden. Ikke noget open source der.
Jeg kender ingen, og jeg mener ingen, som ikke synes, at Margrethe har gjort det godt, og ingen som ikke på et eller andet tidspunkt har overvejet at stemme på hende inklusive mig selv.
Om jeg gør det, har jeg lige i dette sekund ikke afgjort. Jeg har udviklet mig til en gennemført tvivler efter i firserne troligt at have stemt på de konservative under Schlüter, i halvfemserne at have stemt på Venstre under Uffe og i nullerne igen på Venstre under Anders Fogh Rasmussen.
Skiftet fra de konservative til Venstre handlede alene om personer. Jeg er konservativ, men jeg kan ikke stemme på strategiske idioter. Og det Konservative Folkeparti er renset for mennesker, der kan formulere en problemstilling, så jeg kan forstå den, og derefter anvise en anvendelig løsning.
I min optik er de konservatives evigt skiftende ledere nogle, der med jævne mellemrum dukker op på skærmen og uden forudgående forklaring kræver lavere skatter til de velhavende og højere straffe til de kriminelle.
Og just for the rekord: Der svømmer ikke en eneste sild rundt i vælgerhavet, der har et påtrængende behov for at nedlægge regionerne. Hvad helvede har det med noget som helst at gøre midt i en krisetid, hvor vi faktisk ikke aner, hvad vi skal leve af i fremtiden?
Dumpet Lars Barfoed. Dumpet. Dumpet. Dumpet. Jeg kan ikke se det, jeg kan ikke mærke det. Jeg kan ikke forstå det.
Som konservativ har jeg været hjemløs i årtier, og her deler jeg skæbne med mange andre. De konservative politikere er simpelthen nogle fjolser, der har svigtet deres oprindelige værdier og tanker. De kan ikke repræsentere mig i et repræsentativt demokrati. Og på trods af, at de burde have uovertrufne muligheder for at rekruttere de fremmeste strateger i dette land, så er deres pladser besat med en samling forvirrede opportunister.
Så jeg har stemt Venstre. Nej, jeg har helt konkret og personligt stemt på Anders Fogh Rasmussen, for det kunne jeg nemlig der, hvor jeg boede før. Han var en mand, der evnede at overbevise mig om, at han havde styr på det. Nu er han væk, og hvis han stadig var her, kunne jeg ikke længere stemme på ham.
Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal.
Jeg følger Margrethe tæt; lytter til hvad hun siger; forstår at hun behændigt undviger journalisternes evindelige spørgsmål, om hun ikke selv vil være statsminister selvsagt, fordi det var det, der slog Jelved af pinden. Ingen ultimative krav, ikke noget statsministerielt hovmod, stille og roligt frem mod magten.
Men åh, hvor ville jeg ønske, at hun blev statsminister.
Jeg kan ikke mærke Helle Thorning. Hun virker som en Barbiedukke med en båndoptager indeni. Hun er ikke ægte. Hun er kold og beregnende, en karrierepolitiker, der optimerer sin egen økonomi og bilkørsel og sine egne børns skolegang samtidig med, at hun finder det for godt at belære mig om, hvordan jeg skal opføre mig til det fælles bedste. Hvordan skal hun kunne repræsentere mig? Hun er som en afholdskvinde der pimper portvin i privaten.
Og Løkke er bare for defensiv. En general manager uden visioner. Et svagt brand underlagt de bagudskuende pianister. Jeg tror ikke på, at han har evnen til at få Danmark til at lave det kvantespring ind i en ny tidsalder, som jeg kan mærke helt ind i min rygmarv, at vi har brug for. Han er en tøver. En der, når han endelig har fået sat en dagsorden, ikke tør handle på den. Og så er hans nuværende ministerhold bare en samling klumremikler. Sikkert fordi han er en dårlig leder. En tøver. Jeg har ikke brug for en tøver. Jeg har brug for en modig leder.
I morgen skal jeg stemme, og for første gang må jeg træffe den endelige afgørelse i stemmeboksen.
Hvad skal jeg gøre Margrethe? Kan jeg forlade mig på dit paradoksale brand?
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.