To dage inde i SXSW oplever jeg, at vi står lige midt i en uafklaret spænding mellem de menneskelige udfordringer i nutiden og de teknologiske muligheder i fremtiden.
På den ene side står bearbejdelse af det traume, covid har vært for menneskelige relationer, og på den anden mulighederne i Web 3.0.
De er på ingen måde ekskluderende i forhold til hinanden, men de passer ikke friktionsfrit sammen heller. Og det gør, at folk har en tendens til at ‘vælge side’: Fokusere på at reparere noget, som ikke fungerer eller løbe videre til en ny (digital) virkelighed, som måske (måske ikke) kan løse op for de udfordringer, vi står i lige nu.
Det overliggende tema er utvivlsomt human connections. Covid har vist, at digitale interaktioner – selv om de på mange måder er nyttige – ikke fuldt ud kompenserer for fysiske relationer. Den ensomheds-epidemi, vi allerede kunne observere før covid, er vokset eksponentielt gennem pandemien, og størrelsen på udfordringen bliver meget påtrængende, når vi nu går tilbage til en mere normal hverdag. Vivek Murthy (US Surgeon General) kaldte det et traume, og traumer skal bearbejdes systematisk, for at de skal forsvinde.
Men en måde at bearbejde traumet er tilsyneladende at omfavne mulighederne i Web 3.0 og lade det decentraliserede, direkte og demokratiske system, blockchain-teknologien, muliggør løsningen det hele.
Scott Galloway (Professor NYU Stern) sagde dog i sin keynote, at Web 3.0 i realiteten er Web 2.0000001, og at de uligheder, som er bygget ind i dagens internet, på ingen måde løses af det løfte, som ligger i Web 3.0. Bare tag NFT’s som eksempel.
Den største vinder her er indtil videre OpenSea, en platform til at handle NFTs, som er privat. Det kunne vidne om, at Web 3 ikke er så forskellig fra Web 2, som nogle synes at tro. Men det er jo en del af den snak, vi skal have i den næste uges tid, og sikkert også de næste år. For det er jo ikke et enten-eller valg, men det er en øvelse i at få mulighederne til at fungere i sammenhæng med det traume vi lige nu skal til at bearbejde.
