Forleden sad jeg i min sofa og så tv. Det var sidst på eftermiddagen, og jeg havde følt mig ved siden af mig selv hele dagen. Imens jeg sad der og var træt af livet, begyndte jeg at få ondt i halsen.
En oplysningsfilm fra Sundhedsstyrelsen mindede mig om, at hvis jeg havde ondt i halsen, skulle jeg kontakte min læge. Det føltes skæbnesvangert, men var for sent.
Telefonerne var lukkede, hvorfor jeg gik i seng og frysende lå og spekulerede over, hvordan jeg kunne være blevet smittet med COVID-19, når jeg havde taget alle tænkelige forholdsregler.
Den tankerække blev dog hurtigt afløst af, hvem jeg selv kunne have smittet i de foregående dage. Jeg lå og lavede lister i mit hoved og overvejede, hvad jeg skulle sige og ikke mindst, hvad de ville sige.
Det gik op for mig, at jeg skammede mig. Og den skam var egentlig værre end sygdommen, selvom den tog til i styrke.
Næste morgen fik jeg fat i lægen. Fem minutter senere havde jeg en henvisning, som gav mig adgang til at blive testet med det samme. Systemet virkede, og jeg oplyste frivilligt mit telefonnummer, så jeg kunne blive ringet op i tilfælde af, at jeg havde COVID-19.
24 timer senere fik jeg resultatet. Det var 24 virkelig elendige timer, hvor jeg konstant kredsede om, at jeg ville komme til at ligge folk til last. Jeg vidste, at vigtige forretningsmøder ville blive aflyst. At folk måtte melde afbud til arrangementer. Nevøer og niecer kunne risikere at blive sendt hjem til den forhadte hjemmeundervisning. Ja, hele skoleklasser kunne blive sendt i isolation. Alt sammen på grund af mig.
Inden jeg nåede at åbne Sundhed.dk næste morgen, havde jeg påtaget mig skylden for en smittekæde, der strakte sig over det meste af Danmark baseret på et kundemøde med fire mennesker, en brunch med mine naboer med fem deltagende, en familiemiddag med syv personer. Plus altså mig.
Stor var min lettelse derfor, da jeg endelig fik åbnet hjemmesiden og fandt ud af, at jeg ikke havde COVID-19.
Pludselig føltes min sygdom som den helt almindelige forkølelse, den var. Jeg ringede til min søster, som er sygeplejerske, og berettede om mine kvaler. Hun kunne meddele, at tre af hendes fire børn var blevet forkølede dagen efter vores familiemiddag. Ingen var testet positive, og hun tog hele miseren med ophøjet ro.
Det var altså med stor sandsynlighed hendes møgunger, som havde smittet mig, selvom vi hverken er på kram eller håndtryk længere.
Efter min frikendelse bevægede jeg mig forsøgsvis ud i verden igen, men her oplevede jeg, at min skam ikke var væk. Man kan ikke stå nede i Brugsen og nyse. Man kan ikke sidde i metroen og hoste. Folk kigger forarget på en, selv når det foregår på gaden, og man går på det modsatte fortov.
Og man må selvsagt tage møder over Teams eller Skype, hvis man har de mindste symptomer. Et nys er i disse tider mere pinlig end en højlydt prut.
Når man hører, at sundhedsmyndighederne har svært ved at få fat i folk, der er smittede for at få stoppet en smittekæde, undrer det mig ikke. Skam er en meget, meget stærk følelse og helt definerende for vores adfærd. Man dukker sig, når man skammer sig.
Det er nemmere at krybe i flyverskjul end at skulle stå til regnskab for sin omgangskreds, kollegaer og samarbejdspartnere. Det handler ikke længere kun om skammen ved at smitte de sårbare, her i 2. bølge handler det om andre menneskers dagligdag, skolegang, sportskampe og vigtige forretningsmøder.
Den dimension synes myndighederne og deres kommunikationsrådgivere og bureauer at have overset. Ja, statsministeren og andre holder sig ikke tilbage med at udskamme de unge og etniske grupper på en måde, så skyldfølelsen breder sig som en ekstra pest. Også selvom man ikke har deltaget i potentielle superspreder-begivenheder og ikke krammer eller giver hånd.
Vi har brug for en kampagne, der fjerner skyld og skam ellers risikerer vi, at hele testregimet er spildt. Så længe en mistanke om uansvarlig adfærd klæber til de smittede, kan vi ikke forvente, at alle træder åbent frem.
Lad os få slået fast, at vi alle kan blive smittede, og at det ikke er vores skyld.
Lad mig derfor slutte af med en lægmandshypotese om, hvordan jeg på trods af alle forholdsregler blev forkølet. Jeg tror, at det skete, da jeg tog ud af bordet efter endt middag. Her rørte jeg ved glas, gafler og skeer, som gæsterne, heriblandt møgungerne, havde haft i munden. Jeg har sikkert kløet mig selv i ansigtet, inden jeg fik vasket hænder. Og bum så er den der.
Lad mig tilføje, at jeg elsker møgungerne, og at de var i deres gode ret til at spise ved mit bord med mit bestik, al den stund at jeg selv havde inviteret dem. Det var ikke nogens skyld. Det var kun forkølelse, men det var en øjenåbner.
Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.
