Det er nu 7 år og tre uger siden, at jeg holdt op som strategisk direktør på Wibroe, Duckert & Partners på grund af et altopslugende stress-sammenbrud, og livet har ikke været det samme siden, først og fremmest fordi jeg valgte at blive selvstændig.
Det lyder nemt, som et knips med fingrene, men alle, der har truffet det valg, ved, hvor mange overvejelser man skal igennem for at turde gøre det. Ingen månedlig lønindbetaling. Ingen kollegaer. Ingen kunder. Ingen fast grund under fødderne. Skræmmende.
I dag fremstår det imidlertid betragteligt mere skræmmende at skulle have et fast arbejde.
Livet som selvstændig er gået op og ned, men det er altid gået. Sidste år gik det uforskammet langsomt. I år går det ustyrligt hurtigt. Det kan man aldrig vide, og det eneste, jeg har lært, er, at lade være med at bruge alle de penge, jeg tjener, så der altid er noget på bogen til dårlige tider. Og så meget på bogen, at jeg til enhver tid kan sige nej til urimelige opgaver stillet af urimelige mennesker. Det gider jeg ikke.
Der er faktisk meget, jeg ikke gider.
Efter syv år som selvstændig er jeg efter alle solemærker at dømme blevet så utilpasset, at det ville være umuligt for mig at bestride et regulært job.
Tænk, hvad man skal kunne nu om stunder for at indgå i en direktion i en større virksomhed. I den ene virksomhed skal man stille op sammen med sine ledelseskollegaer i Copenhagen Marathon. I den anden skal man frygtløs kaste sin midaldrende krop op på en mountainbike og ned ad stejle skovstier. I en tredje står den gudhjælpemig på triathlon.
Himmel og hav! Hvad tænker de på?
Lad mig omformulere det spørgsmål. “De” tænker nemlig ikke. Det er direktøren, der tænker, og hvis han er til maraton, så er det maraton, man løber. Og det gør man gerne, for ellers er man en tøsedreng og ikke af den støbning, der kræves for at være med, hvor beslutningerne træffes.
Jeg skal ikke bede om, at nogen skal bestemme, hvilke fysiske udfoldelser jeg skal kaste mig ud i for at bidrage til værdiskabelsen i en virksomhed.
Jeg skal heller ikke bede om, at nogen bestemmer, hvilket velgørenhedsarbejde jeg skal involvere mig i; om jeg skal have en influenzavaccine eller et helbredstjek; om jeg skal dyrke yoga eller meditation; eller hvor meget frugt jeg skal spise i løbet af dagen.
Og for at sige det på en flad tallerken, så får jeg myrekryb over at skulle afspritte mine hænder inden, jeg kan få adgang til kantinen. Der er gået Maud fra Matador i danske virksomheder.
Neurotisk angst for bakterier er direkte kvalmende, og jeg gad godt vide, om sygefraværet er faldet af den grund, men da evidens ikke er noget neurotikere beskæftiger sig med, får vi nok aldrig svar på det spørgsmål.
Jeg tillader mig at insistere på at have mine egne leveregler, og dem er der ingen, som skal blande sig i. Følgelig vil jeg formodentligt ikke engang blive kaldt til samtale, hvis jeg var så uforsigtig at søge job.
Heldigvis for min indtjening er jeg nået til et punkt i mit liv, hvor jeg har lov til at være excentrisk. Vel at mærke så længe jeg er konsulent.
Det virkelig underlige er, at jeg nu om stunder bliver betragtet som excentrisk og et frisk pust fra den virkelige verden, fordi jeg bare er mig og siger, hvad jeg mener i klar tekst og nægter at ligge under for tilfældige hof-nykker om sportslig udfoldelse og hysterisk politisk korrekthed om sundhed og hygiejne.
Det er tilsyneladende ingen grænser for, hvad fællesskabet kan blande sig i nu om stunder. Det går i en lige linje fra profileringsivrige Christiansborgspolitikere over enerådende topchefer til emsige human ressourcemanagers. De ved alle sammen bedre end os selv, hvad der er godt for os.
Måske er det et udtryk for, at folk med magt ikke kan håndtere den ellers så højt besungne individualisering, som er udråbt til vores primære konkurrencefordel her til lands. Folk med magt har en ubetvingelig lyst til at benytte sig af den, og det ender altid med ensretning. Og altid i det godes navn, så det er umuligt at skyde ned.
Hvor går originaler hen i sådan et samfund? Jeg håber, at de i stedet for at rette ind enten gør oprør eller finder ud af, at de kan gå hjem og tjene deres penge uden for fællesskabets stadigt mere klaustrofobiske rammer.
Den del af ordet freelancer, der handler om at være fri, har fået en ny, stor og afgørende betydning i de senere år.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
Hanne@hannefeldthus.dk
