Hvis vi ser historisk på det, er der pr. definition et modsætningsforhold – og tit et ret voldsomt! – mellem ungdomskulturen og den voksne kultur. Ungdomskulturers DNA er at gøre oprør mod ’de voksnes’ værdier.
Oprøret ledsages typisk af ret spektakulære (selv)iscenesættelser, hvor visuelle tegn og stilistiske karakteristika sammen med forholdsvis enkle kampagnebudskaber personificerer bevægelsens ideologi.
Og der er ikke noget nyt i, at voksenkulturen reagerer skarpt og nok også lidt rådvildt i en slags ’moralsk panik’, fordi deres normer og regler bliver udfordret.
Elvis flashede sovekammerblikket direkte ind i kameraet og blev opfattet som en samfundsomstyrtende, hoftevrikkende trussel mod en stramtandet seksualmoral. Beatles og The Rolling Stones gjorde op med en bred vifte af småborgerskabets herskende konventioner, mens bz’erne gik i kødet på den hellige, private ejendomsret.
Det kommer ikke af ingenting
Et ungdomsoprør kommer aldrig ud af den blå luft. Inden for ungdomssociologien peger man på, at det, der definerer en generation, er nogle specifikke – ofte voldsomme og traumatiske – begivenheder, som former bevægelsens moralske, kulturelle og sociale udsyn.
For nutidens ungdom er klimakrisen den ultimative formative begivenhed, der har fået generationen til at sætte spørgsmålstegn ved forældrenes livsform.
For eksempel stod Vietnamkrigen helt centralt i 60’ernes ungdomsoprør, oliekrisen og postindustrialiseringen frembragte punkbevægelsen i 70’erne og de tidlige 80’ere, mens Murens fald påvirkede 90’er-generationens bevidsthed.
For nutidens ungdom er klimakrisen den ultimative formative begivenhed, der har fået generationen til at sætte spørgsmålstegn ved forældrenes livsform.
De unges kritik udløser en dynamik, hvor forældregenerationen føler, at dens værdier og tro på, hvad der er rigtigt, hvad der fører til fremskridt, og hvad der er det gode liv, bliver anfægtet.
Den franske sociolog Pierre Bourdieu taler om, at magt altid praktiseres inden for forskellige samfundsmæssige felter. Her gives magten til og reproduceres hos dem, der sidder inde med flest af de resurser, der har betydning inden for det pågældende felt. I den forstand er magt på en måde statisk.
Men når nye generationer ikke længere valoriserer det værdisæt, der hidtil har været gældende inden for feltet, så rykker det ved magten. Det fører naturligvis til spændinger mellem repræsentanterne for de nye og de herskende værdier, og de voksne bliver sure på de unge, som udfordrer og revaloriserer det bestående.
Der er ikke meget musik i Greta! Hun er dybt alvorlig, grænsende til det kedsommelige med sine endeløse referencer til videnskabelige rapporter og facts. Hun er med andre ord ret voksen!
Eksempelvis er det ikke så let for den nuværende (voksen)generation, der er vokset op med Murens fald og den globale forbrugerkulturs frisættende lyksaligheder, pludselig at stå ansigt til ansigt med en ungdomskultur, der er anti-forbrugeristisk i klimakrisens navn.
Ungdomskulturen har Greta Thunberg som frontfigur i deres klimakrisekamp. Kilde: Getty Images.
Det sjove ved Greta er bare ikke særligt sjovt
Alle de tidligere ungdomskulturelle bevægelser har iscenesat deres oprør i et tæt kompagniskab med både den visuelle og den musikalske populærkultur.
Men der er ikke meget musik i Greta! Hun er dybt alvorlig, grænsende til det kedsommelige med sine endeløse referencer til videnskabelige rapporter og facts. Hun er med andre ord ret voksen!
Gretas look personificerer det fornuftige og pæne, hvilket er anderledes end de hidtidige ungdomskulturer, der typisk har praktiseret en grænseoverskridende stil – hvorfor de også desto lettere kunne afvises af voksenkulturen.
Med den franske kulturteoretiker Jean Baudrillard – og vel også psykoanalytikeren Jaques Lacan – kan man sige, at den thunbergske ungdomskultur indoptager ’sin Anden’, dvs. den voksne. Mens ungdomskulturerne hidtil i alle deres forskellige afskygninger har insisteret på en vis løssluppen ikke-voksenhed, så forlanger Greta alvor og ’voksenhed’.
Stilmæssigt iscenesætter hun sig endda som en lille voksen – fornuftigt og pænt klædt – nærmest småborgerlig og skolelæreragtig sund og outdoorish at se på. Ikke noget med flowerpower eller piercinger og tatoveringer her!
Gretas look personificerer det fornuftige og pæne, hvilket er anderledes end de hidtidige ungdomskulturer, der typisk har praktiseret en grænseoverskridende stil – hvorfor de også desto lettere kunne afvises af voksenkulturen.
Greta Thunberg ikke bare ligner en lille voksen – hun lyder også som en lille voksen, der prøver at tale de rigtige, men uregerlige og uansvarlige, voksne til fornuft med sine argumenter og data.
Og så taber hun pludselig sutten og tuder og skriger som en lille pige med fletninger, der ikke kan få sin vilje!
Greta taler mere til følelserne end fornuften. Et kendt eksempel er åbningen af FN’s klimatopmøde i New York.
Er Greta et simulakrum?
Alle ungdomskulturer til alle tider (i det mindste efter 2. verdenskrig) – inkl. den thunbergske – har optrådt i alliance med medierne og populærkulturen. Førnævnte Baudrillard er én af dem, der har bekymret sig rigtig meget over, hvad medierne gør ved vores kultur. Og han er ikke opmuntrende læsning.
Når vores verden er så medieformidlet, som den er i dag, siger han, så sker der det, at ’tegnene’, som vi jo alle skal bruge til at kommunikere med, mister deres funktion som repræsentanter for autentisk, specifikt indhold.
I stedet bliver tegnet til det, han kalder et simulakrum, dvs. et snydetegn, der ikke for alvor betyder noget, men kan knytte sig til alt muligt smart, medieformidlet pseudo-indhold. Og måske er Greta Thunberg et produkt af professionel og/eller intuitiv branding?
Det bliver i hvert fald antydet igen og igen, at hun (nok) er et mediestunt, der enten er manipuleret af forældrene eller måske ligefrem af et reklamebureau. Men det er jo også i høj grad muligt, at hun selv – i lighed med de fleste på hendes alder – faktisk er ganske mediebevidst.
Forklædt som voksen
Fænomenet ungdomskultur har produceret en lang række forskellige betydninger og versioneringer af sig selv – og med Greta Thunberg-bevægelsen er det nået helt derud, hvor det har indoptaget ’sin Anden’: voksenhed som ungdomskultur.
Det er tankevækkende, at når simulakret krakelerer, og Greta lyder og tér sig som det barn, hun faktisk ligner – og vel langt hen ad vejen også er – så bliver vi fornærmede og kræver, at forældrene træder i karakter og passer på deres syge, (over)følsomme barn, så vi kan blive fri for det.
Det er i sagens natur et modsætningsfyldt sted at være, hvilket Greta Thunbergs egen person nærmest også levendegør: Det runde, barnlige ansigt og fletningerne, som står i diametral modsætning til de voksne ord, der kommer ud af munden på hende.
Men det virker, som om vi bliver lidt forførte af denne modsætningsfyldthed og synes, at den er fascinerende, stærk og ægte. Det er jo i hvert fald noget nyt – og det har i sig selv stor værdi i det mediesamfund, vi lever i.
Og så er det tankevækkende, at når simulakret krakelerer, og Greta lyder og tér sig som det barn, hun faktisk ligner – og vel langt hen ad vejen også er – så bliver vi fornærmede og kræver, at forældrene træder i karakter og passer på deres syge, (over)følsomme barn, så vi kan blive fri for det.
Men ’den Anden’ vil vi altså godt have!
Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.
