Har I styr på jeres PR-leverancer?

Lotte Hansen, adm.dir. Hansen Agenda

Waterfront-sagen har også afsløret, at der er kunder, der er parate til at krydse den moralske grænse. Lotte Hansen svarer Lisbeth Knudsen.

Ansv. chefredaktør Lisbeth Knudsen efterspurgte i forrige weekend svar fra PR-branchen på, hvad vi fra branchen har at sige til Waterfronts metoder.

Jeg glæder mig over, at Lisbeth Knudsen noterede sig, at vi er nogle, der faktisk tog offentlig afstand fra metoderne, selv om den slags selvsagt er farligt.

Man stiller sig jo op som særlig frelst, når man på den måde indirekte hævder sig selv på bekostning af en konkurrent, som helt evident har opført sig tåbeligt. Nogle gange bliver man bare nødt til at sige fra.

Jeg ved, at rigtig mange af mine dygtige konkurrenter er oprigtigt frustrerede over at være en del af en branche med et elendigt ry.

Jeg ved ikke, hvorfor PR-branchens fællesskaber har haft svært ved at gå offensivt ud markant og tage afstand.

Jeg tror, at det er fordi, at de konkrete forslag om lobbyregistre og kontroller på en måde cementerer opfattelsen af, at vi i bund og grund er en bunke uhæderlige fusentaster, som prøver at bilde folk, hvad som helst ind og er glade, så længe det virker.

Det passer ikke. Men det passer, at vi alle sammen gør vores ypperste for at give vores kunder magt og indflydelse på de rammer, der påvirker deres muligheder for at udfolde sig, om de så er en interesseorganisation eller en virksomhed. Langt de fleste af os via reelle metoder.

Heldigvis bor vi jo i et land med et fantastisk åbent demokrati og nogle politikere, som rent faktisk udviser stor lydhørhed for både små og store stemmer. At vi hjælper vores kunder eller arbejdsgivere med at deltage aktivt i et af verdens bedste demokratier, ser jeg ikke  noget odiøst i tværtimod.

Hvis man tror på demokratiet, tror man også på, at oplysning og kampen om indflydelse i sidste ende medfører bedre beslutninger. Derudover har vi faktisk værktøjer, der kan få stive systemer til at tale sammen, og vi kan finde løsninger og innovation, der hvor gamle rutiner har sat sig fast.

Selvfølgelig skal en potentielt magtfuld branche som vores leve op til helt elementære dyder, som ordentlighed i rådgivningen. Den slags ender heldigvis også oftest med at give de mest tillidsfulde og gode kundeforhold.

Det, som sagen har vist, er jo desværre, at der er kunder ude i det offentlige Danmark og blandt private virksomheder og organisationer, der med helt åbne øjne efterspørger PR-rådgivning, der nøgternt betragtet har passeret den uskrevne moralske grænse for ordentlig opførsel.

Går den, så går den, synes at være ræsonnementet. Og hvis en tilsvining af en modstander virker, så virker den jo.

Jeg synes, der er mange chefer, der skulle kigge på de rådgivningsydelser, de selv modtager. Det er vel også en måde at tage ansvar for sin leverandørkæde på?

Det er ikke godt nok at tro, at rådgivning omkring ens egen ageren i offentligheden og hos interessenter ikke vedkommer direktionsniveauet. Det gør den, og ansvaret for bagvaskelse i pressen eller andre lumpne metoder er altid chefens, hvis ellers?

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning