Det begyndte for 30 år siden, med Arnold i 1991. Eller; det begyndte, da jeg sjussede mig frem. Jeg har været til 110 awardshows – altså været fysisk til stede. En fintælling er ikke mulig, så det har måske været 105 eller 115 shows, men sandsynligvis 110.
Jeg har måske rundet 500 timer ved awardshows, så hvis man følger 10.000 timers-reglen fra Gladwell, er jeg ikke god. Men i det mindste rutineret.
110 awards. Det understreger blot, hvor mange prisuddelinger, der er i branchen – eller hvad? Det er kun delvist korrekt.
Jeg har deltaget i 14 forskellige awardshows, og over halvdelen af dem eksisterer ikke længere. Og, som jeg nævnte i en artikel forleden, så var der for ni år siden 10 branche-awards herhjemme. I dag er der 5. Til gengæld uddeler disse nuværende 5 shows tilsammen ca. 250 priser.
Jeg har således set mindst et par tusind awards blive uddelt. Det gode, og den mest åbenlyse lære, er, at de ikke glider ind i hinanden. For indholdet er nyt hver gang.
Det er inspirerende og dynamisk, fordi de prisvindende arbejder er de bedste på deres felt.
Ja-ja, vil kynikere indvende; det er ikke superaktuelt, fordi det er fra det seneste år, og det er det bedste blandt de indsendte arbejder. Og hvor upartiske og grundige er jurymedlemmerne lige?
Hvis det var min tilgang, så ville min rutine have været én lang protestsang – med ca. 110 vers. Awardshows er ikke højaktuelle, men i en branche, der konstant kigger frem, er det godgørende at skue bare lidt tilbage og blive klog på det fremhævede gode arbejde.
Det er en anden lære.
Når jeg deltager i awardshows, så er jeg på arbejde. Jeg er nysgerrig og lyttende, muligvis kritisk, men jeg ankommer ikke med korslagte arme. Og jeg har respekt for arrangørerne og i særdeleshed for de bureauer, der investerer ressourcer i at deltage.
En tredje lære er, at deltagerne aldrig bliver ældre. Der er indbyrdes forskelle: AEA-deltagere var i gennemsnit ældre end deltagerne ved Danish App Awards, og de, der køber billet til treretters-middagen ved Effie, er ældre end dem, der sidder bænket ved CCA. Men awardshow-deltagere har samme gennemsnitsalder, år efter år. Det er kun mig, der er blevet ældre.
Og så er håndfulden af branchens awardshows på dansk grund differentieret: CCA er for de kreative, DDA er for de digitale, Rambukken hylder mediestrategien, True Award fokuserer på reklamefilm, og Effie er effekt-prisen.
Det lyder ligetil. Det er det ikke, for CCA er også digital- og film-orienteret, DDA hylder den bedste kreative idé, Effie ser også på kreativiteten, og både True og CCA har adskillige håndværks-kategorier. Håndværk hedder Craft på awardsk.
Også i form ligner de enkelte awardshows hinanden. Det faglige program, som i flere tilfælde varmede op til awardshowet, er for længst droppet. Direct Marketing-prisen afholdt DM-dagen med faglige indslag, og Rambukken blev inspireret og afholdt Mediedagen med talere og indsigter. I dag er det udelukkende rendyrkede prisuddelinger.
Men nu til sagen: Jeg har lavet min egen awarduddeling til awardshows:
Mest mindeværdige venue
Travbanen, CCA 2014. Kæmpe-kikset, men deltagerne samledes i en glad, overbærende enighed om, at det her var da herligt skudt forbi som award-venue. Scenen lå halvvejs inde i køkkenet – og helt umulig at se for alle dem, der sad på etagen oven på køkkenet
Største kollektive promille
Lang shortliste, og særligt CCA står generelt stærkt, men anden udgave af App Awards, i 2013, vinder. En festlig aften across the board i Dansk Design Center …
Fleste og længste takketaler
Årets Brøl – den regionale pris, uddelt i Aalborg, 2013-2017. Nordjyder er gjort af få ord? Helt sikkert, men stik dem en mikrofon og en scene …
Sølv i denne kategori går til True Award. Her holder alle guld- og prisvindere takketale, og der bliver reelt lyttet. En særpris til True for den udtalt kollegiale, nærmest intime stemning.
Største og mindste jury
DDA 318 – Årets Brøl 5.
Blandt de nuværende awardshows har True Awards godt 300 jurymedlemmer færre end DDA.
Note: Effie Awards Denmark understregede ved præsentationen af årets jury en ”bred alders- og kønsspredning”, hvilket bl.a. dækker over, at der året forinden var klart flest mænd i juryen. Nu er der lige akkurat flest kvinder.
Her er DDA ikke helt endnu: Juryen har 201 mænd og 117 kvinder. Blandt jurygruppeledere er der dobbelt så mange mænd som kvinder.
DDA har til gengæld langt de fleste virksomhedsrepræsentanter, påpeger award-ejer Kim Jong Andersen.
Bedste konferenciers
Dem alle faktisk. Hver især har givet energi, skabt et rum og forstærket en god stemning – og jeg har ikke mødt nogen, der ødelagde stemningen. Det skyldes måske også, at deltagerne i takt med, at det enkelte show skrider frem, er pænt ligeglade med, hvad konferencieren siger.
Konferenciers hverves både indenfor og udenfor branchen. Du kan kende dem, der kommer udefra, på, at de fejludtaler bureaunavne mindst nogle gange i løbet af showet.
Skal jeg fremhæve nogen, så er her et par stykker:
Anders Lund-Madsen. Noget gik galt på DM-Dagen for en halv snes år siden, så køkkenet blev stærkt forsinket – og Anders Lund Madsen måtte freestyle i en halv times tid. Det gjorde han så godt, at forsamlingen dårligt nok bemærkede problemet.
Sune Bang har været ekstraordinært velforberedt i de år, han styrede CCA-showet. Og gjorde sit værtskab til et show-i-showet. I 2019 – hans tredje og foreløbig sidste gang som konferencier – kastede han desuden alt, undtagen køkkenvasken, ind i et optog med bl.a. strippere og dværge.
Største pris
– kan diskuteres. Men Cannes Lions er branchens største scene, og en Grand Prix er den fornemmeste pris. Jeg havde i 2022 fået et tip om, at det godt kunne svare sig at sidde i salen, når Virtue modtog Grand Prixen for Backup Ukraine. Den danske trio leverede dobbelt-aktivisme – med blå spraymaling på den gul(d-farved)e løve i en hyldest til Ukraine og med Christine Smiths nøje planlagte transparente female-empowerment outfit.
Hårdeste dresscode-fif
Jeg var til et show, hvor jeg mødte den bureaudirektør, jeg havde interviewet i en anden anledning tidligere samme dag. På bureauet bar han jakkesæt og mørke business-sko. Nu havde han jeans, hættetrøje og sneakers.
”Jeg ku’ næsten ikke kende dig. Er du overhovedet komfortabel?”
Han overhørte mit drilleri og svarede tørt:
”Jeg er ret sikker på, at det er dig, der har byttet forkert rundt.”
Jeg havde haft jeans og sneaks på ved interviewet og skiftet til jakkesæt til awardshowet. Der er forskel på shows – ved Effie og Rambukken er et jakkesæt fint, men jeg har ikke haft ét på til CCA siden.
Ærligste trøstepræmie
Stillingen er umiddelbart nedslående: 110 awardshows, 0 awards.
Jeg har siddet på de samme pladser som alle andre, set de samme vindere og hørt de samme talere. Men jeg er referent og har aldrig deltaget. Ingen cases til bedømmelse, og intet på højkant.
Jeg mødte til et show en prisvindende kreativ direktør, der spurgte, hvordan det gik.
”Det går godt, men det er også lidt velkendt. Jeg har været til ca. 90 awardshows.”
”Det har jeg da også,” svarede han.
”Jo, men jeg har aldrig vundet noget.”
Han klappede mig på skulderen og sagde venligt:
”Kig forbi på mandag, så finder vi noget til dig.”