Hvad bør bureauer og annoncører vide om 5G?

Lasse Clarke Storgaard,
CEO i Reprise Nordic

5G kommer! Og det kunne meget vel føre til en digital storm med store konsekvenser for medierne, annoncemarkedet og samfundet generelt. Lasse Clarke Storgaard, CEO i Reprise Nordic, giver her både bureauer og annoncører nogle tips med på vejen.

Det digitale samfunds næste udviklingstrin hedder 5G, som bliver op til 100 gange hurtigere end fjerde generation 4G, som bruges i dag.

5G bliver en essentiel digital infrastruktur, ikke bare til mobilen, men til at understøtte Internet of Things, hvor virksomhederne kan udnytte 5G i produktion og til fjernstyring og automatisering af droner og biler eller fjernoperation i ambulancer.

Men hvad betyder det næste teknologiske kvantespring for annoncørerne og deres bureauer? Annoncemarkedet har nu i 15 år forsøgt at holde trit med teknologiens nye kanaler til at nå forbrugerne og nye forbrugervaner. Den jagt er ikke slut, slet ikke.

Det er måske værd at erindre sig, at fjerde generation 4G også var en revolution; den gav os blandt andet streaming af tv, app stores, Programmatic-auktioner, Uber, Airbnb og hele deleøkonomien.

Er 5G relevant for danske annoncører og deres rådgivere? Ja, Danmark har rent faktisk ambitioner om at være i front, når det gælder udrulningen af 5G. Senest i 2020 skal borgerne have adgang til lynhurtigt 5G-internet.

Det fremgår af en handlingsplan fra regeringen, der for nylig blev præsenteret af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Et par tips: 

  • Der er ingen vej udenom. 5G betyder, at alle mekanismer og markedsforhold bliver endnu mere komplekse for bureauerne og CMOs.
  • Den svimlende hastighed i 5G betyder, at annoncører nyder godt af en lynhurtig ad-load-tid. Det er godt nyt. Al ventetid, der kan elimineres, sikrer, at brugerne ikke klikker væk.
  • Gladere brugere. Det er sandsynligt, at Adblockers bliver mindre relevante, fordi mediebrugernes oplevelser med irrelevant reklame nedbringes til ingenting.
  • I dag omtaler annoncemarkedet ’mobile’som en særlig kategori –mobil modsat stationær. I en 5G-verden er alt mobilt. Det giver ikke mening at skelne.
  • Nogle iagttagere forudser, at nutidens hede kærlighedsaffære med smartphones vil miste sin glød, når alle slags devices kan levere lynhurtige forbindelser.
  • 5G er på mange måde win-win for annoncører, medier og forbrugere. Én faktor er dog, at Programmatic-auktioner skal produktudvikles. Programmatic-auktioner skal formentlig tilpasse sig, hvis de skal kunne udnytte den svimlende hastighed, som data kan behandles med.
  • Markedsføring: Der kommer en eksplosion af tech inden for oplevelsesbaseret markedsføring. Især retail i første runde, hvor man eksempelvis vil kunne se flere AR og lignende tiltag blive brugt til at berige købsoplevelsen.
  • 5G betyder, at store mængder content kan udsendes lynhurtigt. Annoncører og bureauer må belave sig på at skulle levere mange flere content-formater, der passer til flere devices.
  • Bureauerne bliver mødt med stigende krav til kreative løsninger. Med 5G kan marketers servere reklamefilm i 4K-kvalitet, og de kan i endnu højere grad levere personligt rettede budskaber. Det lækre content kan leveres straks til de rette kunder udenom servere.
  • Annoncørerne får samtidig adgang til at indhente og benytte sig af data i en højere kvalitet og langt hurtigere end i dag.
  • Forstil dig, at du kan opsætte et Skype-møde, hvor teknologien aldrig driller.

5G rammer os ikke i år, så hvad kan du gøre nu for at forberede dig?

Et godt tip til bureauerne: Tal med dine kunder om fænomener, som f.eks. marketing automation, artificial intelligence, machine learning, virtualization og cloud computing. 

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning