Af Hanne Feldthus

Observationer af tidsånden og hvad man kan opleve på en cafe i Aarhus ved højlys dag.

Denne klumme handler om sex og tag det roligt, det er ikke falsk reklame, den handler vitterlig om sex, men den handler også om tidsånden.

Tidsånden er noget, vi alle er nødt til at tage højde for. Den er et udtryk for, hvad der rør sig og hvilke forbrugerindsigter, man skal basere sin brand building og kommunikation på.

Og jeg skal hilse at sige, at der er noget, der rør sig i disse tider, hvilket følgende oplevelse på en cafe foran Århus banegård vidner om:

Ubeskrivelig træt, men også svært tilfreds efter et godt heldagsmøde ankom jeg sidst på eftermiddagen en halv time for tidligt til mit tog hjem fra Århus. Solen skinnede, og jeg besluttede at slå mig ned for at nyde et glas iskold hvidvin.

Da jeg satte mig og gjorde anstalter til at tænde en cigaret, var der straks to unge mennesker – en mand og en kvinde – ved nabobordet, der tilbød mig et askebæger fra deres bord til låns. Det var opmærksomt og høfligt ud over det gængse, og jeg kvitterede med en venlig bemærkning og et smil.

Så meget desto mere forundret var jeg i de kommende 27,5 minutter. For straks vi havde fået overstået askebæger-historien, vendte de to venner tilbage til deres samtale, som i min verden ikke kan henføres til en helt almindelig konversation i det offentlige rum.

Fyren, som jeg uden at gå i detaljer vil beskrive som et præmie-eksemplar fra den kreative klasse midt i tyverne, redegjorde i malende vendinger for, hvordan han i princippet tændte på et blow job, når han stod op, og veninden lå på knæ foran ham, imens han holdt hendes hoved og angav takten.

Sidstnævnte oplysning blev ledsaget af meget karakteristiske håndbevægelser, hvorved ingen på hele pladsen kunne være i tvivl om samtaleemnet, selvom de var uden for hørevidde.

Problemet for præmie-eksemplaret fra den kreative klasse var bare, at han følte sig for blottet til rigtig at kunne få noget seksuelt ud af det. Konceptet tiltalte ham, men virkeligheden kom noget bag på ham.

Det var han forbløffende åbenhjertig om, imens hans nydelige veninde (ikke kæreste) kom med opmuntrende kommentarer om, at det skulle han nok vænne sig til, hvis han bare holdt ud.

Hun på sin side havde åbenbart tre elskere kørende på samme tid, om end hun dog havde nogen vanskeligheder ved at huske den sidste på grund af et umådeholdent alkoholindtag.

Det, hun kunne huske, og som hun opholdt sig længe ved, var, at den unavngivne elsker havde rost hende for hendes seksuelle performance.

Derefter blev mine cafenaboer enige om, at sex ikke skulle være et projekt, men at det altid var rart, når man fik ros for, hvor avanceret man var. Fyren som af gode grunde følte sig lidt i baghånden ovenpå hendes historie, gav sig straks til at fortælle om, hvordan han godt kunne lide at bestemme under akten, og hvordan han for at bestyrke sig i den rolle ofte anvendte håndjern på sin veninde.

“Hvis jeg skal sige det selv, så har jeg flyttet hende langt,” udbrød han, imens han helt bogstaveligt klappede sig selv på den ene skulder med et selvtilfredst smil.

“Godt for dig”, replicerede veninden og fordybede sig i, hvor trivielt sex havde været, da hun var 15 år i forhold til, hvor grænseoverskridende det var nu.

Det kunne de kun blive enige om, og de så begge frem til, hvor langt de var nået i deres udskejelser, når de blev halvtreds. Igen var han dog opsigtsvækkende åbenhjertig, idet han meddelte, at han ikke selv var klar til at få håndjern på, og det mente han, at han i retfærdighedens navn, var nødt til at kaste sig ud i længe inden, han blev midaldrende.

På det tidspunkt rakte han smilende ud efter deres askebæger, og jeg nikkede høfligt tilbage. Hvad skulle jeg ellers gøre, vi sad med mindre end en halv meter imellem os. Mest af alt havde jeg dog lyst til at skrige, at han skulle holde sit ynkelige sexliv for sig selv.

Oplevelsen falder beklageligvis i forlængelse af adskillige andre oplevelser og observationer, hvor skillelinjen mellem det offentlige rum og privatsfæren degenererer. Man kan vel nærmest tale om en megatrend. Jeg nævner i flæng:

Mennesker der fører højlydte private telefonsamtaler på gader og stræder og i busser og tog; mennesker der lægger pinagtige tildragelser ud på deres Facebook-profil; store romanværker der med navns nævnelse hænger hele familien og samtlige venner ud; arkitekttegnede lejlighedskomplekser med vinduespartier fra gulv til loft hele vejen rundt; og sidst men ikke mindst de allestedsnærværende og altafslørende reality shows.

Min for længst afdøde mor ville have korset sig. Jeg føler mig paradoksalt nok mærkelig udenfor ved sådan at blive inddraget i andre menneskers ubeskriveligt banale liv.

Det er som om disse mennesker ikke anerkender mig. De ser mig, de ved, jeg er der, de taler måske oven i købet med mig, men de fylder så meget i deres eget univers, at min eksistens ikke kan anfægte dem.

I mange år har man talt om, at individualisme endelig ikke måtte forveksles med egoisme. Det har jeg selv holdt adskillige foredrag om, men det vil jeg hermed holde op med. Den indsigt er ikke længere almen. Ovenstående er et udtryk for, at individualisme under de rette omstændigheder kan udvikle sig til himmelråbende egoisme. Og omstændighederne har vist aldrig været mere befordrende for den udvikling end lige nu.

Hvad man skal stille op med det, vil jeg lade være op til læserne. Man kan gå med den, men man kan også gå imod den.

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club