Hvilken rolle spiller design, når man kan få en smuk hjemmeside for 5000 kr.

Kristina May Olsen,
Partner, We Are Am

Kristina May Olsen har netop været med i CCAs designjury. Det har givet hende anledning til en række reflektioner om designs rolle.

Hvem er det vi designer for? Hvis det er os selv, så er vi på rette spor, hvis ikke, så skal der ske en radikal ændring. 

Det var med en snært af æresfrygt, en følelse af at være blevet fagligt voksen, og en dyb respekt for branchens dygtigste profiler at jeg takkede ja til en plads i Creative Circles designjury.

Jeg havde gjort mig mange tanker inden, og havde forventningerne tårnet højt over mig, både til mig selv, men også til branchen – design i Danmark.

Jeg elsker grafisk design, jeg elsker faget, værktøjerne, detaljerne, ja selv programmerne. Jeg kan tale om design i søvne, hvilket jeg også gør ind imellem, siges det. Men det jeg elsker højest ved mit fag er, hvordan design kan gøre en forskel. 

Jeg synes selvklart at et logo kan være pænt, en farveskala med primære, sekundære og tærtiere farver kan være udfordrende, en typografi være fortællende og poetisk.

Men det, der virkelig får blodet til at pulsere i mig, er, når der er en klar, lysende ide bag det design jeg iagttager, interagerer med, oplever eller mærker på min egen krop. Det er der, vi rykker, det er der, det giver mening. 

Og hvis ikke det er, hvad det drejer sig om, så er vi fucked.

For nu er det muligt at købe en smuk hjemmeside for 5.000 kr. (som faktisk er, ja, smuk) og et logo for under 300 kr. på services som www.fiverr.com. 

Design som sminke, som overflade, som krymmel på den lidt ufuldendte kage, det er nærmest gratis i vores digitale verden, hvor alle verdensborgere kan tappe ind og løse disse opgaver med et snuptag. Så hvis det er det, vi i Danmark vil konkurrere på, så har vi allerede tabt.

Relevante kategorier

Tilbage til juryarbejdet. Der var ialt 63 indsendelser fordelt på 9 kategorier. Kategorier som, Product, Small identity, Type design osv. Alle sammen kategorier som er relevante for designfaget, og som er super relevante for mig som designer.

Men det var som om, der manglede noget dybere. Hvilket netop er det, der til tider gav mig en smule hjertebanken – på den dårlige måde – over at stå der som designer og bedømme design, og designets eventuelle impact udfra boards med smukt design på.


Fra jurydagen. Foto: Niels Busch

Denne klumme er ikke et udtryk for utilfredshed med Creative Circle, eller juryen jeg sad i, for der blev arbejdet kompetent og seriøst. Men jeg synes, der er et behov for at diskutere, hvad der egentlig skal ses som udfordringen, vi står over for.

Den handler for mig om, hvad det var for et problem designet skulle løse, og i hvilket omfang, vi fokuserer på løsninger, som binder kommunikation, strategi og design sammen. 

Jeg er jo ikke uenig i, at vores håndværk – design og designværktøjerne – skal hyldes, at en designer skal belønnes, fordi han eller hun tegner en flot typografi og arbejder med en spændende lakering på overfladen af en fin corporate brand bog. Men det er, når det kommer til stykket, ikke det, jeg oplever som særlig relevant i den verden, jeg begiver mig rundt i.

Forskel hos brugerne

Design skal gøre en forskel, altid. Og her tænker jeg ikke på, at firmaet er blevet iført et nyt flot skilt uden for på deres facade, her tænker jeg på, hvad designprocessen har rykket ved i virksomheden, internt, eksternt, i maven på folk, i hjernerne. Ikke hos designerne men hos brugerne. Der sidder min stolthed, det er det, jeg går på arbejde for, det er det, jeg prøver at lære videre til mine ansatte og kunderne jeg møder.

Design skal betyde noget for at rykke ved noget. Derfor kan man reelt ikke bedømme en identitet på 5 flade boards, med smukt design, sat op strategisk korrekt ift. det gyldne snit og tidens trends taget i betragtning.

For hvor er kunden henne i det her? Hvad hjalp det hele mon? Var det det værd at have den designproces? Blev de klogere? Tjener de mere nu? Synes deres følgere de er troværdige, eller mistede de på vejen den brand value, de havde sparet op? 

Design kan gøre en verden til forskel, for design i vores fag burde ikke bare være form og farver, det er tænkning, kommunikation, grundide, historiefortælling, brandaktivering, strategi, servicedesign med mere.

Af tale isoleret om design giver i mindre og mindre grad mening. Vi forsøger at isolere identiteter i en lukket kasse, vi kan kigge på,

Men der er jo nu mere end nogensinde tale om en brancheglidning, for hvad er logoet uden aktiveringen, hvad er billedstilen uden social, hvad er et brand uden følgere. Vi må begynde at se på det gode design som en sammenhæng af løsninger, der tilsammen får brandet på rette vej. 

  • Hvordan får vi flere relevante indsendelser, hvordan får vi lavet nye kategorier, der får os til at bedømme design ud fra konteksten. 
  • Hvordan får vi vores kunder i tale, så vi kan lære endnu mere om hvorvidt vores anstrengelser bærer frugt?
  • Hvordan kommer vi ind på direktionsgangene med vores kunnen, så vores arbejder virkelig batter og rykker for rigtige mennesker og ikke bare for os selv som designere.

Det er svært, det er en stor debat, det er jeg med på. Der er mange afkroge af den, men den er relevant, meget mere relevant nu end nogensinde, og jeg ser desværre Danmark som lidt bagud i bussen. 

CC er den bedste platform

Vi er så heldige at CC ejer den bedst tænkelige platform for denne dialog. Vi har reelt et sted, hvor vi kan få bragt design derhen, hvor det fortjener at blive bedømt ud fra. Samt uddanne fremtidige designprojekter til at være endnu mere relevante. 

Al min respekt går til de folk der kaster hunderedevis af frivillige timer efter, at vi overhovedet har denne award, men de har brug for os, brug for at vi alle sammen hjælper, lægger timer, hjerte og faglighed i det, så byrden ikke hænger på et par ildsjæle alene.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning