Kommer dine kolleger også anstigende til morgenmødet i løbebukser? Har du spottet de gammeldags tracksuits ude i nattelivet og er helt med på, at det er topmålet af cool at ligne en Yoga-Jette, mens man spiser brunch?
For oh yes, athleisure-trenden er blevet en af de mest markante modetrends over de seneste år, og den ser på ingen måde ud til at være på vej ud. Så du kan godt forberede dig på endnu mere polyesterfest.
Athleisure-looket kan gå under flere navne. Nogle kalder det Sports Luxe, andre sport leisure. Kært barn har som bekendt mange navne, men det ændrer ikke rigtig på grundbestanden:
At man plukker fra sit funktionelle træningstøj (eller noget, der i hvert fald ligner træningstøj) og enten bruger det i en kontekst, der intet har med træning at gøre, eller gør det til et look ved at sætte det sammen med ’ægte’ modetøj.
Trenden har været under opbygning i årevis og er i princippet kulminationen på en række faktorer inden for innovation, kulturelle dynamikker, trends samt vores forståelse af mode.
Athleisure kan derfor ikke tilskrives et enkelt brand eller en enkelt personlighed, selvom det upscale amerikanske yoga-brand Lululemon tit prøver at tage æren for det hele.
Og bevares, Lululemon har skubbet en del til: De var nogle af de første, der gik hardcore efter kvindelige forbrugere på yoga-markedet og så på træningstøjets tekniske og innovative kvaliteter: flade sømme (der ikke kradser), gemte lynlåse, særlige svedafvisende og lugtfri materialer, etc.
Men Stella McCartneys kollektioner for Adidas har også en del af æren – og de har kørt i mange, mange år. Sidenhen har både vores måde at forbruge og bære tøj på ændret sig.
Vi har været igennem både hipsternes indtog, normcores forherligelse af det røvsyge og almindelige, gorpcorens posedame-look og er nu fremme ved athleisure.
Eller rettere: Athleisure har i princippet kørt sideløbende med alle de andre trends, men har overhalet alt og alle og bliver af mange brands og virksomheder i modebranchen set som den store økonomiske redningskrans, vi har ventet på.
For hvor Lululemon og andre måtte opfinde ting fra bunden, har brands som Adidas og Nike – og herhjemme Hummel (som jeg i øvrigt har arbejdet for, full disclaimer) – masser af gamle looks og designs, der snildt kan genopfindes og genbruges i jagten på de eftertragtede forbrugeres gunst.
Derfor kan man i princippet opfatte athleisure som noget af det kedeligste i hele verden: Virkelig meget af det handler om at genopfinde tidligere styles eller gøre sportstøj så pænt, at vi gider gå med det på gaden og så ændre farverne lidt fra sæson til sæson.
Inspireret af kendte som Gigi Hadid og Kylie Jenner, der begge har været foregangskvinder her og ofte spottes i stramme nylontights på gaden. Adidas x Kanye West med deres Yeezy-kollektioner satte også skub under udviklingen med afslappet og løstsiddende tøj i bløde materialer (og eksorbitante priser).
Når Gucci siger hop…
I midten af 10’erne begyndte de første gammeldags tracksuits så småt at se dagens lys – og de fik en over nakken, da Gucci – måske det mest hypede modehus overhovedet mellem 2013 og nu – smækkede et par broderede tracksuits i 70’er-look på runwayen.
Rihanna blev spottet i en grøn version af Gucci-looket.
Og de har siden udviklet tracksuits som en fast del af kollektionerne – et par printede bukser til herrer starter ved omkring 6.500 kr., hvis man vil tage del i den fornøjelse. Jakken koster 9.684 kr., så det er faktisk et røverkøb.
Pointen er ikke så meget, at Guccis priser er uhyrlige, men snarere, at alle kigger mod dem. At luksusmoden har omfavnet tendensen, har gjort, at den spreder sig med lynets hast, fordi der både kommer et skub i athleisure-retningen fra de langt billigere sportsbrands og de mere eksklusive modebrands.
Det skaber synergieffekt, når der fra den ene side kommer et push fra Louis Vuitton x Supreme-samarbejdet og på den anden side fra de langt billigere livsstilsbrands som Nike og Adidas, der arbejder meget tæt på deres målgrupper.
Meningen er nemlig den samme: Vi udstråler selvtillid, et fokus på aktivitet og velbehag og udvisker – igen – grænserne mellem privatliv og offentligt liv. For ikke så forfærdelig længe siden ville det være decideret tabu at blive set i sit træningstøj. Nu er det højdemålet af smarthed.
Samtidig afspejler det, at vi har brug for funktionalitet i alt, vi gør. Rent modehistorisk er det endnu et kæmpe skridt væk fra, at moden blev skabt til en overklasse, der ikke behøvede at arbejde.
Derfor har mange designs og stilarter op igennem årerne været aldeles upraktiske og kun været skabt for syn: Tænk på korsettet, de store krinoliner og lignende. At dandere den og bruge sin tid på at klæde sig på/ud er måske noget af det mest usexede, man kan gøre lige nu.
Dansk design, yeah right …
Her ville det være nærliggende at lave en kobling mellem det funktionelle i sportstøjet og den danske designs funktionalitets-DNA. Men det er et stretch, der på ingen måder giver mening.
Ifølge Forbes omsatte ’sport leisure’-kategorien for næsten $10 mia. i USA alene – kun på tøj.Væksten ses også i sko og sneakers, og interessant nok tager athleisure salget fra selve det mere performance-baserede sportstøj, ligesom det er livsstilsbrands som Adidas eller modehuse, der mærker salget.Performance-brands som Lululemon og Under Armour ser begge fald i omsætningen, og det peger på, at athleisure i højere grad er blevet en kulturel og modemæssig trend end en, der decideret har noget med performance at gøre.
Med andre ord bruger vi ikke vores sportstøj til at dyrke sport i. Vi bruger det som hverdagstøj og til at kommunikere, at vi har styr på såvel vores aktive liv som vores arbejdsliv og sociale liv.
Og endnu vigtigere, så understreger athleisure, at vi som mennesker – både privat og professionelt – ikke altid passer ind i helt firkantede kasser. Sportslooket er langt mere neutralt og går i højere grad på tværs af sociale klasser og kategorier.
Derfor passer athleisure godt ind i en samfundsdynamik, hvor vi i højere grad kan (gen)opfinde os selv, og hvem vi gerne vil være, end vi skal leve et liv, vi er født ind i.
Athleisure er på den vis en clean slate. En måde at nulstille sig selv på kunne man sige. At kommunikere, at man faktisk ikke gider kommunikere noget andet end velbehag, styrke og selvsikkerhed. Og det har vel også sin pointe.