Der er ikke nogen, der synes, det er særligt sjovt, når mor og far skændes. Sådan tror vi, mange fra kommunikationsbranchen havde det i sidste uge efter Christian Jensens leder rettet mod influencer-branchen. Man står der i midten og ved udmærket, hvad begge mener, men de forstår slet ikke hinanden.
Sådan cirka fem år for sent har Politiken følt sig kaldet til at forfatte en leder om det ’nye’ fænomen influencers. I lederen fremstår Christian Jensen, desværre, mere mavesur end moderne.
Som en del af den danske PR-branche samarbejder vi både med nyhedsmedier og dagblade såvel som youtubere og influencers. Vores arbejdspræmis er, at vi skal nå vores kunders ønskede målgrupper på den mest troværdige måde. Og her har begge parter deres berettigelse.
Derfor er det også ganske unødvendigt, at de to nu går i infight startet af Politiken. Den næste generation konsumerer medier på langt mere nuanceret facon: Den næste statskundskaber og havbiolog læser både de seneste nyheder på Politiken og følger med på livsstilsblogs eller YouTube-kanaler. Det er ikke et enten-eller.
Den mavesure mod den pigefornærmede
Sådan cirka fem år for sent har Politiken følt sig kaldet til at forfatte en leder om det ’nye’ fænomen influencers. I lederen fremstår Christian Jensen, desværre, mere mavesur end moderne, og hans indspark minder os mest af alt om dengang i 1960’erne, hvor DR’s musikchef kaldte det musik, som Jørgen De Mylius spillede på P3, ”værre end pornografi og en dille, som hønseringe og yoyoer.”
For ikke nok med, at Christian Jensen kommer til at fremstå useriøs i sin kommentar, så kommer han også til at save i den gren, han selv sidder på.
Jensens leder bekræfter nemlig kun de fordomme, som hans ældre læsere allerede sidder med. Og den viser ikke en forståelse for den kommende kerneforbruger, som skal betale hans løn i fremtiden. Det er ærgerligt.
Set fra vores stol ville det klæde influencers at lære at elske, at de er noget andet end journalister, der er underlagt stramme redaktionelle krav. De er selvstændige, uafhængige historiefortællere og er drevet af en lyst til at give deres personlige vinkel på livet, deres hobby eller karriere.
Dog må vi også påpege, at vi læser hans leder som en kommentar til hele influencer-branchen og ikke som et personligt angreb på Masha Vang og Rasmus Kolbe. For som Christian Jensen skriver:
”Mascha Vang og Lakserytteren er to blandt hundredvis af såkaldte influencere, der har gjort sociale medier til handelsplads for enmandsbetjente firmaer, hvor de lever af at stjæle deres følgeres opmærksomhed for at sælge den videre til virksomheder, der betaler dem for at smugle deres produkter ind…”
Han bruger dem som eksempler. Lidt uheldigt, da de bestemt ikke tjener det ønskede formål. Både Masha Vang og Rasmus Kolbe har nemlig sidenhen dokumenteret, at de har rent mel i (reklame)posen. Den pointe skulle Mascha Vang og Rasmus Kolbe måske have gennemskuet – og i stedet for at se Christian Jensens leder som et personligt angreb, skulle de nok hellere have reageret på vegne af deres egen branche.
Vi vil da på det kraftigste anbefale Politikens ledelse at invitere Rasmus Kolbe med på det næste strategimøde. Han og en masse andre ved præcis, hvordan man skal få Politikens kommende kunder til at følge med.
En kamp om troværdighed
Men han har jo lidt ret, ham Christian Jensen. Influencers er en broget skare: Nogle er startet som offentlige dagbogsforfattere, og andre er startet som realitystjerner. Hvad der for ti år siden begyndte som ufarlige tips og tricks til følgerne, står vores egen reklame- og mediebranche nu på spring for at lave en billig marketingsreklame med alle små og store influencers som ansigt.
Set fra vores stol ville det klæde influencers at lære at elske, at de er noget andet end journalister, der er underlagt stramme redaktionelle krav. De er selvstændige, uafhængige historiefortællere og er drevet af en lyst til at give deres personlige vinkel på livet, deres hobby eller karriere.
Og det, de dygtigste i influencer-branchen tjener penge på, er, at de formår at forbinde de kommercielle kræfter med deres personlige brand på troværdig vis. Hvad influencerne har respekt for, er følgernes dom. Hvis følgerne ikke godkender reklameindhold som troværdigt, så vil de med tiden finde andre at følge, og så forsvinder influencerens eksistensgrundlag.
Influencers er med på de fleste møder mellem kunder og bureauer på nuværende tidspunkt, så derfor bør de have nok overskud til at finde pytkassen frem og prøve at gå i dialog og vise overskud og storsind frem for offerretorik.
Og ja, så vil vi da på det kraftigste anbefale Politikens ledelse at invitere Rasmus Kolbe med på det næste strategimøde. Han og en masse andre ved præcis, hvordan man skal få Politikens kommende kunder til at følge med. Ikke fordi de bør, men fordi de ikke kan lade være.
Rasmus Kolbe, også kendt som Lakserytteren, er en af de bedste og højest betalte “kunstnere” på Snapchat. Foto: Scanpix / Rune Aarestrup Pedersen.
Det er vist på tide, at mor og far stopper med at skændes og ser ud over deres egen næsetip. Det kan sagtens blive et sundt forhold for begge parter, hvis respekten og accepten til hinandens forskelle overholdes.
