For nogle år siden havde jeg den udsøgte fornøjelse at undervise kreative, engagerede unge mennesker på en bachelor uddannelse i kommunikation og design. Her oplevede jeg noget, der i den grad chokerede mig. Efter hver eneste dimission stod disse dygtige kreative unge mennesker og snakkede om hvilken arbejdsløshedskasse, det var bedst at melde sig ind i!
De talte ikke om hvilke nye job, de skulle ud til. De talte ikke om hvilke fremtidsdrømme de havde. Eller hvilke fantastiske løsninger, de drømte om at designe eller udtænke. De vidste, de var dømt på forhånd.
Dømt til – måske – at få tilbudt et praktikantophold til ingen eller næsten ingen løn. Hvis de overhovedet skulle gøre sig håb om et fast job på reklame- eller designbureau. Og hvis de altså var heldige…
Efter fire års studier – og i mange tilfælde – med en topkarakter til den afsluttende eksamen. Undervist af nogle af branchens mest professionelle kommunikatorer og håndværkere:
”Du kan blive praktikant. Måske! Med frokostordning og fredagsbar – men ingen løn. Og så skal du være evig taknemmelig…”
Tillad mig lige et spring tilbage til min egen indgang til branchen et kort øjeblik. Efter 4 år på Kunsthåndværkerskolen – hvor undervisningen ved Gud var mere ‘Kunst’ og ‘Håndværk’ end det var ideudvikling, konceptuel tænkning og kommunikation – fik jeg umiddelbart efter skolen et job på et reklamebureau.
Lønnen var på niveau med alle andre AD assistent-lønninger i byen. Hverken mere eller mindre. Men under et år efter blev jeg tilbudt et job på et andet – temmelig hot – reklamebureau. Og jeg steg umiddelbart til det tredobbelte i løn!
Hvorfor?
Fordi det pågældende bureau (Lund & Lommer hed det) vidste, at kreativitet er den vare, der er på hylderne. Det er det, bureauet lever af. Derfor skal de unge mennesker, der knokler med kampagnerne dag og nat også have en ordentlig hyre. Så enkelt var det.
Men sådan er det ikke længere.
I dag virker det desværre som om, at længden på den engelske titel på dit visitkort, er omvendt proportionel med lønnen.
Der var engang et bureau, der hed Courage. Jeg havde selv været med til at stifte det, og vi satte os for, at der altid skulle være mindst dobbelt så mange unge, uprøvede talenter end seniorfolk. Det gav en fantastisk dynamik. Seniorerne faldt ikke hen til velafprøvede løsninger – og de unge for ikke vild i ideerne. Bureauet var altid på udkig efter unge, vilde talenter. Og vi betalte dem en ordentlig hyre. Det manglede da bare. Det var jo dem, der udfordrede og holdt bureauet flyvende.
Mit forslag er følgende (og inden alle regnearkene og revisordværgene nu efterspørger tal og lønstatistiker fra de seneste fem år, må jeg skuffe jer. Det har jeg ikke. Men jeg har erfaring, og jeg har talt med mange unge talenter om det her):
Lad os antage at et bureau (design eller reklame – det er lige meget) har en flok af ret løntunge seniorer ansat. Folk der har omkring 10 års erfaring. Folk der stensikkert leverer varen. Ellers var de der vel ikke? Og lad os antage at de får løn som fortjent. De har jo sikkert både terminer, der skal betales, og børn der skal have nye flyverdragter. Hvad betyder det, om disse folk får nogle tusind kroner mere om måneden ved lønforhandlingerne? Ikke andet end forhøjet trækprocent, BMI og kolesterol-tal. Der er trods alt grænser for, hvor mange BMW’er, der kan stå i carporten.
Men de samme par tusind kroner oveni betyder alverden for et ungt, kreativt menneske. Jeg anklager vores branche for ikke at tænke sig om. Det er på tide, at bureauer og tegnestuer forstår værdien af at have unge, vildttænkende kreative ansat. Forstå mig ret: Ungdom har i sig selv ingen værdi. Men at tilbyde veluddannede talenter en lavtlønnet praktikplads – efter fire års studier – er simpelthen både frækt, uværdigt og langt under lavmålet.
Det er på tide, at vores branche indser værdien af kombinationen af erfaring og vildskab. Og ansætter flere unge talenter til at holde alle os seniorer til ilden. Det er på tide at give flere veluddannede unge mennesker en ‘fighting chance’. De har trods alt vist så intens interesse for vores fag, at de har taget studielån for at dygtiggøre sig. Til netop det, du også er så god til. Og drømte om engang.
Det er på tide at betale ordentligt for hjernerne, der leverer friske, nytænkte varer på hylden. Det er jo ikke bukseelastik, I sælger. I lever af at sælge ideer. Og dør, hvis ikke…
Det er på tide at tænke om. Helt om.
Søren Parup har arbejdet i reklamebranchen i mere end 40 år. Både som art director, tekstforfatter, kreativ direktør og adm. direktør. Han har undervist på Skolen for Visuel Kommunikation. Han var en af grundlæggerne af Creative Circle og han har skrevet to bøger om sit liv i reklame (‘The sky is not the limit – the ground is’ og ‘MODSAT – En respektløs bog om kreativitet og reklame’.
