Klamt sprog og moderlige metaforer

Hanne Feldthus,
planner og brandingekspert

Klumme: Som kommunikationsfolk må vi råbe op og kræve et ordentligt sprog af det officielle Danmark.

Der er sket noget med det officielle Danmarks sprog i løbet af de sidste par måneder. Det er blevet klamt eller direkte kvalmende, fyldt med omsorgsfulde omskrivninger af ‘de faktiske forhold i jernindustrien’, for nu at vække et effektfuldt Storm P-citat fra 1915 til live.

Regeringen har indført en serie rædselsfulde vendinger, som de ødselt strør om sig med, og som andre politikere og landets journalister har adopteret uden at gøre vrøvl. Lad mig give et par eksempler til almindelig afskrækkelse for alle, der arbejder med kommunikation.

  1. Vi skal holde hånden under danske arbejdspladser med diverse hjælpepakker
    Sludder og vrøvl. Regeringen er i gang med at forsøge at kompensere en lille smule for, at den i et historisk eksperiment har smadret virksomhedernes eksistensgrundlag.Om hjælpepakkernes mange milliarder overhovedet holder hånden under nogen, er der ingen, der aner, hvilket arbejdsløshedstallene og de begyndende konkurser vidner om ikke nødvendigvis er tilfældet.Det ville være mere retvisende at sige, at myndighederne har eksproprieret efterspørgslen til fordel for de ældre, de kronisk syge og hospitalernes kapacitet. Det kommer med en pris, og den skal vi alle sammen betale, uden at vi kan få at vide, hvad den er.
  1. Vi får at vide, at vi skal stå sammen hver for sig
    Det er ganske enkelt noget sludder rent sprogligt, og jeg håber godt nok ikke, at der har været et reklamebureau på, men at det er en skruppelløs spindoktor, der har fundet på det slogan.Vi kan ikke stå sammen hver for sig. Vi kan isolere os og holde afstand, hvilket opleves ligeså trist og kedsommeligt, som det lyder. Intet under at de unge har lyst til at mødes på Islands Brygge efter at have været spærret inde i ugevis.
  1. Mette Frederiksen udtalte tidligt i forløbet med sorgfulde øjne, at hun var nødt til at bede de svageste om at være de stærkeste.
    Den er god med dig Mette. Du forsøger med et engelsk udtryk at empower grupper, som ikke har nogen kræfter, du kan aktivere, og som muligvis ikke engang forstår, hvad der sker.
    Når man er svag og bliver ladt alene, sygner man hen. De svage kan ikke være stærke. Måske vil de faktisk hellere tage risikoen ved at være sammen med deres familie end at dø af ensomhed. Det er et valg, de ikke har fået.
  1. Vi skal passe ekstra på de udsatte og sårbare familier
    Når jeg hører social og indenrigsminister Astrid Kragh sådan cirka 57 gange i løbet af et to minutter kort interview sige ordene sårbare og udsatte familier, væmmes jeg ganske enkelt.Det, hun taler om, er familier med voldpsykopater, heroinjunkier, alkoholikere og mennesker, der af andre grunde ikke er egnede som forældre, men som alligevel har børn i husstanden.Børn vi var dårlige til at tage os af før krisen, og som nu er efterladt alene i helvede. Kald dog en spade for en spade.Det minder mig om, at Nordea kom for skade midt under hvidvask-skandalen at udtale, at de i lighed med Danske Bank havde nogle afdelinger, som var særligt sårbare overfor kriminelle. Nej, det havde de ikke. De havde bare ikke styr på deres ting, hvilket de sjovt nok tjente en masse penge på. Ligesom samfundet i årevis har sparet på de udsatte børn. 
  1. De dygtige medarbejdere i sundhedsvæsenet, ældreplejen, politiet, beredskabet (fortsæt selv) knokler
    Ingen medarbejdergruppe i det offentlige bliver omtalt uden, at de får betegnelsen dygtige. Hold nu op, hvad skal det til for? Vi ved alle, at der er nogle få, som er dygtige, og så er der en masse middelmådige medarbejdere, der i bedste fald gør, hvad de får besked på. Ingen dansker er gået igennem livet uden at have mødt en uduelig skolelærer eller læge, sygeplejeske, SOSU-assistent, politibetjent eller socialrådgiver. Jeg synes, at det er en nedvurdering af dem, som rent faktisk rager op over mængden, at politikerne slår dem i hartkorn med alle andre i deres fag. Ros til alle er ros til ingen. Til gengæld er der ingen tvivl om, at der er virkelig mange i velfærdsstaten, som har knoklet. Det er værd at sige tak for. 
  1. Erhvervsminister Simon Kollerup er skuffet over IKEA
    Altså skuffet over at IKEA d. 27.4 åbnede deres varehuse fuldt lovligt og med skyldig hensyntagen til alle tænkelige sundhedsmæssige forskrifter inklusive vagter til at sørge for, at reglerne bliver overholdt.Hvordan i himlens navn kan man være skuffet over det? Her sniger den moderlige, familiære stat sig ind på os på den mest uhyggelige måde.I en familie er der masser af uskrevne regler, som man efter bedste evne må forsøge at navigere i. Sådan er det i uformelle sammenhænge. I en retsstat må en regel være en regel, ellers holder alting op.Det vil klæde hr. Kollerup at holde sine familiære tilbøjeligheder derhjemme. Hvis han ikke vil have at IKEA, som har blødt millioner i tabt omsætning skal åbne, må han forbyde det. Ingen i verden kan bruge hans skuffelse til noget.

Det vil i det hele taget klæde hele regeringen, hele folketinget, alle myndigheder og den journalistiske stand at foretage et uanmeldt sprogtilsyn og rydde op i den utiltalende sammenblanding af familiære termer, moderlige metaforer og meningsløse slogans. Vi står midt i århundredets krise, vi må kalde tingene ved deres rette navn, ellers kommer vi til at træffe forkerte beslutninger.

Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning