Folketinget har opdateret sin designlinje. Det gamle design fra 2007 er nu blevet skiftet ud med et nyt og måske bedre. I hvert fald egner det nye design sig bedre til mobiltelefoner, apps og den ‘nye digitale virkelighed’, som det hedder i pressemeddelelsen.
Opdateringen består af et nytegnet mærke – med de tre løver og ni søblade fra rigsvåbenet som altid, men nu uden navnetræk rundt om mærket. I stedet er navnetrækket, ordet ‘Folketinget’, flyttet ned i en linje under løvemærket i en specialdesignet skrifttype, der henter sin inspiration fra den udgave af 1915-Grundloven, man kan se inde på Christiansborg.
Endelig er der en serie farver og mønstre, alle taget fra Borgens rige form- og farvemæssige reservoir. Farverne fra ‘Den Onde Maler’, Rasmus Larsens 281 meter lange blomsterfrise i Vandrehallen, og mønstrene fra bygningsdetaljer og tekstilmønstre. Et nydeligt stykke arbejde, sikkert udtænkt og eksekveret af designvirksomheden Kontrapunkt.
Kontrapunkt – statens designleverandør
Kontrapunkt, der har designet visuel identitet til et utal af ministerier og styrelser, har nærmest status af officiel statslig designtegnestue. Den mængde kroner og våbenskjoldslignende designelementer, tegnestuen har fået på papir og skærm gennem årene, er imponerende. Fra Udenrigsministeriet og Kulturministeriet i begyndelsen af 1990’erne og frem til nu har Kontrapunkt konsekvent stået for gedigne og veleksekverede designløsninger med rod i det, man kunne kalde ‘den danske tradition’.
Det er klart, at det er en ærefrygtindgydende opgave at kaste sig over, når man sådan skal lave nyt design til Folketinget. På bureauets eget website kalder de det ‘Designing Democracy’ – og det er jo det, det er: selve demokratiet. Og demokratiet bor på Christiansborg, så det giver god mening at basere identiteten på Borgens eget formsprog – eller gør det?
Man kan ikke lade være med at tænke, at DEMOKRATIET – med stort – vores alle sammens folkestyre er mere end en bygning, mere end et enkelt sted. Demokratiet er en idé, og Folketinget kunne i princippet sidde hvor som helst. Når identiteten i alt for høj grad bliver en grafisk leg med Christiansborgs eget og temmelig uskønne skønvirkeudtryk, får projektet en lidt udvendig karakter – som et stykke firmaidentitet mere end et stykke folkestyreidentitet.
“Et eller andet sted i min sorte anmeldersjæl kunne jeg ønske, at Kontrapunkt havde turdet sparke lidt til løgsovsen på samme måde som ‘Den Onde Maler’, der lavede den ironiske blomsterfrise i Vandrehallen.”
For lidt mod, for meget artig pastiche
Dét Christiansborg, der ligger på Slotsholmen i dag, er, som de fleste ved, ikke mere end knap hundrede år gammelt. C.F. Hansens klassicistiske ‘andet’ Christiansborg brændte i 1884, og efter en rodet og uskøn proces blev Thorvald Jørgensens forslag til et nyt Christiansborg erklæret som vinder af den konkurrence, der var blevet udskrevet.
Jørgensen blev betroet opgaven i 1906, men borgen var først færdig 22 år senere – og på det tidspunkt havde projektet undergået så mange ændringer og kompromiser, at det færdige resultat må betegnes som mislykket. En tung og ucharmerende bygning holdt i 1890’ernes eklektiske formsprog stod som en uskøn blanding af klodset barok og halvbagt nationalromantik.
Når man ser, hvad Martin Nyrop kunne udrette på Københavns Rådhus med den samme fritvalgsfilosofi, kan man ærgre sig over, at det ikke var ham, der fik opgaven (selvom det projekt, han leverede, også har sine problemer).
Det er altså denne verden af nationalromantik, jugendstil og skønvirke, der er Christiansborgs indre og ydre virkelighed. I datidens ånd havde Borgen nærmest karakter af Gesamtkunstwerk, som også Københavns Rådhus har det: Interne udsmykninger og forsiringer, møbler, udskæringer og stoffer – alt underordner sig det overordnede greb og skaber en helhedsoplevelse, der alt efter temperament er storslået eller trættende, men under alle omstændigheder gennemført.
I dagens Christiansborg modereres det overordnede udtryk af hverdagens tyngde og en række moderne kunstværker og installationer, der er blevet indkøbt gennem årene. Så når man bevæger sig gennem gangene i dag, har oplevelsen karakter af assemblage– med antikverede cigarholdere i Vandrehallen, neonkunst fra 1990’erne, billedvævninger, skagensmalerier, kopimaskiner, statsministerportrætter og kontorstole.
Det er det, der er Borgens indre virkelighed – og et eller andet sted i min sorte anmeldersjæl kunne jeg ønske, at Kontrapunkt havde turdet sparke lidt til løgsovsen på samme måde som ‘Den Onde Maler’, der lavede den ironiske blomsterfrise i Vandrehallen. Det havde været spændende at få et nutidigt bud på, hvordan demokratiet ser ud, i stedet for en lidt for artig pastiche på en pastiche.
Solidt og lige efter bogen
Men det er naturligvis også meget forlangt. Der er jo en kunde i den anden ende, og det er vigtigt, at kunden er glad. Så vi må leve med dette design, i hvert fald i de næste 10-12 år. Og det er som sagt slet ikke så ringe endda. Solidt arbejde – lige efter bogen.
Det første, enhver designer gør, når man skal lave sådan noget identitet, er at se, hvad der er på stedet – se, om der er nogle elementer, man på en eller anden måde kan bruge. På den måde har man en fortællermæssig krog i sit projekt, og man er sikker på, at kunden bliver glad, for man kan fortælle om sammenhængen i designets elementer, så enhver kan forstå, hvor rigtigt det er.
Og designerne hos Kontrapunkt er dygtige mennesker, så resultatet er bestemt nydeligt. Jeg køber bare ikke helt idéen om, at navnetrækket er inspireret af festudgaven af 1915-Grundloven. Jeg har i hvert fald svært ved at finde de træk, der berettiger de umotiverede tilspidsninger af de vandrette træk, for eksempel midterstregen i E, men igen – lad det ligge. Det er udmærket pænt og har, som Kontrapunkt selv skriver, bevaret en reference til den klumpede nationalromantik, der dominerer Christiansborg.
Kunstnerisk frihed forspildt
Det største problem er efter min mening mærket: løverne og søbladene. Elementerne er fra det danske rigsvåben, og derfor er der tale om et stykke heraldik.
Heraldik er læren om våbenskjolde og den slags – og heraldik er sjovt, fordi al heraldik kan beskrives med ord. Ethvert våbenskjold har en såkaldt blasonering, dvs. en beskrivelse af de formelementer og farver, der skal være på våbenskjoldet, for at det er rigtigt.
Det var praktisk i gamle dage: Hvis en ridder havde fået ødelagt sit skjold i kamp, kunne han gå ned til den lokale skjoldmager med sin blasonering og få lavet et nyt skjold, der stadig levede op til alle krav, så han kunne kendes af både venner og fjender.
”Demokratiet har fået en ny visuel identitet. Den kunne have været bedre, men den kunne også have været værre. Men sådan er det jo nok også med det meste af det, der kommer fra Christiansborg.”
Blasoneringen indeholder altså en beskrivelse af elementerne, men kun i ord. Der er ingen beskrivelse af, hvordan elementerne skal tegnes, hvilket giver stor kunstnerisk frihed – nogle gange til ulempe for det endelige resultat.
Blasoneringen til det danske rigsvåben siger bare, at der skal være tre løver, der vender mod højre (blasoneringen beskriver skjoldet fra bærerens synsvinkel) og ni søblade (Og nej, det er ikke hjerter, hr. Grundtvig). At få tre løver ind på et skjold, der spidser til, er en vanskelig designmæssig opgave – og i nyere tid er den ikke blevet løst bedre end de skjolde, Claus Achton Friis tegnede til brug på bl.a. de danske ambassader.
Friis forklarede altid, at når der skulle være tre løver på det indsnævrende felt, så skulle den nederste og mindste løve være ‘dobbelt så arrig’ som de to andre for at kunne spille op til deres størrelse, ”ellers bliver det sådan noget far, mor og barn,” sagde han.
Og det er desværre præcis, hvad Folketingets nye våbenskjold ligner: Far-løve, mor-løve og Lille-Peter-barneløve, der er ude for at fange sommerfugle. Det havde været forfriskende, hvis inspirationen fra det småkiksede Christiansborg havde givet anledning til at eksperimentere med løvetegningen, så vi havde fået et grafisk værk i stedet for et lidt kedeligt løvemærke i en cirkel – men det lever op til blasoneringen, det er der ingen tvivl om.
Så alt i alt – tillykke til os alle sammen: Demokratiet har fået en ny visuel identitet. Den kunne have været bedre, men den kunne også have været værre. Men sådan er det jo nok også med det meste af det, der kommer fra Christiansborg.
