I sommerferien befandt jeg mig en dag på Østerport station. Der fik jeg øje på en plakat, hvor der stod: ”Noget af det bedste i verden er at være et landbrugsland.”
Jeg blev så befippet over Landbrug og Fødevarers påstand, at jeg var lige ved at falde ned på sporet, for hvis det er rigtigt, hvad er så det allerbedste i verden? Det var ikke lige til at regne ud, men jeg er nået frem til, at det må være at være tekstforfatter på den kampagne.
Tænk at sidde på sit lønkammer og pusle med ordene og komme op med et postulat af den kaliber. Det bringer skribenten i kategori med de dygtigste spindoktorer i hele verden, for hvilket land er ikke et landbrugsland?
Vi må forstå, at det handler om Danmark på grund af afsenderen, men det bliver netop ikke sagt. Kampagnesnedkeren undgår derved at skulle tage stilling til de massive problemer, dansk landbrug skaber for os alle sammen.
Jeg nævner i flæng et årelangt overforbrug af penicillin, gødning og pesticider, som det ikke er lykkedes nogen myndighed at sætte en stopper for.
Læg også mærke til, at landmanden er udeladt. Det er ikke ham, men nationen, der er omdrejningspunktet. Det er nok meget godt, da mange landmænd er dybt forgældede og i øvrigt ude af stand til at tiltrække danske medarbejdere til deres bedrifter. Selve jobbet er således ikke noget af det bedste i verden. Måske fordi etisk sarte danskere ikke kan forlige sig med de brutale forhold, som man byder produktionsdyrene og naturen.
Normalt ville man kommunikationsstrategisk sige, at det er vigtigt for effekten af en imagekampagne, at den har bund i virkeligheden, men hvem ved i disse fake news-tider, om det gælder længere? Folk tror på det, de vil tro på, og Landbrug og Fødevarer synes i det mindste at være ligeglade med den detalje.
Erhvervet er således ikke kendt for at være optaget af spisekvaliteten af de fødevarer, de producerer. Hvilket kan illustreres med en anden oplevelse i min sommerferie.
Jeg står i Brugsen og skal købe svinemørbrad til en barbecue med mine naboer. Lige inden for døren bliver jeg mødt med et tilbud på tre for 99 kr. Det lyder i mine øre for billigt, så jeg scanner køledisken og finder en pakke med én mørbrad til 109 kr. Der er tale om kød fra fritgående poppelgrise. En lille nicheproducent, der viser, at det godt kan lade sig gøre, at gøre det godt.
Jeg spørger for sjov slagteren til råds om, hvad forskellen er. Han peger på pakken med poppelgris og svarer lakonisk: ”Den der smager af kød.”
Med det in mente vil det ikke være forkert, at kalde flertallet af kødproducerende landmænd her til lands for proteinfabrikanter. Det gælder både oksekød, svinekød og kød fra de såkaldte turbokyllinger, der brækker benene under deres egen vægt, inden de når at blive slagtet. Og smager af ingenting, når de lander på tallerkenen.
Hvis vi skal tro på, at det virkelig er noget af det bedste at være et landbrugsland, kræver det, at vi ikke konfronteres med, hvad der foregår ude i virkeligheden i det ganske, danske land.
Nu ved jeg ikke om tekstforfatteren har ulejliget sig ud på landet, men jeg tror det ikke, for i så fald ville hun eller han nok have fået et akut etisk ildebefindende.
Hvis jeg skal gætte, er reklamebureauet blevet fyldt med argumenter om fødevareforsyningssikkerhed og eksportindtægter. Suppleret med at konkurrencen er intens, at forbrugerne ikke vil betale, hvad det koster, og at hvis dansk landbrug ikke leverer de billige varer, så står der en hær af meget værre lande, som er mere end villige til at gøre det.
Nu er det bare sådan, at de danske landmænd i stor stil sender deres dyr til slagtning og udskæring i de meget værre lande. Tyskland for eksempel, hvor såkaldte vikarer fra Østeuropa arbejder og bor under usle vilkår. Eller nej, det har corona-krisen sat en stopper for, så i fremtiden må dyrene endnu længere væk, så de pæne tyske borgere ikke skal udsættes for lokale smitteudbrud. Og vi stadig kan få billige koteletter.
Nu sidder du, kære læser, sikkert og tænker, at hun er godt nok sur hende Feldthus, og ja, det er jeg, men jeg har en mere almen pointe.
Dansk landbrug befinder sig på en katastrofekurs, som rammer os alle. Landbruget ødelægger klimaet, biodiversiteten, grundvandskvaliteten samt livet i søer og åer. De skaber resistente bakterier og er en potentiel kilde til nye og ukendte epidemier a la svineinfluenza, som risikerer at bryde ud, inden vi har fået styr på corona-krisen. Det er ikke noget, jeg finder på for at piske en stemning op, det kommer fra UNEP, WHO og Verdensbanken og stod at læse i Berlingske d. 26.7.
Det angår dig og mig som privatpersoner, men det angår også vores branche. Nu har reklamebranchen aldrig været kendt for at have fine fornemmelser i forhold til at reklamere for hvad som helst med alle til rådighed stående midler, men det kan vi ikke blive ved med. Vi bliver i bogstaveligste forstand syge af det.
Alle i værdikæden har et ansvar. Det har forbrugerne naturligvis også, men de sidste kan vi ikke regne med. Med alle mine rigtige holdninger og hele mit privilegerede liv, måtte jeg manifestere alt, hvad jeg havde af mental styrke for at gå hjem med to gange poppelsvinemørbrad for i alt 227 kr., i stedet for at snuppe tre af de smagsløse for 99 kr.
Det er sagen i en nøddeskal. Gode tilbud trumfer alt. Det er den dovne producent og den dovne reklamemands hellige gral. Det er derimod ikke dovent at lægge navn til en kampagne, der påstår at noget af det bedste i verden er at være et landbrugsland. Det er kynisk spin.
Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.
