Live shopping på sociale medier hitter i Rødovre Centrum

Nicolaj Sandberg,
partner i Spasiba

Klumme: Den tvungne nedlukning har efterladt mange forretninger i detailhandlen med blodrøde tal på bundlinjen. Mange detailbutikker kæmper en daglig kamp for overlevelse, men innovationen tager i krisetider nye former.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde
Det er i pressede situationer, at vi som mennesker tænker kreativt og ud af boksen. Imens de stærke detailkæder for længst har etableret sig solidt i e-handlen og oplever en enorm fremgang, og en tilgang af nye kunder, så er mange mindre butikker stærkt udfordret på deres økonomi og ofte manglende digitale tilstedeværelse.

Det er i den krise, at vi nu ser nye muligheder dukke op – og det går hurtigt!

Kunder elsker det!
Vi oplever med begejstring en hastigt voksende gruppe af meget initiativrige butiksejere, som laver ny digital forretning. Udstyret med en smartphone, en halo-ring og et tripod-stativ formår de at sælge produkter for titusindvis af kroner.

I Børsen refererede Niels Lunde for nylig til en tøjbutik i Holstebro, som på blot én time omsatte for hvad der svarer til 4 dages normal omsætning i den fysiske butik.

Det kræver – som med alt andet – både entusiasme og et stærkt drive, at skubbe produkter over disken – det gælder også digitalt. Det er autentisk og nærværende, og kunderne elsker det.

Der er plads til at lave fejl og ikke helt at have styr på rækkefølgen af produkter og kollektionen – kunderne oplever, at de er inviteret med ind. Der bliver talt produktegenskaber, pasform, kvalitet og tøjet bliver prøvet på.

Det er svært ikke at anerkende den omsætning, som bliver genereret igennem denne nye live mulighed!

Live show i Rødovre Centrum
Vi så med, da et live show på 6 timer fra Only i Rødovre Centrum rullede over skærmen i forrige uge – en mindre fest med musik i baggrunden. Kunderne blev budt velkommen med navn, og pigerne, der stod for salget, var fulde af god energi. Det var et tilløbsstykke på en grå og kold fredag aften.

Selv da app’en lukkede ned efter 4 timer, fik butikkens to værter med smil startet en ny session op igen, og var tilbage i feed’et med nye og flere styles efter få minutter. Uden af tabe kunderne. At holde salget kørende i 6 timer kræver stor energi, og der må man sige at Only’s live-værter leverede.

Hvordan udkommer du med Live shopping?
Essensen ligger i forståelsen af de sociale platforme, brugen af dem, og at have gode værter. Platformsmæssigt er der to oplagte muligheder: Facebook og Instagram.

Såfremt at de enkelte butikker har etableret sig solidt på en eller begge sociale platforme – og har været dygtige til at fastholde og motivere deres eksisterende fanskare med stærke opslag omkring nyheder, udsalg, konkurrencer etc. – så er potentialet enormt.

Ét er de fans og følgere, som butikken allerede har fået – men delinger, mens live-shoppingen foregår, skal heller ikke underkendes!

Potentiale og fastholdelse – også på den anden side af corona
Er det en engangsfornøjelse med live-shopping? Det er bestemt ikke vores opfattelse, og vi ser det som et stærkt supplement til det eksisterende fysiske (og digitale) salg – herunder kundearrangementer, lagersalg, lancering af nye produkter etc.

Vi mener, at live shopping finder et naturligt lejde, men også, at typen af personligt digitalt salg er kommet for at blive. Det skaber både stærke kunderelationer til butikken og giver stolte medarbejdere, alt imens butikkens geografiske område bliver udvidet. What’s not to like!

Data is king
Det er – som i mange andre digitale discipliner – relevant at måle på den indsats, som det kræver at eksekvere live-shopping.

Fx kan du spørge dig selv, hvilke prispunkter, der skal rammes med mine produkter, hvilket ønske har vi for antallet af seere (og dermed potentielle kunder), basketsize, gennemsnitligt køb, ugedage og tidspunkter.

Klummer på Bureaubiz er et udtryk for skribentens egen holdning.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning