For snart tre uger siden sidder jeg på kontoret og kan se, at Mads Fuhr har lagt sit brev op på LinkedIn. Jeg tænker: ”Han er også en kæmpe chef..! … Gad vide om jeg får et?” Jeg tager mig selv i at kigge rundt på mit eget skrivebord – gad vide, om der er også er kommet et brev til mig. Det burde der, tænker jeg.
Jeg går ned i receptionen og kan se, at der ligger en sølvgrå kuvert. Der står M-list på den. Til min store skuffelse er den adresseret i en andens navn. Receptionisten bekræfter, at der ikke er kommet andet post.
M-list er en ”liste” udvalgt af nogle mennesker, jeg har stor respekt for, men som reelt set ikke kender mig – hverken som leverandør eller kollega.
Lettere nedtrykt går jeg op igen. Jeg er sur. Både over ikke at være på listen og at være så barnlig og selvoptaget, at jeg faktisk forventede det.
Nu begynder tvivlen. Det er måske også fair. Jeg har jo ikke lavet så meget i år. Jeg har ikke vundet lige så mange priser eller haft så store resultater. I hvert fald ikke offentligt. Jeg må oppe mig til næste år. Det også okay. LeBron har også haft nogle sæsoner, hvor han ikke var helt på toppen.
Jeg skriver til min kone og en branchekollega og brokker mig. Møder forståelse. Det virker rart. Jeg affinder mig med, at jeg i år ikke er at finde på den liste. Den er også ligegyldig alligevel.
Indtil jeg i torsdags får et brev. En sølvgrå kuvert med mit navn og M-list-stemplet. Og her bliver det for alvor ambivalent for mig.
M-list-stemplet
M-list er en ”liste” udvalgt af nogle mennesker, jeg har stor respekt for, men som reelt set ikke kender mig – hverken som leverandør eller kollega. En gang om året skaber de en liste over de 200 bedste marketingfolk i Danmark.
Man vælger ikke selv, om man vil være med eller vurderes. Man melder sig ikke til nogen steder.
Det er samtidig en liste, der kan skabe et usundt fokus på ydre resultater. For at blive lagt mærke til skal man skal råbe op om sine resultater. Det giver en naturlig skævvridning og bias – måske det er derfor, at der oftest er 75 % mænd at finde på listen?
Så nu står jeg her. Udvalgt for tredje gang i træk – ja, det pointerer jeg, for jeg er smålig – til en liste, jeg ikke har bedt om at være en del af, af mennesker, der ikke kender mig, og som gjorde mig sur og irriteret i tre dage, indtil den gjorde mig glad og stolt igen.
Det føles grundlæggende lidt som dengang, jeg ikke kom på Allerød Gymnasiums ”lækkerbuks”-liste i 1.G. To af mine venner kom med. De blev vist i skolebladet som de nye og lækre 1.G’ere.
I bund og grund var den liste måske endda mere retvisende. Der havde 2.- og 3.G-pigerne haft 14 dage til at visitere det nye mandlige kødmarked ud fra nogle objektive kriterier.
Det er måske naturligt, at M-list har fået sig et blakket ry i et land sovset ind i janteloven og falsk ydmyghed. Men jeg er faktisk i tvivl, om udnævnelsen har nogen værdi for andre end dem, der er udtaget.
Blakket ry til M-list?
Tillykke til alle på M-listen i år. Det er uden tvivl fortjent, for listen er hårdt kurateret og udvalgt af nogle dygtige folk.
Jeg må dog sige, at jeg er i tvivl om selve konceptet. Giver M-list mening for andre mennesker? Er det noget, man kigger på, hvis man ikke lige selv er en af de 200 udvalgte?
Jeg har min tvivl. Og har selv haft følelsen af, at listen de sidste par år har fået sig et mere blakket ry. Jeg møder i hvert fald flere og flere, som ønsker at skabe distance til listen på den ene eller anden måde. Vi har set sjove og ironiske drillerier af listen på forskellige sociale medier.
Her på Instagram, hvor @reklamememes brækker sig over M-list-opdatering på LinkedIn.
På LinkedIn, hvor Nathalie Camilla Larsen sammenstiller M-list med M&Ms-liste.
Det er måske naturligt, at M-list har fået sig et blakket ry i et land sovset ind i janteloven og falsk ydmyghed. Men jeg er faktisk i tvivl, om udnævnelsen har nogen værdi for andre end dem, der er udtaget. Er det blot en indspist rygklapperklub, hvor man møder tordenskjolds soldater?
Tag ikke fejl, jeg synes konceptet er genialt. Jeg ville være hamrende tilfreds, hvis jeg selv havde fundet på det. At lave en liste over de 200 ”bedste” marketing- og tech-folk i Danmark hvert år skaber unægtelig en viral kærlighedsstorm på LinkedIn og Facebook, hvilket skaber en hel masse opmærksomhed.
Opmærksomhed, som de partnere, der betaler for gildet, naturligvis nyder godt af. Herunder Clay, rekrutteringsbureauet Marcher Markholt og selvfølgelig Dansk Markedsføring.
M-list (og M-list Talents) rammer plet på det digitale ego
I skrivende stund ruller nu også M-list Talents. Noget, jeg forventer bliver ganske populært og attraktivt at blive en del af. Jeg har da i hvert fald kunnet mærke trykket fra nogle af de yngre profiler i branchen, jeg selv er mentor for. De vil gerne med i hulen og være en del af listen. Og selvfølgelig vil de det.
For ligesom alle os andre higer de unge efter anerkendelse. Og desværre er vores selvforståelse præget af, hvad andre mener om os.
Nogle vil mene, at det ikke er sundt. Men i en konkurrencepræget SoMe-verden, hvor man måler sin primære værdi i, om man er bedre end andre, rammer koncepter som M-list helt plet på det digitale ego.
Jeg er personligt stolt over at være en del af M-list. Men det irriterer mig grænseløst, at jeg føler mig stolt over det.
Skævvridende liste over resultater
Jeg frygter, at M-list (og M-list Talents) fremavler en kultur, især blandt unge, som fordrer, at man skal råbe op for at være noget og opnå anerkendelse.
Det kan skævvride listen til mænds fordel. Men hvad der måske er endnu værre, så kan det skabe en kultur, hvor det er vigtigere at blive opfattet som dygtig – i stedet for reelt set at være det.
Der vil unægtelig sidde mange mennesker derude med snuden solidt i sporet, som aldrig bliver opdaget og aldrig vil blive udnævnt til M-list. Og hvis det er målestokken for succes, så vil fokus rykke sig.
Jeg er personligt stolt over at være en del af M-list. Men det irriterer mig grænseløst, at jeg føler mig stolt over det.
Den følelse, jeg nåede at have i kroppen i en lille uges tid, da jeg troede, jeg ikke var på listen i år, skræmte mig. For jeg anser mig selv som en relativt pragmatisk og selvsikker mand. Men i det sekund jeg troede, jeg var uden for hulen, så forvandlede jeg mig til en lille dreng, der blev bitter, usikker og tvivlede på mig selv.
Da jeg skrev ovenstående på LinkedIn gav det nogle reaktioner, jeg egentlig ikke havde forventet. Mange positive og en del, der synes det var sjovt, at jeg lagde mig så fladt ned og udleverede mine egne åbenlyse mangler. Men det gav også en reprise fra Markedsføring og partnerne bag M-list.
Jeg blev ringet op af chefredaktøreren, der også havde lavet et interview med Thomas Wahl. Det kan du læse her. I interviewet blev jeg spurgt, om jeg overhovedet havde lyst til at være på listen, hvortil jeg kort svarede: “Jo, det vil alle”. For ja, man vil da gerne være med i hulen. Og det er netop her, problemet ligger – at jeg faktisk lader mig påvirke af, om jeg står på en liste lavet af andre mennesker eller ej.
Det er måske mig, den er gal med, men jeg vælger at sige TAK, men NEJ TAK til M-listen i år.
Det føles egentlig meget rart.
Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.
