Mads Munk fra M2 kører i Lamborghini, men vil ikke være ved det på DR

Hanne Feldthus,
brandingekspert

Klumme: Anders Agger forsøger at kaste lys på reklamebranchens forhold til klimakrisen ved at følge M2, som er meget andet end et reklamebureau og i hvert fald ikke har styr på branding. Læs Hanne Feldthus’ klumme om programmet her.

Anders Agger fra DR har begået en udsendelse i serien ‘Indefra’ om reklamebranchen, hvis du ikke har fået set den endnu, kan du finde den her.

Jeg kender ikke mange piger inklusive mig selv, som ikke er lidt lune på Agger. Hans tilbagetrukne langsommelighed, hans forførende stemme og poetiske sprog er svært ikke at lade sig suge ind i.

Han optræder altid empatisk og venligt, men man skal ikke lade sig narre. Han er skarp som en ragekniv, når det stikker ham. Og det gør det i denne udsendelse, hvorfor den er værd at se nærmere på.

Agger skjuler det ikke, men lægger fra kaj med en præmis om, at han vil undersøge, hvordan reklamefolk har det med at være med til at skabe afsætning af alle de forbrugsvarer, som vi ikke bør købe midt i en klimakrise.

Genstanden for hans undersøgelse er M2, som jo er meget mere end et reklamebureau. Faktisk kender vi det i branchen mest som et Århusbaseret filmproduktionsselskab, men de producerer også animationsfilm og andet content og har kontorer i LA og Bangkok. Undervejs i udsendelsen hører vi om en kontrakt, de er ved at indgå med Disney-koncernen.

Det lyder jo forrygende, og vi får i det hele taget et underholdende indblik i grundlæggeren Mads Munks mangeårige succes. Historien er helt igennem arketypisk, for Munk har selvfølgelig i sin tid grundlagt M2 i egen lejlighed uden en krone på lommen, og derfra er det gået slag i slag og ud i den store verden. I dag er de 350 medarbejdere og omsætter for et trecifret millionbeløb.

Anders Agger får ikke de gæve reklamefolk til at indrømme, at de har nogen betænkeligheder ved at være med til at skabe afsætning af deres kunders produkter i en tid, hvor Gretha Thunberg råber bla, bla, bla. Det er jo deres job, og de elsker det.

Til gengæld får Agger udstillet M2 som en tidslomme af fest og ballade, fredagsbarer og dyre barista-kaffemaskiner. De kreative sjæle er forkælede på M2. Og Mads Munk holder sig heller ikke tilbage privat.

Vi er med på hans store båd, hvor der er saloner med højt til loftet, men mest underholdende er det, at Agger bliver ved med at spørge til reklamedirektørens Lamborghini, som vi ikke får lov til at se, og som Mads Munk med tiltagende irritation gør alt for underspille. Han kører ikke længere i den, må vi forstå.

Det er det nærmeste, vi kommer en overvejelse om tidsånden, for Munk mener ikke, at det vil være passende overfor kunderne.

Det kreative hold, vi følger, er i gang med en global kampagne for Jysk, som ønsker at løfte kvalitetsopfattelsen af deres brand uden at gå på kompromis med den gode handel, der ligger i deres DNA. Ambitionen er at blive associeret med den nordiske stil i boligindretning.

De kreative udvikler en kampagne, hvor en forbruger danser af glæde over sine gode køb i Jysk. Det sker hjemme hos hende selv, hvor vi med en tekst på skærmen får oplyst priser på et par af de produkter, hun har købt.

De kreative bruger lang tid på at finde ud af, at dansen skal være spontan og ukoreograferet, så målgruppen kan føle den samme glæde. De bruger mindre tid på at undersøge om kampagnen egentlig passer til Jysk, der kommer fra en verden af gode tilbud på dyner og puder.

Anders Agger spørger, om det ikke er lidt langt væk fra det Jysk, vi kender, men bliver afvist. Det handler om følelsen.

En af personerne fra Jysk stiller under præsentationen det samme spørgsmål også uden at få et kvalificeret svar. Ingen på bureauet tager stilling til, at filmen dybest set er en generisk film om at gøre en god handel og kunne handle om alt fra Ikea til Søstrene Grene.

Det er jo ikke første gang i verdenshistorien, at et bureau falder i den fælde, men topmålet af morsom genkendelighed er dog, at Jysks marketingdirektør, Michael Gade, spørger om forbrugeren ikke kunne danse nede i en hans butikker i stedet for hjemme hos sig selv.

Jeg måtte le højt, for nøj hvor har jeg hørt det mange gange. Kunden vil bare så gerne vise et billede af sin butik. Det har bureauet dog et plausibelt svar på, al den stund at det ikke vil være troværdigt og autentisk, at en forbruger ville begynde at danse – ukoreograferet – andet end hjemme hos sig selv.

Sådan, så er det på plads, og Jysk bliver gelejdet ud i elevatoren, hvor Anders Agger en sidste gang forsøger at finde ud af, om Lars Larsen ville have godkendt den kampagne. Det mener hans efterkommere nu nok, at han ville. Måske. Eller det ved de ikke rigtigt.

Gud ved, om ikke Mads Munk har det på samme måde, hvad angår hans deltagelse i Aggers program? Var det nu en god ide?

Jeg tror ikke, at Munk har forstået Aggers præmis om at undersøge reklamebranchen under en klimakrise. Han har i hvert fald ikke været klar over, at Lamborghinien skulle komme til at spille en hovedrolle i den historie. Og hvis han gerne ville have sat et ekstra kreativt ben på sin virksomhed i skikkelse af et strategisk brandingbureau, skulle han nok have haft mere hånd i hanke med kampagneudviklingen.

I den forbindelse må de på Uncle Grey sidde og ærgre sig over, at udsendelsen fremstiller deres fremragende kampagner for Fakta og Ok, som om det er noget, M2 har fundet på og ikke bare har produceret rent filmisk.

Sådan er der så meget, man skal huske, at alt, hvad der foregår på en skærm, er en redigeret virkelighed. Det må vi i hvert fald håbe, at reklamebranchens kunder er klar over, da udsendelsen ikke er et repræsentativt udtryk for den brandingkompetence, som de dygtigste bureauer besidder.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning