Af Hanne Feldthus, brandingekspert

Klumme: Talebans syn på kvinder er ubegribeligt. Eller er det? Hanne Feldthus har læst en bog, som dokumenterer et uskønt billede af danske mænds syn på kvinder fra 1850 og helt op til 2018. Sprogets magtmidler er frygtindgydende.

I disse dage forfærdes vi over Talebans genopdukken. Vi aner ikke, hvad der kommer til at ske og kan kun forholde os til, at sidst hulemændene var ved magten, betragtede de kvinder som husdyr. Avlskøer spærret inde i deres primitive huse, hvor afvigelser fra den gældende norm førte til, at de blev slagtet i offentlighed på det lokale stadion.

Det er jo så sindsoprivende ubegribeligt, at alt tankevirksomhed går i stå. Hvordan i hele hule helvede kan den ene halvdel af befolkningen se sådan på den anden halvdel?

For at prøve at forstå det, kan man konsultere professor, emerita Birgitte Possings bog: ‘Argumenter imod kvinder’, som udkom i 2018. Den handler om danske mænds syn på kvinder fra 1850 og op til i dag. Det sidste værende det vigtigste.

Det er en fantastisk bog, men vær forberedt på et wakeup-call af betragtelige dimensioner.

Så sent som i 1950 udtalte den siddende formand for Landstinget, socialdemokraten K.K. Steincke følgende:

”Kvinden er biologisk set en mellemproportional imellem barnet og manden. Dette faktum, der er en fordel for hende, betragtes af hende selv som en fornærmelse.”

En fornærmelse? Javel så.

Men det er jo dog en del år siden, så det kan vi vel kun ryste på hovedet af i dag, eller hvad?

Nej, det kan vi overhovedet ikke bare ryste på hovedet af, al den stund at Joacim B. Olsen i 2016 i sin daværende egenskab af folketingsmedlem for Liberal Alliance udtalte noget i samme stil:

”Det er en medfødt mekanik, der gør, at kvinder har mere lyst til at gå derhjemme med børnene, mens mændene arbejder. Det er ufornuftigt at tage biologien ud af det.”

Joacim B. Olsen er i dag en prominent kommentator på Ekstra Bladet og optræder jævnligt i programmet ‘Besserwisserne’ på TV2 News med sine spændende meninger.

Bogen er fyldt med oprørende citater fra en meget lidt fjern fortid og giver et chokerende indblik i, hvordan mænd bruger både biologi, manglende intellekt, naivitet, udseende og en særlig sarthed som argumenter mod kvinders deltagelse i alt uden for hjemmet. Det være sig ret til uddannelse, arbejde, politisk indflydelse og deltagelse i sportslig aktivitet. Alt.

Det er f. ex. ikke mere end 141 år siden, at gifte kvinder fik lov til at hæve og administrere deres egen løn. Altså dem der fik løn.

Det var hovedreglen, at borgerskabets kvinder skulle gå hjem og blive der, når de var blevet gift. De fleste arbejderkvinder var nødt til at slide i det på fabrikkerne, for at deres familier kunne overleve.

Nu blev danske kvinder ikke henrettet, hvis de forbrød sig mod gældende normer og regler, men datidens mænd kunne få kontrol over kvinder på mange måder. Når man ikke har adgang til uddannelse, er det svært at få en. Når ingen vil ansætte en, får man ikke noget job. Når man ikke har nogen penge, er det svært at gøre noget som helst.

Når vi således forfærdes over Talebans syn på kvinder, kan vi sagtens finde forklaringen i vores egen historie. Mænd har en tilsyneladende ubetvingelig trang til at besidde kvinder – læs deres avlsdyr. Og når de voldelige midler bliver socialt uacceptable, vil de bruge et hvert tænkeligt argument for at forfægte deres ret.

Ups, der gjorde jeg mig skyldig i en gevaldig generalisering. Jeg skrev ‘mænd’ i ubestemt form, men det tillader jeg mig, fordi alle argumenter mod kvinder til alle tider har været i ubestemt form. Kvinder er ikke selvstændige individer, men et køn med særlige, almene karakteristika.

Men det generelle kan også blive specifikt. I 1857 udtalte en provst ved navn J. V. Bloch sig i generelle vendinger således:

”Kvindens styrke består ikke i hendes myndighed, men i hendes yndighed.”

I 2004 udtalte Frank Jensen, som dengang var politisk ordfører for Socialdemokratiet, sig specifikt om den konservative Connie Hedegaard:

”Foreløbig har vi jo kun set et yndigt ansigt, men ingen handling.”

Nu kan vi alle fryde os over, at Frank blev smidt ud på røv og albuer fra Københavns rådhus efter i årevis at have været en seriekrænker, imens Connie efter at have været klimakommissær i EU har indforskrevet sig i rækken af de mest indflydelsesrige på sit felt.

Frank må leve med eftermælet ‘Frankeringsmaskinen’, fordi han slikkede sine ofre i ørerne. Connie sidder i alverdens bestyrelser.

Så der sker noget her til lands, og det ser ud til at udviklingen endelig er begyndt at accelerere. Imens jeg skriver dette, er nyheden om Naser Khaders exit fra Det Konservative Folkeparti netop tikket ind. Seriekrænkernes tid rinder ud.

Hvornår det sker i Afghanistan er ikke til at vide, men jeg tillader mig at håbe, at det går hurtigere, end det er gået her til lands.

Lad mig afslutningsvis komme med den stærkest tænkelige anbefaling af Birgitte Possings bog. Alle, der arbejder med kommunikation, kan blive klogere af hendes afdækning af de magtmidler, sproget rummer.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club