Masser af vingesus på SXSW

Tomas Gorrissen

SXSW i Texas samler stadig større opmærksomhed som en festival man skal holde øje med – også i bureaubranchen. Her er syv blandt mange punkter, man kunne få med hjem på den seneste.

De fleste konferencer, jeg har været på, har handlet om, hvad de bedste har tænkt og gjort i det seneste år. Hvilke cutting edge kampagner, teknologier eller nye tanker, der er blevet søsat. Og hvordan vi andre så kan lade os inspirere af det.

SXSW i Texas tager et andet afsæt. Her handler det ikke om i går, men om i morgen. Dermed er konferencen ikke så ”gå-hjem-og-implementer-i-din-egen- organisation” agtig.

Til gengæld er her 50 gange mere vingesus i luften og en fornemmelse af at kikke direkte ind i krystalkuglen. Ikke en science fiction krystalkugle – men et meget konkret bud på, hvad dagens nye teknologier kommer til at betyde for dig i de kommende år. Både som privatperson – og som én, der tænker kommercielt.

Og hvad var så de største indtryk fra den seneste i marts? Her er syv bud.

1) PC’en er uddøende

Du ved det nok ikke. Men vi er på vej mod ”Post-PC æraen”. PC’en som device vil forsvinde. Devices vil fremover være over alt – f.eks. i dine google-glasses, i dit hjem, i din bil og på din arbejdsplads via skærme på vægge, borde og mange andre steder.  Så du kan få ting frem, præcis når du har behov for det. Og du behøver ikke bruge dit keyboard, du siger bare, hvad du søger eller hvad du ønsker, der skal ske.

2) Data sætter dagsordenen

Flere af de mest kendte internetvirksomheder som Google, FourSquare, Amazon og FB mener, at deres vigtigste værdi ikke er baseret på de transaktioner kunderne foretager eller de målrettede annoncer. Men på de data virksomhederne opsamler om kunderne – og den viden disse enorme datamængder giver om dig og om mig.

I dansk kontekst er BigData måske mere SmallData i forhold til de store spillere. Men der er ingen tvivl om, at opsamling, håndtering og ikke mindst evnen til at anvende data til at gøre ens budskaber mere relevante for kunderne er en af nøglerne til at drive en effektiv forretning og reducere omkostningerne.

3) Fra reaktiv til proaktiv

I dag stiller du et spørgsmål til Google (eller en af de andre søgemaskiner), der så leder efter svarene i den samlede datamængde på internettet. Sådan vil det – ifølge Google – ikke være fremover. Google vil kunne give dig de svar, du har brug for, før du selv spørger.

Et banalt eksempel kunne være, at Google via GPS i din mobiltelefon ved, hvor du befinder dig. De ved også fra din kalender, hvor du skal være til møde kl. 13.00. Og de ved via oplysninger fra nettet, at din sandsynlige vejrute til mødet er blokeret pga. et trafikuheld. Derfor vil Google advisere dig om, at du skal køre 25 minutter før, du selv havde tænkt.

Eller FourSquare ved, at du nu befinder dig i en by, hvor du ikke har været før, og på baggrund af din historik, vil den anbefale dig de seværdigheder, restauranter og klubber, som du med stor sandsynlighed vil synes bedst om – og som er tættest på dig.

Et tredje eksempel på trenden er Wolfram Alpha søgemaskinen, der i modsætning til Google ikke finder det svar, du ønsker ud fra eksisterende data, men fremstiller det svar som søgemaskinen mener, er lige netop det, du gerne vil vide. Selvom spørgsmålet aldrig har været stillet før i verdenshistorien.

4) Battle of the wrist

I dag har 14 % af amerikanere devices, der tracker deres bevægelser. Du kender sikkert Nikes Fuelband eller Jawbone. Begge er ”armbånd”, der kan følge dine bevægelser og sovemønster (Jawbone), loade denne viden op på nettet og stille den til rådighed for dig. Det er naturligvis kun begyndelsen.

Om få år vil du få skudt en ”sender” ind i kroppen. Den kan fortælle nettet om udsving i dine ”sundhedstal” -  og sende denne viden til dig. Du kan så loade den ind i Wolfram Alpha, der mere præcist end din læge vil kunne fortælle dig, hvad du fejler. Du kan derefter få fremstillet lægemidler, der helt nøjagtigt tager hånd om dine problemer med udgangspunkt i din fysik (blodtype, andre præparater du indtager, ting du ikke kan tåle osv.) Med ét forsvandt en del af behovet for praktiserende læger og store dele af medicinalindustrien.

5) 3D printerne på vej

3D printere er i sin spæde start, men perspektiverne er enorme. På SXSW præsenterede Megabot deres ”hjemme 3D printer” som du kan købe for ca. $2000. Med den kan du printe alt i plast, blot det er ca. 20 cm højt – eller kan sammensættes af enheder i den størrelse. Bestik, vaser, reservedele – pt. ligger der ca. 40.000 enheder på nettet, du kan printe.

Perspektiverne er som nævnt enorme – nogle printere kan allerede printe i fx metal og fødevarer, og man arbejder sågar med at skabe kunstige reservedele til mennesker printet i organiske materialer: Nervebaner, fingre, lunger osv.

Hvad betyder det mon for Mærsk og detailhandelen, hvis du kan printe ting derhjemme? Hvad betyder det for Lego, Georg Jensen osv., hvis du kan printe deres produkter?

6) Big Data var med til at vinde præsidentvalg

Et virkeligt spændende indlæg var om brugen af Big Data i den amerikanske valgkamp. Barak Obamas ”over-talnørd” havde samlet data om samtlige amerikanske vælgere og inddelt dem i 3 grupper: 1) Republikanere vi ikke kan omvende, uanset hvad. 2) Demokrater, der er med os uanset hvad. Og den interessante gruppe: 3) Dem der kan flyttes til at blive Demokrater, hvis de får de rigtige argumenter.

Dernæst havde han udviklet en model, der forklarede hvilke argumenter, der ville have størst effekt overfor den enkelte vælger. Og denne argumentation fik han skubbet helt ud til de mere end 1 mio. frivillige, der ville ringe på de enkelte vælgeres døre. Indlægget var i sig selv superspændende – og mindst lige så interessant er perspektiverne: Hvis du kan vinde valget i USA (delvist) ved hjælp af datamining, hvad kan du så ellers udrette?.

7) Også den fysiske detailhandel bliver digital

Spændende tanker om hvordan alt det, du kender fra internetbutikkerne, også fremover kan bruges i fysiske butikker. Fx via kameraer, der ud fra ansigtsgenkendelse kan følge dig rundt i butikken og se din ”konverteringsrate” undervejs.

Hvordan kigger du på butiksfacaden, hvordan bevæger du dig i butikken, hvilke områder stopper du i, hvilke ting tager du ned, og hvad køber du? Præcis som salgsflowet på din web-site. RFID devices kan reagere på, hvilke ting du tager ned fra hylderne og giver straks besked til fx skærme, om at dit produkt skal vises i forskellige situationer. 

Og i den lidt mere bizarre afdeling, så kan WalMart scramble din web-søgning, når du er i deres butikker, så du kun kan søge på sites, som de har ”godkendt” – lidt som i Kina og Nordkorea.

Det var blot nogle af de største indtryk. Der var mindst 117 andre spændende indlæg med masser af vingesus og perspektiv. Ting som jeg er sikker på vil påvirke os før eller siden. Og som viser i hvilke retninger, vi skal tænke, hvis vi vil vinde kampen om kunderne i de kommende 10 år.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning